Læsetid: 17 min.

Blod på hænderne eller sand mellem tæerne

Dagbog fra en uge, da erindringen om gårsdagens vold blandede sig med håbet om morgendagens fred
19. juli 2003

*Mandag den 7. juli
Da vi nærmer os Tel Aviv, mærker jeg denne særlige fornemmelse i maven, som jeg har haft hver gang, jeg i de seneste år har skullet lande i Ben Gurion. En nervøsitet over for det langvarige forhør om mine hensigter, som er reglen, når man vil ind i Israel på vej til Vestbredden og Gaza. Udførlige spørgsmål om, hvem man har tænkt sig at besøge – spørgsmål, som hverken kan eller må besvares af en journalist – men som på en eller anden måde tilføjer mig et stænk af dårlig samvittighed, selv om det vel egentlig burde være spørgerne, der følte sådan på grund af deres urimelige nyfigenhed. Og samtidig fornemmelsen af at være totalt retsløs – hvis de vilkårligt beslutter, at min nyfigenhed har været rigelig – og de lukker døren til det forjættede land.
Men, men, men. Det går totalt nemt. Den unge kvindelige soldat smiler venligt og gider dårligt nok vide, hvad jeg skal lave under mit besøg, før hun flittigt stempler vores pas, og heller ikke senere udsættes vi for det sædvanlige forhør. Hvad er forklaringen? Er der sommertravlt og personalet overbelastet? Eller har den hudna, den våbenhvile, som de væbnede palæstinensiske organisationer forleden erklærede, allerede forårsaget en mere afslappet holdning til tingene, den lille tro på, at der i hvert fald er en pause i volden.
Måske handler det også om, at siden præsident Bush tog sit initiativ har bolden i den grad været på israelernes bane. Ministerpræsident Ariel Sharon har i hvert fald nu satset hele sin karriere på at vise sin gode vilje. Først brugte han ordet ’besættelse’ – det vi andre havde måttet hviske, når vi var i Israel – og så lod han hæren fjerne nogle af de »allermest ulovlige« bosættelser – og sidst fik han med nød og næppe tilslutning i sit kabinet til løsladelse 350 fanger. Dog ikke nogen af dem med »blod på hænderne« og med tilknytning til Hamas og Jihad.
Der er gule plakater over alt, som erklærer, at nedlæggelse af bosættelser betyder borgerkrig, og det er lige før, jeg – her den første dag i Jerusalem – om
ikke har ondt af Sharon, så dog får en forståelse af, hvad han er oppe imod. Også fordi han i den grad er fange af sin egen fortidige retorik. Modstanderne i Israel kan finde argumenter i alt, hvad manden har sagt tidligere, og modstanderne af våbenhvilen i Gaza og på Vestbredden kan ikke få øje på noget menneske med mere blod på hænderne end Ariel Sharon, mens de ser de såkaldte terrorister som heltemodige frihedskæmpere, som de nu vil have ud af de israelske fængsler.

*Tirsdag den 8. juli
Vi skal til Ramallah for at besøge tre af personerne i min film De Besatte. Jeg har talt med Wafa, Manal og Ibrahim i telefonen en del gange i foråret, men det er noget andet at besøge dem, og specielt er jeg ivrig efter at høre deres reaktioner på The Road Map og forhandlingerne med Israel.
Chaufføren vælger den særlige settler road, så vi kører forbi den ene bosættelse efter den anden på jord, som ligger på den ’forkerte’ side af 1967-grænsen, altså i Østjerusalem og på Vestbredden. Jeg bemærker, at der stadig bygges nyt, og vi forstår, hvor vanskelig en opgave det vil være at tømme disse kæmpebebyggelser for israelere, og det er jo det mål, som de palæstinensere, der tror på en tostatsløsning, ønsker at forfølge.
