Læsetid: 4 min.

Bey, blues og ballader

Andy Bey gjorde sin hypnotiserende vokalkoncert i Jazzhouse til festivalens måske største oplevelse i en weekend, hvor også bl.a. Patricia Barber og Tomasz Stanko gav koncerter
14. juli 2003

Jazzfestival
Han skal være velkommen en anden gang. Festivalåret vil blive husket ikke mindst på grund af ham og Dianne Reeves. Den 64-årige amerikanske sanger og pianist Andy Bey har i årtier været en velbevaret hemmelighed i jazzverdenen. Hans første plader er skabt for 30 og 40 år tilbage, men de seneste – Ballad, Blues & Bey (1996), Shades of Bey (1998) og Tuesdays In Chinatown (2001) har givet ham et comeback i USA, hvor hans agtelse stiger og stiger. Herhjemme banede et interview med ham i Jazz Special i efteråret 2001 vejen for opmærksomhed.
I Jazzhouse gav han en koncert – den eneste i øvrigt i Europa – hvor hans sære barytonstemme, eminente timing fuld af blues- og soul-følelse, hans meget personlige klaverspil og charmerende personlighed samledes til et fascinerende musikalsk hele.
I første sæt oplevede vi ham alene på scenen med klaveret og mikrofonen. En stemme fuld af nærvær, mørk og med et særligt vibrato. Et register fra stemmens dyb til falsetsang, hvor hans soul- og blues- fraseringer var en ren fryd.
Bey viste sig ikke mindst som en mesterlig balladefortolker, hvad enten der var tale om langsom blues (Big Bill Broonzys Feeling Low Down) eller smagfuldt valgte melodier fra den store standardkistes melodiske guld (bl.a. Love For Sale og Lush Life). Og med en tilbagelænet næsten treven rytmefornemmelse i sit originale klaverspil ikke sjældent med mindelser om Thelonious Monk.
Andet sæt var i trioformat med Jesper Lundgaard (bas) og Ed Thigpen (trommer), hvilket gav et klarere rytmisk drev og bl.a. en dristigt legende A Night In Tunisia, hvor Bey forlod klaveret og vovede sig ud i en lang scat-solo.
Undervejs pjattede Bey og lavede gags, mens den gensidige varme imellem ham og publikum voksede. Til sidst var han ikke til at drive fra scenen, og publikum ville heller ikke slippe ham. Det blev til tre-fire ekstranumre. Han kunne fint have holdt inde efter det første – sangen Someone To Watch Over Me – der var så smukt og følt sunget, så fuldendt i sin musikalske koncentration, at det var unødvendigt at sige mere.

Barber uden løft
Patricia Barber er ellers noget af det bedste, der er sket i vokaljazzen de seneste år. En ny, intelligent stemme med sans for atmosfæremættet musik og styrken i det kølige, intense udtryk. Hendes plader Modern Cool (1998) og sidste års Verse er fremragende. Den Chicago-baserede sangerinde og pianist er endvidere en sangskriver med et ambitionsniveau, man ikke er forvænt med i nutidig jazz, og som får sammenligningen af hende med den klaverspillende kollega Diana Krall til at falde lidt flov ud.
Barbers musik er langt mere udfordrende, og så er hun et intellektuelt storbymenneske af en sangskriver, stærkt inspireret af bl.a. Joni Mitchell. Hendes tekster er proppet med overraskende metaforer og komplekse ideer.
Emnekredsen er nutidens postmoderne livsverden med filosofi, kunst og kærlighed som stadige omdrejningspunkter - ikke sjældent med stænk af ironi.
Koncerten i Jazzhouse var en fin oplevelse, men uden det virkelige løft. Sangene og den køligt sensuelle stemme – hele samlingspunktet i Barbers musikalske personlighed – kom til at stå i skyggen for en række i øvrigt velspillede instrumentale indsatser af hende selv, der er en fremragende pianist, og af de tre medspillere Michael Arnopol (bas), Eric Montzka (trommer) og Neil Alger (guitar). I If I Were Blue nærmede vi os kernen i Barbers univers med hendes udsøgte tekstfortolkning i centrum for en neddysset stemningsjazz, hvor ordene næsten hviskes og hver tone har vægt. Disse kvaliteter druknede dog i for høj grad i instrumental showcase. Hvor udmærket den end var.
Et også intimt univers har den polske trompetist Tomasz Stanko dyrket på sine seneste plader, der er indspillet på mærket ECM. I Glassalen gav han en udsøgt performance for et alt for lille publikum (vi taler om en Giant Jazz koncert) med en ung polsk klavertrio.
Samme musikere var medskabere af sidste års intenst smukke cd Soul Of Things, der – i øvrigt sammen med Patricia Barbers Verse – opnåede en nominering som årets udenlandske jazzplade ved årets Danish Music Awards.
Stanko er en dybt personlig musiker med en palet i sit trompetspil fra det lavmælt melodiske til ekspressive udbrud i toppen og med en luftig, flertydig tone, der er helt hans egen. Og få trompetister formulerer sig så melodisk prægnant, som Stanko i dag. Ved koncerten, der i stor udstrækning tog afsæt i materiale fra omtalte plade, udfoldede han et spil, der var renset for overflødigheder, båret frem af den lydhøre og luftigt spillende rytmegruppe, der nok var for anonym til at give ham alvorligt modspil, men ikke desto mindre fyldte de intentionelle rammer upåklageligt ud.

*Patricia Barber, Copenhagen Jazzhouse, fredag
*Andy Bey, Copenhagen Jazzhouse, lørdag
*Tomasz Stanko Quartet, Glassalen, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu