Læsetid: 10 min.

Et år som undercover glamkid

Vor rockskribent kigger tilbage på det år i sin pure ungdom, hvor han tilbad Marc Bolan med samme intensitet som han hadede og foragtede David Bowie
3. juli 2003

Bolanisme
Det var svært at acceptere, men vi blev født for sent til lige dét show. Toget var kørt, da vi blev gamle nok, parate til at stige om bord på det store, farvestrålende – eller i det mindste: fantasifuldt psykedelisk udsmykkede – futtog, hvis endedestination var Utopia. Som by the way lå lige om hjørnet! Dette tog var så fantastisk en kreation, at man godt kunne forveksle det med det rene hjernespind, hvis ikke det var fordi, det nærmest materialiserede sig for ens øjne.
Toget var fuldt af unge mennesker, som i en ikke nøjere angivet rækkefølge medbragte følgende bagage: Bevidsthedsudvidende stoffer (og knap så bevidsthedsudvidende), farvestrålende gevandter, fede slogans, syrerock, demonstrationer, orientalsk visdom, undergrundstegneserier, bare tæer, revolutionær retorik, kollektive boformer, seksuelt frisind, tredjeverdenssolidaritet, festivaler, universitetsoprør, blomster, pacifisme, antimaterialisme og ditto kapitalisme med tilhørende alternativer af enhver slags, men først og sidst et knusende kritisk syn på borgerskabet, hvilket betød, at alt vi var opdraget med som selvfølgeligheder med ét udfordredes på ethvert tænkeligt plan.

De revolutionæres søskende
Det lignede en verdensomspændende bevægelse og den formåede forbløffende ubesværet at overbevise store dele af landets befolkning om, at den gamle orden stod for fald. Den store majoritet, som altså ikke var del af hippiebevægelsen/ungdomsoprøret, kunne trøste sig med en højkonjunktur uden sidestykke og gå helt bananas i forbrugsgoder i de rundt om storbyerne nyopskudte parcelhuskvarterer; ja, det var så gode tider at lokumsrensere og gadefejere uden blusel importeredes fra Tyrkiet og Jugoslavien. Imens løb vi andre rundt i korte bukser og legede Che Guevara i den bolivianske jungle, fordi han jo var et klart bud på en moderne Robin Hood, der oven i løbet sad lige i den stedse mere venstresnoede tidsånd.

Flipperne
For den generation, som kom til fadet umiddelbart efter de der
babyboomers, der i stor stil blev sat i verden i perioden omkring Anden Verdenskrig, var der derfor stort set kun udskrabet tilbage. Hippiedrømmen forvandledes/forvanskedes i vores miljø til en forestilling om at man pr. automatik blev et bedre menneske, hvis man hældte så megen narko indenbords som muligt, først og fremmest hash, men kostforagter var man ikke.
Dernæst var det uhørt stil at køre på udboret knallert, have langt hår m/k og i en enhver given situation være iført denim fra top til tå. Frøs man, tog man en islandsk sweater på, og blev det rigtig koldt, kunne man flytte ind i sin småbeskidte og storlugtende, men åh så trygge afghanerpels. Musikalsk var man til progressiv og/eller beton-rock. Livets hovedformål var at flippe ud, hvorfor denne ny mennesketype betegnende blev benævnt flippere, hvilket dækkede over en art discount-hippier, lykkeligt pletrensede for ideologisk bagage.

Rockere og diskere
En sådan var jeg, og i min klike var der indbyrdes uhørt stor tolerance, mens vi med knusende foragt så ned på stort set alle andre. Især to fraktioner påkaldte sig vores uhørte foragt: mini-rockerne, der godt nok også kørte på udborede knallerter, gik i denim og røg bjerge af hash, men endvidere drak bajere og gik ind for at give folk røvfuld, hvilket gjorde dem helt uacceptable i vores bog. Vi gik ind for pacifisme og tog ind i mellem sågar toget til København for at deltage i demonstrationer mod Vietnam-krigen (så kunne man også score lidt tjald i Stengade ved samme lejlighed).
Og så var der modefolket, diskerne som de kaldtes – ud fra den betragtning, at de ad-bad-buh gik på diskotek – som vi omfattede med patroniserende medlidenhed, for de lå under. Under for moderæset, under for kapitalismens krav om blindt forbrug, under for modeverdenens diktat, under for en åbenlys indre usikkerhed, der fik dem til at pynte sig, vaske sig, overhælde sig med duftvand og skrue sig ned i det mest stramtsiddende tøj, verden endnu havde set. De var hinsides hjælp og nogle af de første til at ryge ud med badevandet, når revolutionen engang nossede sig sammen og gennemførte sig selv.