Det slår mig ved hvert besøg i Ramallah, hvordan denne by har et helt særligt overlevelsesinstinkt. Hver gang de israelske soldater trækker sig ud, går man i gang med at feje op efter fjendens ødelæggelser, fjerne murbrokker og bygge videre på de mange nye beboelseshuse. Det vidner om en ukuelig optimisme, men også om en viden om, hvor nødvendigt det er at etablere en dagligdag ind imellem perioder med besættelse og udgangsforbud.
Wafa har ikke meget til overs for de igangværende forhandlinger. Ja, jeg kan mærke, at hun betragter det nærmest som et nederlag. Et tegn på, at nogle har været villige til at opgive kampen uden at have sikkerhed for, at det virkelig giver resultater. Forleden gik israelske soldater ind i selve Ramallah og arresterede folk, fortæller hun. »Hvad er forskellen. Nu gør de bare på en smartere måde. Vi har kæmpet i tre år. Vi har mistet rigtig mange mennesker, og det højeste, vi tilsyneladende kan opnå, er, at israelerne trækker sig ud fra de steder, som de har besat, efter intifadaen begyndte. Jeg har ingen tro på, at de vil rømme bosættelserne.«
Jeg kan mærke, at hun ikke tør give sig selv noget håb om afgørende forandringer. For ikke at blive for skuffet, når israelske soldater igen besætter taget på huset ved siden af, hvor hun bor. Som hun har oplevet det så ofte før. Den normalitet, som jeg oplever som så befriende i Ramallahs travle gader, er for hende blot en parentes, en lejlighed til at få gjort noget arbejde, mens det er muligt.
Al hendes familie bor i Gaza, og det er tre år siden hun har besøgt dem. Hun kan ikke passere de israelske checkpoints, og da hun forsøgte at gå udenom, konfiskerede de hendes id-kort. Hun fortæller om, hvordan hun gjorde grin med den lille israelske kaptajn: »Du kan koge suppe på mit id-kort. Så kan det være, du vokser. Kaptajnen nåede mig kun til midt på livet.« Men samtidig er det en katastrofe, at hun ikke kan besøge familien. Hendes bror ringer op fra Gaza, og Wafa bliver både rasende og ked af det. En eller anden slægtning har talt grimt om, at hun bor alene i Ramallah. Det gør man ikke, når man kommer fra en muslimsk familie. Der er tilsyneladende altid tid til ondskab på det private plan. Også under besættelse.
Men også lykke. Det mærker vi hos Manal og Ibrahim. I filmen når de at blive forlovet – det var i september sidste år. Og siden har de arbejdet hårdt på at få et bryllup i stand. Nu er det sat til den 6. september i Ramallah. En stor sal er lejet, for de venter omkring 500 gæster. De fleste er Ibrahims store familie og vennekreds fra Ramallah, men Manal fortæller, at hun medbringer omkring 125 gæster fra Beit Jala ved Betlehem. Hvis, hvis, hvis. Og frygten for, at »situationen« skal forhindre deres rejse hertil, præger alt, hvad hun siger. Da jeg spørger om The Road Map, som den gamle frihedskæmper Ibrahim hånende kalder for The Road Mud, siger hun grinende: »Jeg vil ikke sige ét ondt om de forhandlinger. Helt ærligt, lad dem forhandle og forhandle i det mindste til vores bryllup er overstået. Vi er så tæt på nu, at det skal lykkes. Så jeg beder til, at denne hudna vil vare.«
Ibrahim tager hendes udsagn som en kærlighedserklæring, og siger leende: »Intet kan forhindre vores bryllup. Måske festen, men vi skal nok komme i kirken og blive viet. Og så sparer vi jo en masse, hvis din familie ikke når frem.«
De har allerede lejet en stor lejlighed og er begyndt at samle udstyr, og Manal fortæller begejstret om indretningen og de to balkoner. Så standser hun op og
siger: »Man må da godt en gang imellem have lov til at være lidt egoistisk og tænke på egen lykke, må man ikke? Det kan da ikke være kamp hver dag.«
Ibrahim tager os på den traditionelle turisttur forbi Arafats sønderbombede hovedkvarter. Han er dybt skeptisk over for Abu Mazen og forhandlingerne med israelerne og indrømmer, at han på den baggrund er kommet til at holde lidt af den gamle leder. Ibrahim har altid sagt sin mening om Arafat og manglen på demokrati, og da vi står neden for ruinerne minder han mig om, at han har været fængslet herinde både af israelerne og Arafat på grund af sin politiske aktivitet.
