Læsetid: 6 min.

Børn som forsørgere

Når bønder i Egyptens fattige landdistrikter mister udkommet, må børnene skaffe brød på bordet
29. juli 2003

Når bønder i Egyptens fattige landdistrikter mister udkommet, må børnene skaffe
brød på bordet

Nede ved Nilen
CAIRO – Azza og hendes lillesøster sælger afskårne krydderurter på gaden i den egyptiske hovedstad. De har lagt deres beskedne varelager pænt frem på en omvendt tremmekasse til kyllinger, og selv er de søgt ind i skyggen fra den brændende sol.
»Vi sidder her mange timer hver dag for at tjene penge,« siger hun på en gang myndigt og barnligt fnisende. Det ser nu ikke ud til, at omsætningen er den helt store.
Hun er ni år, og søsteren ser ud til at være et par år yngre. Ad mange besværlige omveje får de fortalt, at de hver dag bliver blevet sendt til Cairo fra en af omegnens fattige landsbyer, fordi deres forældre har hårdt brug for pengene til at leve for. Det lader sig forstå, at deres far slår sig igennem som daglejer og at der er mange søskende i hjemmet. De fleste arbejder.

Jordreform
»De to piger har let arbejde og kunne have det meget værre,« lyder det fra Adel William, der er sagsbehandler i Land Centre for Human Rights, da han bliver præsenteret for historien.
Hans tilsyneladende kynisme dækker over et problem af voldsomt omfang, der støt bliver værre, og som organisation kan de kun udrette en smule for at dæmme op for de værste sidevirkninger. Han anslår, at halvanden million børn i landdistrikterne arbejder, hvortil kommer op mod fire millioner i byområderne.
»Men de fleste af dem er kommet ind fra landet, fordi der er lidt bedre penge at tjene i byen og arbejdet mindre hårdt, men til gengæld kommer mange af disse børn kun hjem en gang om måneden og lever under forfærdelige vilkår,« forklarer han.
En stor del af problemet bunder i en jordreform, som regeringen gjorde til lov i 1992. Denne gjorde det muligt for store jordejere, som havde mistet ejendom, da Gamal Abdel Nasser tilbage i 50’erne nationaliserede de store godser for at udstykke jorden til småbønder, at kræve det tabte tilbage.
Hensigten med jordreformen for 11 år siden var ifølge regeringskilder at effektivisere det egyptiske landbrug. Man ønskede at tiltrække investeringer for at øge eksporten, hvilket også skete, men i mellemtiden er markedspriserne på landbrugsprodukter faldet og et stort og mangesidet socialt problem med jordløse bønder opstået.

Børn efterspurgte
»Når en familie mister eksistensgrundlaget, må den kigge sig om efter andre muligheder,« forklarer Adel William videre.
En del af mændene rejser til Alexandria eller Port Said for at finde arbejde som havnearbejdere, men i de fleste tilfælde bliver familien, hvor den er, og prøver at klare sig, hvilket også afføder problemer.
»En voksen landarbejder skal have 10 pund (godt 10 kroner, red.) om dagen, mens et barn arbejder lige så mange timer for tre,« siger han. »De kan ganske vist ikke yde det samme som voksne, men børn er eftertragtede, fordi de har smidige kroppe og finder sig i mere. Derfor ender det tit med, at faderen er uden arbejde, mens børnene er de egentlige forsørgere.«
Børnearbejdet tager særligt omfang under den fire måneder lange skolesommerferie, også fordi det er højsæson for markarbejde, men også mens undervisningen finder sted, bliver mange væk af ren og skær nødvendighed. I 1994, hvorfra de seneste tal fra det egyptiske undervisningsministerium foreligger, holdt 98 procent af alle drenge femte klasse igennem, mens det tilsvarende tal for piger var 97 procent.
»Dette tal er lavere i dag,« vurderer Adel William. »Selv om skolebyggeriet slet ikke kan følge med befolkningstilvæksten, har klassekvotienten i landdistrikternes skoler været faldende i mange år.«