Glitterfolkets entre
Og så dukkede en ny type op: Glitterfolket. En bizar hybrid af noget gammelkendt tilsat en række iøjefaldende nyskabelser. Først og fremmest håret, stadig langt, men nu etageklippet på den facon, vi herhjemme siden nedladende døbte ’svenskerhår’. Men også tøjet, der godt nok ofte både var denim og sad stramt, men nu påsyet sølvstjerner, halvmåner, ying-yang-tegn og Stones-logoet med tungen eller dekoreret med andre materialer såsom satin eller velour, hvis ikke ungerne med tuschpenne skrev navne som Sweet, Slade, Gary Glitter eller T. Rex direkte på tøjet. Brugen af stumfilmsinspireret makeup – heftig rouge, eyeliner og læbestift – var rigelig, farvestrålende og ofte suppleret med sølvglitter på kinder og pande.
Da fænomenet var udbredt blandt wanna-be’s på min lillesøsters alder – glitter havde et godt tag i tøser! – havde vi kun skuldertræk til overs for det; det stank af mangel på revolutionær bevidsthed og klam kommercialisme, så vi tændte op i vandhookaen og faldt stenede om til Pink Floyds seneste på de dertil indrettede madrasser.
Glittermusikken (den kom faktisk først til at hedde glamrock, efter den var gået over i historien) var en mærkelig hybrid af bubblegum-pop og tung rock; trommerne var komprimerede ad h. til og guitarernes – så godt som altid af mærket Gibson – sustain hang i luften flere minutter efter anlægget var slukket. Sangene var simple, fængende og som tommelfingerregel altid i besiddelse af et omkvæd, man kun skulle høre én gang, for at det blev siddende i kraniekassen for livstid. Som om det ikke var slemt nok, lignede medlemmerne af Sweet, Slade og Gary Glitters band alle sammen murerarbejdsmænd og jordbetonarbejdere, der havde lagt kedeldragten og i stedet trukket i farvestrålende, stramtsiddende tøj, påsyet et utal af glimtende similisten, samt fået lagt heftig overdreven makeup og var blevet etageklippet hos samme frisør.
Utallige timer gik med at latterliggøre fænomenet og få sin lillesøster på grådens rand ved at håne Brian Connelly, Noddy Holder og især Gary Glitter, en overvægtig, aldrende og stærkt behåret parodi på en rockstjerne, der førte sig frem som Guds gave til menneskeheden. Men fordi glitterscenens absolut største navn, T. Rex, havde rødder i en voldsomt hippieficeret og Tolkien-inspireret folkduo – Tyrannosaurus Rex – faldt hammeren knap så hårdt i deres tilfælde. Og da undertegnede engang i foråret 1972 grundet megahittet »Get It On« fik overspillet Electric Warrior-lp’en med netop T. Rex på spolebånd, faldt han pladask for sange, produktion, klang, attitude og ikke mindst gruppens karismatiske frontmand, Marc Bolan og hans fantasifulde og billedrige, men også økonomiske tekster: »Just like a car/ You’re pleasing to behold/ I’ll call you Jaguar/If I may be so bold«, som det lød et sted.

Fra fascination til besættelse
En fascination, der voksede til en besættelse, da bandet dén sommer udsendte The Slider, en stribe måske nok enkle, men også flot sammenskruede og voldsomt inspirerede sange, produceret af glam-maestroen Tony Visconti, der fik det maksimale ud af Bolans simple, men effektive og drømmebefordrende sange. Det mest fascinerende ved T. Rex var og blev dog Mr. Bolan himself, thi her var en rockstjerne, der åbenlyst elskede alle frynsegoderne ved sit arbejde og som gerne ville tilbedes som en Gud, hvorfor han vellystigt tog næring af sine mange – især kvindelige – fans nærmest sindssvage hengivenhed og loyalitet.
Så længe det varede.
Og sådan startede en karriere som undercover, overaged – og hvad angår dresscode: helt malplaceret – glamkid, der for Guds skyld ikke måtte afsløre sin hemmelighed over for klikens drenge: At Marc Bolan ikke bare holdt, han styrede! For dog at markere min individualisme og særart fik jeg min mormor til at sy verdens mindste sølvstjerne på min cowboyjakke, hvilket dog ikke medførte de jordinger, jeg havde frygtet, og som ellers var knæsat norm, når en eller anden brød de uskrevne flipperregler for nu ikke at sige love!
For Marc Bolan ejede en skønhed, jeg ikke var uimodtagelig for, og så elskede han på den mest smittende facon sin position som rockstjerne. Han var simpelthen født til jobbet, og i sine interviews understregede han altid, hvor godt rollen passede ham, hvor meget han nød det hele og hvor højt han satte sine fans, som havde givet ham muligheden for at køre det trip helt ud. Og jeg undte ham det, for helt ærligt: Ville man ikke uden tøven give sin venstre hånds lillefinger for at være ham bare en dags tid? Det var måske ikke god tone at komme ind på i flipperkredse, men personligt ville det ikke have plaget mig synderligt at være genstand for et par millioner teenagepigers hæmningsløse begær.