Manal og Ibrahim inviterer på før-bryllupsmiddag på en restaurant, der ligger på terrasser under skyggefulde træer. Vi spiser salater og kebab, drikker den lokale øl og god stærk arak ind til midnatstid og lukker totalt verden ude i nogle få timer. Manals to brødre er stødt til. Interessen samler sig om en stor sangkonkurrence, der netop kører på en lokal tv-kanal. Der var otte deltagere fra forskellige arabiske lande tilbage i finalen. Den ene var en blind palæstinenser, men han røg ud i går aftes, og det gik dem alle meget på. »Jeg grædÇ« siger Ibrahim. »Det ville have betydet så meget for os, om han havde vundet.«
Senere på aften trænger den ’rigtige’ virkelighed sig på, da Ibrahim fortæller, at han inden for de sidste måned har mistet to af sine venner, der begge blev dræbt af israelerne.
Dagen før læste jeg i Jerusalem Post, at intifadaen har krævet omkring 2.200 palæstinenseres liv. Den israelske hær har undersøgt betimeligheden af 55 af disse drab. I fem tilfælde er soldater blevet dømt for at have overtrådt deres beføjelser til at skyde. Ingen af dem har fået alvorlige straffe.

*Onsdag den 9. juli:
Læser i avisen, at Abu Mazen er under stærk kritik fra sine egne, og truer med at gå af. Jeg tænker på Hans Sølvhøjs ord om, at man ikke skal true med at gå, men med at blive. Det er samtidig klart, at det, som udlandet ser som lovende fremskridt – billeder af ham og hans indenrigsminister Mohammed Dahlan sammen med israelske ministre – virker som en rød klud på mange af dem, som har været involveret i de sidste års væbnede konfrontation. Endnu en gang hjælper det til forståelse af den psykologiske situation at tænke på den tyske besættelse af Danmark og hele den daværende debat om samarbejde eller kamp med den magt, som havde invaderet. At Abu Mazen har stor opbakning fra USA og Bush er et vigtigt kort, men det giver ikke pluspoint ’på gaden’ i Ramallah, hvor man venter på, at Fatah-lederen Marwan Barghouiti skal komme ud af sit israelske fængsel. Og det skal gå meget hurtigt med forbedringer i dagligdagen. Der skal vende fanger hjem til hver eneste landsby, og der skal fjernes utallige vejblokke. Det tager stadig tre til fem timer at komme til Nablus, som ligger mindre end en time væk, fortæller en god ven mig. Han havde lige oplevet det.
Da vi skal ud af Ramallah ser jeg endnu en gang en gruppe tilbageholdte palæstinensere – unge som gamle, kvinderne i det traditionelle dress med broderede kjoler. De sidder i middagsheden og venter, mens soldaterne er forsvundet ind på et kontor med deres papirer. Deres stolte ansigter er umulige at aflæse, mens de har stillet tiden på standby og kigger tomt ud i luften. Måske er de på vej til et bryllup, måske til en syg slægtning, men det virker endnu en gang helt urimeligt, at jeg med mit rødebedefarvede pas kommer nemmere rundt i landet end de mennesker, hvis familier altid har boet her.
Den evige kamp i deres hoved – forestiller jeg mig – må stå imellem ønsket om bekvemmelighed – at kunne rejse frit, men opføre sig pænt og opgive sine fundamentale krav på landet – og kampen for at bevare sin værdighed, fordi man bliver ved med at kæmpe. Men det er så nemt at være frihedskæmper på andres vegne. Og også nemt at kræve fredelig opførsel af mennesker, der dagligt føler sig trådt under fode.
Der kommer hele tiden nyt frem om de våben, som Israel bruger i kampen. Forleden fik et parlamentsmedlem fremskaffet oplysningerne om et fængsel, ’Facility 1391’, hvis eksistens ingen i offentligheden kendte til. Fangerne kom dertil med bind for øjnene til afhøringer af særlig karakter. En af dem fortalte, at han på spørgsmålet om, hvor han var, af sine vogtere havde fået svaret: På månen. Som avisen Haaretz skriver, »er logikken i de nye oplysninger, at palæstinensere var interneret et sted, som ingen kunne besøge, som ingen folkevalgte kunne kontrollere, og som ikke anerkendes efter international lov. Med andre ord er Israel i stand til at få mennesker til at forsvinde.« Og så ved offentligheden heller ikke ret meget om hvorvidt der kom blod på hænderne i det hemmelige fængsel.

*Torsdag den 10. juli:
Da vi forlader Checkpoint Erez og kører ind ad landevejen mod Gaza by, kan jeg se, at alt er ryddet i et bredt bælte. Da de israelske kampvogne rykkede ud forleden, anvendte de den brændte jords politik og skabte en sikkerhedszone, som de kan overvåge fra militærinstallationerne ved grænsen. Overalt har bulldozerne lagt huse i ruiner og rykket træer op med rode.
Ahmed – skoleinspektøren fra flygtningelejren Jabaliya, som også var med i min film, møder mig ved grænsen. Og det er ham magtpåliggende, at jeg forstår, hvor negativt alt dette virker på et tidspunkt, da palæstinenserne skal tro på, at der er et håb om noget nyt og anderledes. Han fortæller om en fælles ven, hvis lille gård vi sammen besøgte sidste sommer. Alt er nu ryddet, huse og træer. Ahmeds varme øjne beder om sympati, men først og fremmest om en form for forståelse udefra af hans situation. At det er svært for en Ahmed altid at tale moderationens sag i Gaza.
Senere sidder vi bænket i hans hus. Hans kone er i kørestol efter en hjerneblødning. Der er ikke råd til professionel behandling, og det er første gang i et år, at jeg ser hende ude af sengen. Der er to nye små babyer, og Ahmed har nu ni børnebørn. Så der er masser af liv i stuen, da vi får de medbragte lakridser frem. Den ene af de tre voksne sønner sidder med, men siger ikke meget. Han er som alle Ahmeds otte børn veluddannet, men kan ikke få arbejde. Lidt efter falder han i søvn foran fjernsynet.
I Jabalya får Hamas flere og flere tilhængere. Ikke bare fordi de laver godt socialt arbejde, men også fordi man har så lidt tiltro til forhandlingspolitikken, at man støtter mændene med våben. Forleden havde Hamas en fælles march af børn fra deres sommerlejre gennem lejren. 7.000 deltog, fortæller Ahmed.
Jeg spørger til Abu Mazen og Mohammed Dahlan. Er det Ahmeds favoritter? Han tøver lidt og siger så: »Det er godt med nye ansigter. Vi var trætte af at se på Arafat. Men de er akkurat lige så korrupte som ham og som de andre arabiske ledere. Hvorfor tager vi dog ikke lære af Europa i stedet for af vore arabiske naboer. Da jeg var i Danmark til filmpremieren i januar, mærkede jeg for alvor, hvad det vil sige, at kunne ånde frit. Jeg kunne næsten ikke klare denne forskel. Og da jeg kom hjem og skulle over grænsen fra Egypten, mærkede jeg straks den arabiske mentalitet. Jeg kunne vælge imellem at skulle vente i to-tre dage eller betale bestikkelse. Og jeg betalte.«
Ahmed, som er lidt af en skuespiller, har nu de mest bedrøvede øjne, jeg nogen sinde har set. Og han slår sig selv over hånden. »Jeg var en skidt person, og jeg bør straffes for det. På den anden side var jeg også en god person, fordi jeg ville hurtigt hjem til min familie, som havde brug for mig.«
Jeg er lidt flov over hans store tiltro til Europa. Men jeg mærker den hos næsten alle jeg taler med. Hadet og mistroen til USA, mens håbet ligger hos os i Europa. Mon vi helt forstår det? Og udnytter det.
Ahmeds ældste datter, Manar, som
ikke deler sin fars moderate synspunkter, sidder med en to måneder gammel dreng på skødet, men vil også påvirke gæsten: »Se på diskussionen om fangerne, som de skal udlevere. Men de arresterer hele tiden flere folk – flere end de udleverer. Vi kender ingen familie, som ikke har nogle af deres bedste siddende i israelske fængsler. Men sommetider er de bare forsvundet, og vi ved ikke, hvor de er.«
Ahmed sukker:
»Vi trænger meget til lidt fred. Men vi tør ikke opgive kampen. Før vi virkelig har håbet, om at det bliver en retfærdig fred. Abu Mazen kan ikke afvæbne Hamas og de andre, før vi er en stat. Giv os dog sikkerhed for en stat!«
Vi går ned på gaden for at sige farvel. Der er flot ny asfalt. Ahmed fortæller, at det skyldes, at de israelske kampvogne i marts ødelagde vejen totalt. Samtidig med at de dræbte mange beboere. Ahmed slap med skrækken og knuste vinduer.
Han vinker og går tilbage til de børnebørn, som for et øjeblik kan fortrænge Ahmeds tanker om familiemedlemmer, han har mistet i kampen, og den følelse af uretfærdighed, som aldrig forlader ham.
På vejen mod Erez ser jeg, at det bestemt ikke er lykkedes for Abu Mazens folk, som man kunne se i israelske aviser, at få fjernet den agiterende graffiti. Den findes overalt på husmurene og ved vejkryds. Og vreden, som ligger bag, kan ikke vaskes af med en spand vand og en kost, Kort før grænsen møder jeg en gammel mand – der står og kigger ud over ødelagte marker og huse. Jeg går ud for at tage et billede af ham. Han tror, jeg er amerikaner og begynder at skælde ud. Jeg siger, jeg er fra Danmark, og han trykker min hånd hjerteligt.
Da vi vil køre videre, kommer han hen til vinduet. Han skælder ud på USA og Israel, alt imens han vredt tramper i jorden, som kunne han hævne sig på disse to nationer over det ødelagte livsværk.

*Fredag den 11. juli
Det er sabbat og fridag. Vi tager på stranden ved Askelod lige nord for Gaza. Også med det formål at se israelerne under andre omgivelser end ved de militære checkpoints. Her udfolder sig et familieliv – som ved stranden derhjemme i Kerteminde – blot ti grader varmere. ’Situationen’ ser ikke ud til at spille nogen rolle i de mange grupper ved campingbordene, hvor man sørger for, at også de mindste får noget i skrutten efter badet i Middelhavet. For mange af mændene er det et break i jobbet som besættelsesmagt – det nervepirrende arbejde, hvor man hele tiden risikerer enten at få blod på hænderne eller at yde sit eget blod.
Sådan er livet her hele tiden splittet op på en meget radikal måde. Det er enten blod på hænderne eller sand mellem tæerne.
Aftenen før har en palæstinensisk veninde i Gaza hele tiden brugt udtrykket »vores gode fætre« om israelerne. Både for at udtrykke det nære historiske og genetiske slægtskab, men også for at betone, at ikke alle israelere – heller ikke dem ved vejblokkene – er umennesker.