Tre kroner for tolv timer
Ifølge oplysninger fra ILO er den egyptiske lavalder for arbejde 14 år – uden for landbrugssektoren vel at mærke, for her kan provinsguvernører med landbrugsministeriets godkendelse tillade sæsonarbejde for børn helt ned til 12 år, såfremt dette ikke er sundhedsskadeligt eller har konsekvenser for skolegangen. Det er også forbudt at lade børn arbejde mere end seks timer om dagen.
»Disse regler bliver omgået i stort omfang,« siger Adel William videre. »Børnearbejdere fra seks til ni år er yderst almindelige, og de arbejder som regel fra seks til 18 for de samme tre pund. De arbejder i voldsom varme, er tit henvist til at drikke forurenet vand, og mange kommer til skade ved at arbejde med farlige sprøjtemidler.«
Her kommer Land Centre ind i billedet. Når de hører om arbejdsulykker, rykker de ud for at få det tilskadekomne barn tilkendt erstatning og sikre, at ulykken ikke gentager sig, men meget videre rækker mulighederne ikke, også fordi sagsbehandlingen er så lang og ressourcekrævende. Et eksempel på dette er 10 børn, der blev alvorligt forgiftet af sprøjtemidler i landsbyen Damatya i maj for to år siden. De er, så vidt Adel William kan oplyse, alle i arbejde igen, hvorimod deres sag efter ulykken langt fra er afsluttet.
Man ser dem alle vegne i det egyptiske gadebillede. En dreng, som sælger billigt legetøj fra et tæppe, han har bredt ud på gaden, ser ud til at være yngre end et par børn, der sammen med deres far studerer varerne, og lidt borte står en anden dreng og sælger pitabrød. En mand lidt borte fortæller, at drengen har stået her fast i flere år og kommer fra »et eller andet sted i deltaet«.
De mindre synlige arbejder som lærlinge på værksteder og også i tungere fag som fremstilling af mursten og i tekstilindustrien.
Problemet er særligt omfattende, hvad angår piger. I de konservative landdistrikter er der en tendens til at holde drengene til studierne, mens pigerne med Adel Williams ord »jo bare skal giftes«. Dina Rashid, der har beskrevet fænomenet i dagbladet Al Ahram, er enig i dette.
Hun peger på helt unge barnepiger som en særlig gruppe børnearbejdere, som på det seneste har fået nogen egyptisk medieopmærksomhed.

Jævnaldrende barnepige
»De er ofte næsten jævnaldrende med de børn, de bliver sat til at passe, og har lange arbejdsdage uden nogen fast jobbeskrivelse,« siger hun.
Hun fortæller, at de tilmed er stort set uden retslig beskyttelse i tilfælde af vold og andre overgreb. Da den nye arbejdsmarkedslov for nylig blev ratificeret, var tjenestefolk i private husholdninger udelukket – det hedder sig nemlig, at arbejdsgivernes privatliv dermed ville være gået for nær, idet de arbejdende piger sidder inde med viden, som skal blive inden for familiens fire vægge.
Ifølge en undersøgelse fra UNICEF er egyptiske børnearbejdere i gennemsnit i aktivitet ni timer om dagen og står for en fjerdedel af den totale husstandsindkomst. I dette billede ser Azza og hendes lillesøster ikke spor atypiske ud. Da en kvinde kommer hen mod os, løfter Azza lidt på det stykke plastik, hun lagt over urterne, som beskyttelse mod gadens støv. Kvinden kigger lidt og fortsætter så uden at købe noget.
Nede ved Nilen, som ligger lige bag Azzas improviserede stadeplads, høres børnestemmer gennem trafiklarmen, men Azza synes ikke at lade sig påvirke.
»Det er en tragedie, at børn arbejder, men vi griber ikke ind over for selve arbejdet. Det ville være uansvarligt, fordi børnenes familier ikke har noget alternativ til at lade dem arbejde, så som organisation og mennesker befinder vi os i et vanskeligt dilemma,« beklager Adel William.

Serie
Nede ved Nilen
*Informations korrespondent i Mellemøsten, Hans Henrik Fafner, har besøgt Egypten, som på den ene side er politisk sværvægter i regionen og på den anden vrimler med fattige. Artiklen er den første i en serie fra Egypten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her