Fodbold
Argentinas storhold Club Atlético Boca Juniors er nykårede sydamerikanske mestre i klubfodbold i den såkaldte Copa Libertadores. Boca vandt også den anden og afgørende finale 3-1 over brasilianske Santos F.C. i São Paulo efter en hjemmesejr på 2-0 i Buenos Aires. Dermed indskriver Boca Juniors sig i den eksklusive klub af hold, der har vundet Copaen fem gange eller mere.
Kun argentinske Independiente, der med syv trofæer kaldes Copa-kongerne, og
uruguayske Peñarol med fem trofæer tilhører denne klub.
De to finalekampe har været genstand for selv efter sydamerikanske forhold meget opmærksomhed, fordi det var Santos første optræden i en Copa-finale i 40 år, efter at drømmeholdet med Pelé og Coutinho i 1963 slog netop Boca Juniors ude og hjemme. Maradonas tidligere klub tog med begge finalesejre revanche på den mest overbevisende måde overhovedet.
Foran 74.000 tilskuere på et propfyldt Morumbi-stadion i São Paulo lagde hjemmeholdet Santos ud som lyn og torden, mens Bocas stærke midtbane gang på gang skabte farlige kontraangreb.
Symptomatisk blev det den kun 19-årige Carlos Tevez, der med en flot solopræstation åbnede ballet med 1-0- målet i det 21. minut. Tevez er lille og tæt bygget som Maradona og vil uden tvivl blive solgt til en europæisk storklub inden for et år eller to.
Angrebsraseri
Santos pressede Boca i store perioder af første halvleg, men de helt farlige afslutninger kom brasilianerne aldrig til. Frontløberne Oliveira og Robinho havde mistet den magi, der har gjort Santos til nykårede brasilianske mestre og i går skulle give holdet dets tredje Copa-titel.
Kampen blev præget af ekstremt hårdt spil af Santos-spillerne, der i anden halvlegs første kvarter havde tre store chancer. En halv time inde i anden halvleg udlignede Santos-forsvareren Alex efter en dødboldssituation, hvilket kendetegnede brasilianernes besvær med at bryde igennem det argentinske forsvar. Men på grund af Bocas 2-0 sejr i Buenos Aires skulle Santos stadig score to gange for at nå den straffesparksafgørelse, som mange sportskommentatorer havde forudset.
Santos blottede sig i et sandt angrebsraseri, hvilket Boca udnyttede med et dræbende kontramål otte minutter efter udligningen. Bocas angriber Marcelo Delgado fik frit løb fra midterlinjen og sikrede reelt sit hold titlen.
I overtiden fik Boca straffe, som forsvarspilleren Schiavi sikkert eksekverede. Siden overstrømmede de 10.000 tilrejsende Boca-fans banen i scener, der viser fodboldfanatismen i Sydamerika. De rev og flåede trøjer og bukser af Boca-spillerne for at få en souvenir, mens Santos-spillerne tålmodigt ventede på medaljeoverrækkelsen.
Maradona advarede
Boca-træner Carlos Bianchi kunne ikke holde tårerne tilbage og er med sejren klubbens største succestræner overhovedet. Bianchi vendte før denne sæson tilbage til den argentinske klub efter et selvvalgt sabbatår. Han var Boca-træner i 2000 og 2001, hvor klubben også vandt Copa Libertadores.
Diego Maradona advarede op til kampen mod at vække Santos pasningsspil, hvilket holdet ikke for alvor fik til at fungere. Boca-holdet skyndte sig efter medaljeoverrækkelsen ud i bruseren for hurtigst muligt at flyve hjem til Buenos Aires. Der blev de på traditionel argentinsk vis hyldet i centrum af Buenos Aires som sydamerikanske klubmestre for femte gang, ligesom klubben har inviteret Maradona hjem fra narkoafvænningen på Cuba til en stadionfest på søndag.
Et par Boca-spillere forlader formentlig klubben inden for de næste par måneder, fordi flere brasilianske og europæiske klubber har budt på dem. Den dobbelte målscorer i første finalekamp Marcelo Delgado er solgt til mexikanske Cruz Azul Delgado var i efteråret 2001 til prøvetræning i FC København. Hans mål til 2-1 blev fejret således af den argentinske kommentator:
»Goooooool til Boca. Med kløer, blod og hjerte, som de store argentinske hold, vinder Boca, fordi Boca er Boca og har fremprovokeret i jordskælv her på Morumbi.«
Nu venter AC Milan og duellen om titlen som verdens bedste klubhold i Interkontinental-finalen kort før jul i Tokyo. Og den har sydamerikanerne, set med såvel sydamerikanske som denne skribents øjne, altid taget mest alvorligt både i forberedelserne og på grønsværen.