Nu sidder vi på en blandet strand, hvor der både er jøder og arabere, og prøver vi kan gætte hvem der er hvem uden at lytte til sproget. Det er meget, meget svært, når de unge kun er iført badebukser. Så vi oplever blot mennesker på en strand – på en dag, da konflikten ikke skabte voldelige forsider, men historier om det fortsatte magtspil på begge sider: Arafat sagde, at Abu Mazen havde forrådt vigtige principper i forhandlingerne, og Sharon kæmper med bosætterne og de ekstreme i sin egen regering. Ingen af dem har tid til at trække i badebukser.

*Lørdag den 12. juli
Vi kører ud for at se på det nye omstridte mur og hegn, der i denne tid rejses fra nord til syd. I alt næsten 130 km, hvoraf halvdelen nu er færdigbygget.
For de palæstinensiske indbyggere i Qalqilyah har ’Muren’ betydet, at der nu kun er én indgang til byen, og at den ligger i en lomme afskåret fra sit tidligere opland på begge, fordi israelerne ikke har fulgt ’den grønne linje’, 1967-grænsen, men lader betonmonstret slå et slag in på Vestbredden for at ’indlemme’ to bosættelser på begge sider af
byen.
At stå inde i Qualqilyah og se over mod den grå afvisende flade, kun brudt af vagttårnenes stikkende øjne, giver mig mindelser om en anden mur, som jeg besøgte for 40 år siden, kort efter at den var bygget. Nu som den gang bliver jeg paf over, hvor brutalt konkret et udtryk had kan få, hvor langt mennesker vil gå for, at muren i deres hjerter også bliver til virkelighed. Som et monument over afmagt i ens forhold til andre mennesker.
Jeg står midt i de ødelagte marker, da to drenge kommer gående svingende med nogle spande. De forærer os agurker og tomater og leverer for et øjeblik varmen til mit frysende hjerte.
Formålet med ’Muren’ kan siges at være godt nok. At skabe større sikkerhed, mindre blod på hænderne, færre selvmordsbomber og færre israelske modangreb. Men for palæstinenserne har dens placering betydet ødelagte marker og endnu mere besvær i en i forvejen utålelig kompliceret dagligdag. Turen fra en mark til en anden, som tidligere kunne ske på minutter, kan nu tage timer, hvis den overhovedet kan lade sig gøre.
Dermed forstærkes grobunden for det had til besættelsesmagten, som får blodet til at flyde. Der er ingen betongenveje til freden.
Samme aften besøger vi venner i Vestjerusalem. Pludselig lyder en barsk megafonstemme ud over området på hebræisk. Vi styrter ud. Der står to politibiler med blinkende lygter midt på vejen. Betjentene stirrer på min lejede bil. En mand har ringet til dem, fordi jeg havde parkeret uden for hans port, og der var en mystisk taske på bagsædet i bilen. I de sekunder oplever vi, hvordan nerverne sidder uden på frakken overalt i Israel. Også selv om der er våbenhvile.

*Søndag den 13. juni
Jeg får læst weekendaviserne. Der er virkelig økonomisk krise. Jeg har da heller ikke set en eneste anden turist udefra. En amerikansk jødisk storkapitalist erklærer, at man ikke vil investere i Israel, så længe der er krig og usikkerhed. Arbejdsløsheden stiger fra måned til måned. Sharons regerings skærer brutalt i ydelserne til de dårligst stillede. En enlig mor vandrer fra Negevørkenen til Jerusalem i protest mod at have mistet 40 procent af sin indkomst. Det vækker stor genklang i offentligheden. Hun bliver straks en helt. Der er ingen tvivl om, at den dårlige økonomi er en af de vigtigste faktorer med hensyn til presset for en forhandlingsløsning. Money talks, som amerikanerne siger.
Men på begge sider kræves der nu allermest evne og vilje til at glemme gårsdagens vold, se bort fra blodet på modpartens hænder, for at nå morgendagens fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her