Nedturen
Da den helt i glamrockens ånd vildt overstyrede film, Velvet Goldmine, en visuelt overdådig goth-fantasi over glamrock generelt og forholdet mellem Iggy Pop og David Bowie især, fik premiere for et par år siden, gik der et gys af genkendelse gennem undertegnede i den scene, hvor filmens protagonist slæber en nys indkøbt lp med ind på værelset og derefter underkaster det imposante gatefold-omslag, inderpose og alt til faget hørende en langvarig og minutiøs undersøgelse. Også jeg kunne få timer til at gå med sligt, mens rockdrømmene føg og længslen efter at undslippe forstadshelvedet piskede ens indvolde til blods.
Hvor tit lå jeg ikke netop med omslagene til Electric Warrior – med plakat! – og The Slider og drømte mig frem og tilbage, men først og fremmest væk, mens musikken spillede. Nedturen kom dog allerede i marts ’73 i form af lp’en Tanx, der simpelthen ikke besad samme energi og magi som sine to forgængere, selv om gruppens (sidste) store hit fra samme år, »20th Century Boy«, er en uangribelig luftguitarklassiker, på linje med Sweets »Ballroom Blitz« og Bowies »Suffragette City«.
Og som enhver anden ungdommelig, potentiel troløs fan vendte jeg øjeblikkeligt Bolan & T. Rex ryggen, i selvsamme øjeblik de ikke leverede den vare jeg ønskede – eller troede jeg ønskede.

Kalkuleret kommercialisme
Hvorimod dén David Bowie eftertiden forbinder med og opfatter som glamrockens apoteose, ja, ham reserverede vi i samtiden en ganske særlig hån for, thi modsat de andre glamrockere lignede han ikke en fabriksarbejder, der havde fået en statistrolle i The Rocky Horror Show, men et feminint og sært rumvæsen med bøssoide tilbøjeligheder og selv om vi i flippertolerancens navn og sikkert også under tortur ville have bedyret vores absolutte accept af enhver form for seksualitet, lige meget hvor afvigende, var vi ikke trygge ved homoseksualitet; slet ikke i lyset af vores egen for alderen typiske, latente biseksualitet. Selv om vi havde opført os som sande circle jerks og taget en spiller i fællesskab i ny og næ, var det så også dér, grænsen gik.
Så da en behjertet sjæl (oven i købet en laber israelsk pige) i bedste mening afspillede Bowies siden så berømmede Ziggy Stardust-lp for undertegnede – efter det ved en fejl var sluppet ud, at han godt kunne lide T. Rex – var der derfor kun en reaktion mulig: »Det dér, det er eddermame et dårligt Bolan-plagiat. Ham Bowie, han er den ondelyneme kalkuleret kommercialisme og det er synd for dem, der kan lide ham!« At jeg
aldrig scorede benævnte pige hører så med til historien, thi det var før jeg lærte Flid, Fedt og Snyd-lektien, hvad angår kvinder.

Udklædt klovn
Man bør her erindre sig at flippernes yndlingsorkestre – Pink Floyd, Led Zeppelin, Black Sabbath, Yes, Deep Purple, Grand Funk Railroad og hvad de nu hed – alle gjorde et stort nummer ud af at ligne sit publikum, hvad angår påklædning. Primært for at postulere en solidaritet helt uden hold i virkeligheden; uniformen hed jeans, arbejdsskjorter og T-shirts, til nød en halskæde, en kjortel (og hvad blev der så egentlig af dem?) eller et par læderbukser, men så heller intet vildere. Det signalerede ’autenticitet’ og var ikke bare norm, men en efterstræbelsesværdigt parameter ud fra hvilket hele verden lynhurtigt kunne inddeles i overskuelige kategorier: Dem, der ville få lov til at leve efter revolutionen – og de 99,4 procent, som beklageligvis måtte af med knoppen!
Det var denne hele livsindstilling Bowie spyttede på ved ikke at indordne sig, men i stedet tilbyde rockscenen et dash af god gammeldags glamour, teatralsk overdrive og i processen minde musikken om dens rødder i showbiz – trods alt. At Bowie endvidere var påvirket af alt muligt andet end netop lige rockmusik mere fornemmede, end vidste man, men det gjorde ikke svinet mindre suspekt.
Han var så åbenlyst ikke én af os, at det tangerede det grænseoverskridende. Bowie troede – vidste – uden tegn på blusel, at han var noget – og ikke kun en rockstjerne, men et forpulet fremmedlegeme... og stolt af det, tilmed. Det kunne man ikke sådan lige tilgive ham, og der skulle gå mindst et år, før jeg og min kreds samt den mere ’seriøse’ del af rockpressen formåede at tage denne udklædte klovn til hjerte.
Da havde Ziggy Stardust været død og begravet et par år. Det havde Marc Bolans karriere for øvrigt også. Og Bowie stod da atter midt i én af de utallige totalforandringer – musik, band, lyd, image, stil, attitude – der gjorde hans karriere så uhørt spændende at følge i de år. Men det er en anden historie. I 1972 nåede Ziggy Stadust ikke The Slider til sokkeholderne, set fra undertegnedes knallertsaddel. Sådan var det bare.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu