Læsetid: 5 min.

Børn kan selv gøre en forskel

Afghanistans børn har taget sagen i egen hånd. De vil forbedre deres rettigheder og har organiseret sig i store dele af landet
17. juli 2003

Afghanistan, år 1
Kabul – På en smal betonafsats langs jerngitteret til Park Milano Pizzas udendørs restaurant sidder og hænger en flok drenge. Én af dem er Omar på 14 år, der for længst er færdig med at vaske og polere den hvide Toyota Corolla, der holder langs kantstenen. Han venter nu på, at ejeren skal blive færdig med at spise, så han kan få de aftalte penge for sit arbejde.
»Jeg vil gerne være læge, når jeg bliver stor,« siger Omar.
Bag ham gnubber en yngre kollega på en anden af de dyre biler, der fylder op på fortovet. Ligesom
Omar er han væsentligt mindre end sin alder. Han er derfor kravlet op på bilens forhjul for at kunne nå at polere de nyvaskede vinduer.
Overalt i Kabul er der børn, der arbejder på gaden. En undersøgelse sidste sommer viste, at 38.000 børn hver dag bidrager til deres familiers økonomi enten som vandsælgere, skopudsere, bilvaskere eller en af de utallige andre funktioner, der holder gang i den afghanske hovedstad.

Et landsdækkende netværk
»Vi kan ikke stoppe børnearbejde, men vi kan forsøge at hjælpe børnene til at få nogle flere rettigheder,« siger Zabih Sadat. Som projektmedarbejder i Svensk Red Barnet er det hans opgave at være børnenes kontakt i en række aktiviteter, der har til formål at give de afghanske børn en stemme.
Projektet startede sidste efterår med en række børnekonsultationer fordelt over hele landet. Siden har et stort antal børn organiseret sig i grupper under en fælles paraply med navnet Global Movement for Children.
Som et led i arbejdet med at sikre børnene et landsdækkende netværk er fem drenge og to piger nu blevet inviteret til en tre dage lang konference i Kabul for at dele deres foreløbige erfaringer og opstille fælles mål for det fremtidige arbejde.
»Vi kan mødes med børnearbejdernes forældre og arbejdsgivere for at opfordre dem til at finde løsninger, så de kan sende deres børn i skole frem for på arbejde,« lyder et af de seks punkter, børnene er nået frem til efter en diskussion om, hvad der kan gøres for at skabe opmærksomhed om børnearbejde.

Handling giver resultater
Arbejdet på gaden er dog langt fra det eneste problem, børnegrupperne har besluttet sig for at gøre noget ved. På børnekonsultationerne, der sidste efterår blev afholdt i seks større afghanske byer, blev de deltagende børn bedt om at skrive ting, de er bange for.
»Jeg er bange for, at min lærer slår mig,« lød et af de gennemgående temaer over hele landet.
I den nordlige by Mazar i Sharif har 100 børn-til-børn-grupper siden taget sagen i egen hånd for at få stoppet den korporlige afstraffelse i skolerne.
»Hvis vi hører om et barn, der er blevet slået af en lærer, går børnegruppen til skolen og klager,« siger 16-årige Hasib Afghan. Han deltager i konferencen i Kabul som repræsentant for de i alt 1.000 børn, der i løbet af det sidste år har organiseret sig i hans hjemby.
Med udgangspunkt i fire børnecentre mødes børnene i Mazar i Sharif hver uge for at diskutere deres rettigheder. De foreløbige erfaringer viser, at børnene på den måde selv kan være med til at forbedre deres forhold. »På en af skolerne gik vi direkte til rektor og fortalte ham om problemet med, at børnene bliver slået. Næste dag samlede han alle lærerne og gav dem besked om, at den slags fremover ikke vil blive tolereret,« siger Hasib Afghan.
Selv om fysisk afstraffelse er et problem, der går igen over hele landet, er der særligt i den sydlige del omkring byen Khandahar, der huser et stort antal flygtningelejre, et endnu mere presserende problem.
»Et af de problemer, vi har forsøgt at gøre noget ved, er, at der mangler skoler,« siger Juma Khan. Den karismatiske 12-årige lille fyr blev efter konsultationen i efteråret enstemmigt valgt til at være børnenes repræsentant fra området.
Med korslagte arme og et voksent udtryk i ansigtet beskriver han, hvordan 350 børn i området selv har taget initiativ til at samle penge ind og ansætte tre lærere. Hvert barn betaler nu et beløb, der svarer til prisen på tre brød, om måneden, og på den måde har de sikret sig at blive undervist, indtil myndighederne forhåbentlig finder en permanent løsning.
Også i Herat-provinsen, der regeres af den berygtede krigsherre Ismael Khan, som sidste år blev dekoreret med en række sorte anmærkninger i Human Rights rapport, har børnene organiseret sig. Ligesom i Khandahar er manglen på skoler her et problem i flere landsbyer.
I 16-årige Rogia Nazaris landsby tog hun og en gruppe børn først kontakt til områdets ældre og de lokale autoriteter for at få deres accept af, at de selv forsøgte at løse problemet. Siden har børnene etableret deres egen skole, hvor de ældste underviser 2.500 yngre elever.

Kabul halter bagud
Mens der er fuld gang i aktiviteterne i de større afghanske provinsbyer, er det gået lidt mere trægt med at få etableret børnegrupper i hovedstaden Kabul.
»Problemet er, at der ikke på samme måde som i de øvrige byer er en organisation, der har fulgt op på konsultationen sidste år,« forklarer Zabih Sadat, der er koordinator for børnerepræsentanternes konference i Kabul.
Gennem den lokale NGO Afghan Youth Organisation var Zabih Sadat sidste år med til at tage initiativ til etableringen af de fire centre for gadearbejdende børn i Mazar i Sharif. Modsat Kabul er der her en stor tradition for frivilligt arbejde, og netop den forskel mener han kan være en medvirkende årsag til, at det tager længere tid at få gang i aktiviteterne hovedstaden.
»Det skal nok komme. Det tager bare længere tid,« siger han.
Lidt gang er der da også i aktiviteterne i Kabul. I en lokal kvinde-NGO mødes en gruppe børn dagligt som en del af foreningens aktiviteter. Her har børnene startet mini-konsultationer, hvor de bl.a. har besluttet, at de gerne vil have et bibliotek. Efter at have formuleret en ansøgning har Red Barnet bevilget penge til opstarten, og børnene har nu indkøbt de første bøger. Og også børnecentrene Aschiana, der er et tilbud til gadearbejdende børn, har planer om at starte mini-konsultationer. Her er en af ideerne at lave interview med børn på gaden, hvor de, der ikke kan skrive, i stedet tegner deres tanker.
De første to tegninger er i hus, og de forestiller ikke overraskende en lærer, der slår, samt et af de utallige biluheld, der hver dag gør livet på gaden utrygt.

*Også i Afghanistan blev et undertrykkende regime fjernet ved hjælp af en udenlandsk invasion. Nu skal der bygges demokrati på ruinerne. Men holder løfterne fra de første euforiske måneder efter Talebanstyrets fald? Vi går tæt på håbet og drømmene – og truslerne om, at Afghanistan atter vil blive kastet ud i etnisk splittelse og kaos. Tidligere artikler blev bragt den 9., 11.og 14. juli

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her