»Dem, der tvang os til at ændre loven, var dem, som misbrugte loven.«
Belgien udenrigsminister, Louis Michel,
om regeringens beslutning om at skrotte
landets unikke krigsforbryderlov
TI ÅR. Sålænge nåede den belgiske krigsforbryderlov at eksistere. Nu bliver den fjernet. Den kontroversielle lov gav belgiske domstole ret til at retsforfølge enhver, der beskyldes for krigsforbrydelser, folkemord eller forbrydelser mod menneskeheden. Uanset den mistænktes nationalitet, eller hvor forbrydelsen fandt sted.
Belgien blev derfor af mange ofre for forbrydelser set som et sted, hvor man kunne gøre opmærksom på oversete krænkelser. Et fristed, hvor ofre eller familier til ofre kunne søge en retfærdighed eller oprejsning for overgreb, som det i hjemlandet ville være umuligt at komme videre med.
Men ministerpræsident Guy Verhofstadts nyudnævnte regering meddelte lørdag, at loven ville blive droppet og erstattet af en ny, mindre omfattende lov. Fremover vil kun belgiske statsborgere eller personer med opholdstilladelse i Belgien kunne benytte loven til at fremføre sager for domstolene.
AT DEN belgiske retræte kommer lige nu, skyldes ikke mindst de seneste måneders vedholdende og kraftige amerikanske kritik af loven. Kritikken er gået på, at belgiske domstole har optaget sager mod den britiske premierminister, Tony Blair, USAs præsident, George W. Bush, og den øverstkommanderende i Irak-krigen, general Tommy Franks. Det fik den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, til at true med ikke at ville bidrage økonomisk til det nye NATO-hovedkvarter i Bruxelles og med, at amerikanske embedsmænd, militærfolk og politikere ikke længere ville rejse til den belgiske hovedstad for at deltage i møder.
Det amerikanske pres på loven er taget til på det seneste, selv om Belgien allerede havde ændret loven, så den i tilfælde af at den anklagede var borger i demokratiske regimer ville blive sendt videre til det pågældende land. På den måde blev sagerne med Blair, Bush og Franks lukket hurtigt. Men amerikanerne mente fortsat, at det ville være bedre, hvis sagerne ikke blev rejst i første omgang.
En holdning, som også Belgiens egen udenrigsminister, Louis Michel, begyndte at hælde til, efter at en gruppe oppositionspolitikere havde forsøgt at få Michel for en domstol for at have godkendt et ulovligt våbensalg til Nepal.
SELVSAMME MICHEL var da også hurtig til at sige, at det er Belgiens eget ønske ikke amerikansk pres om at ændre loven, som nu er slået igennem. Ifølge Michel og Verhofstadt har det været nødvendigt at slå ned på et stigende misbrug af loven, som også har set sager rejst mod Israels ministerpræsident,
Ariel Sharon, palæstinensernes leder, Yasser Arafat, Cubas Fidel Castro og Iraks Saddam Hussein. De mange nye sager kom efter, at fire rwandere blev retsforfulgt og dømt op mod 20 års fængsel i Belgien i 2001 for deres rolle i folkemordet i Rwanda i 1994. Denne sag er den eneste, som rent faktisk er blevet gennemført ved brug af den nye lov.
Sagen mod Sharon, som var fremført af overlevende fra massakren i to flygtningelejre Sabra og Shatila i Libanon i 1992, blev suspenderet, fordi retten besluttede, at Sharon havde immunitet som regerende ministerpræsident. Sagen nåede dog at skabe stort kontrovers, da Sharon undlod at rejse til Bruxelles for at mødes med EU-ledere, fordi han så risikerede at blive arresteret af belgisk politi.
Allerede dengang for to år siden begyndte belgiske diplomater at tale om behovet for ændringer på grund af de problemer, som loven skabte for Belgien som værtsland for såvel EU som NATO. Blandt andet derfor er det rigtigt, som Michel siger, at det ikke udelukkende er det amerikanske pres, som fremtvinger ændringen. Ifølge Human Rights Watch, som ellers generelt beklager belgiernes retræte, har der derudover været tale om en uheldig udvikling med inflation af sagsanlæg, hvor de seneste »ødelægger det for dem, der virkelig har brug for loven«.
Det, man nu fremover kan sætte sin lid til, er den nyoprettede Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. Den har netop til formål at rejse samme slags sager, som ikke kan føres i de lande, hvor forbrydelserne har fundet sted. På sin vis er tiden af samme grund også løbet fra den belgiske lov. At have en international retsinstans er trods alt mest efterstræbelsesværdigt.
Det ironiske er her, at USA også med hensyn til ICC er superskeptisk og gør alt, hvad det kan for at modarbejde domstolen. Det økonomiske og politiske pres, som USA på beskæmmende vis lægger for dagen over for ICC, ligner på en prik det pres, som Belgien har været udsat for i denne sag.
