Læsetid: 3 min.

Alder

Glemt bliver vi under alle omstændigheder, store som små
28. juli 2003

Indstik
Det er ikke alt sammen lige sjovt, men der kan alligevel være noget underholdende ved at blive gammel. Man har været med til meget, har oplevet en del og hørt endnu mere. Nu kan man ligefrem blive offer for diskrimination, selvom jeg ikke synes, det er gået særlig meget ud over mig. Man taler om aldersfascisme. De gamle bliver skubbet til side, de unge regner dem ikke for noget.
Sådan har det vist altid være, da jeg var teenager, syntes jeg dem over tredive var oldinge. Nu synes de niårige vist, at dem på atten er som Methusalem. Jeg har også hørt, at i de ny
historiebøger, må man omhyggeligt forklare, hvem Stalin og Hitler var, for dem er der ingen, der kender – hvis de altså ikke sidder lænket til en gyngestol på alderdomshjemmet.

Glemt
Således forsvinder meget i den forgangne tids overvældende slipstrøm. Hvem tænker i dag på, at en mand ved navn Claes Gill engang var det moderne gennembruds mand i Norge og med blot to digtsamlinger slog sit navn fast, så det bævede i fjeldene fra Tromsø til Dovre?
Hvem kan huske, at denne Gill også var skuespiller og brillerede i rollen som Jeppe på bjerget og havde tilbragt sin ungdom til søs og levet som vagabond i New York og Sydamerika og blev beundret af Nathanael West, der var dengang var hotelejer og tog det som givet, at ’The Norwegian Poet’ engang ville blive berømt, selvom han aldrig havde læst et ord af ham?
Og hvem husker Nathanael West – udsøgt romancier med værker som The Day of the Locust og Little Miss Lonelyhearts for slet ikke at tale om Tom Kristensen, der før nogen havde blik for Gills geni og sikkert også havde været fortryllet af ham som figur (man sværmede for vagabonder dengang, tænk bare på Nis Petersen, som også er glemt)
Omkring nittenhundredetres opholdt Claes Gill sig i Danmark og spillede på Odense Teater bl.a. titelrollen i Brechts Galilei. Men han gjorde større indtryk i sin seng på Hindsgavl slot, hvor han for en flok måbende modernistspirer gav Jeppes store monolog på et dansk, som ikke var rigs, men helt specielt hans eget. Gill kunne også fortælle, at han engang var ankommet til København fra Stockholm til fods og var blevet spurgt af mere formuende kollegaer, der sad på d’Anglerterres fortovsrestaurant, om hvorfor han gik på hælene og gav den enkle forklaring, at det var fordi, der ikke var såler i skoene mere.

De nulevende
Underligt nok er der højst nulevende personer, der fylder mindst ligeså meget i billedet (eller næsten) som Gill og Nis Petersen engang uden at de har den mindste anelse om, at de allerede er glemt og burde være det i meget højere grad end de nævnte inklusive Tom Kristensen og Nathanael West. For slet ikke tale om Hitler og Stalin.
Jeg tænker f.eks. på Claes Kastholm Hansen, der for nogen tid siden her i bladet udtalte, at statstøtten til danske forfattere burde gives til de tyve bedste og ikke fordeles trindt om land til en samling bovlamme, ligegyldige lyrikere. Claes Kastholm Hansen er af den siddende kulturminister udnævnt til formand for det ny litteraturudvalg og medlem af det ny kunstråd, som tiltræder 1. juli og skal fordele statens kunststøtte på årligt 335 mio kr. de næste fire år.
Det er umuligt at sige, om Kastholm Hansen til sin tid vil blive husket for sin indsats i den sammenhæng eller hvad han vil se tilbage på, når han bliver gammel, måske snarere at han engang var redaktør af Ekstra Bladet, indtil han drak sig fuld og sked i papirkurven og blev fyret og senere ernærede sig ved at skrive grundreaktionære betragtninger i den berlingske avis, der nu er norsk.
Da jeg var ung beundrede jeg sammen med mange andre Tom Kristensen som digter og kritiker, men syntes nok, at han efterhånden blev lidt lind i stemplerne. Det er en fare, jeg nødig vil løbe, for så kan man blive offer for den omtalte aldersfascisme. Eller også er det omvendt: Hvis man ikke ender som det forventede gamle nossehoved, er man for alvor på den og fortjener udstødning. I grunden er det ligegyldigt, glemt bliver vi under alle omstændigheder, store som små. Men nogen glemmes nu mere end andre, og det kan der være en grund til. Hvad jeg ikke skal gå yderligere ind på her.

*Klaus Rifbjerg har hen over sommeren skrevet i Information. Dette er det sidste indstik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her