Kulturstrejke
PARIS Det er en 15 år gammel strid, der er brudt ud i lys lue og
nu rammer sommerfestivallerne, en af det franske kulturlivs bastioner, lige før sæsonstarten. De første aflysninger indtraf i denne uge.
Striden handler om arbejdsløshedsunderstøttelsen til de såkaldte intermittenter således kaldet, fordi de kun er beskæftiget fra tid til anden og i realiteten er arbejdsløse det meste af året. Det er skuespillere, dansere, sceneteknikere, fotografer, dekoratører, montører etc., der aldrig er fast ansatte, men honorarlønnede for korte perioder fra nogle få dage til nogle få uger ad gangen.
Disse intermittents du spectacle har generelt ingen mulighed for at overleve professionelt uden en ordning, der sikrer dem længere arbejdsløshedsunderstøttelse i forhold til arbejdsperioderne end andre kategorier på arbejdsmarkedet.
En sådan ordning enestående eller i det mindste mere vidtgående end i noget andet europæisk land blev indført i 1969 og har siden sikret deres eksistensgrundlag.
Den har også været med til at sikre den blomstrende kreativitet i det franske kulturliv, men siden 1988 har der været livlig diskussion om ordningen, fordi den er dyr, en belastning for Frankrigs centraliserede arbejdsløshedskasse, Unedic, der dirigeres i fællesskab af arbejdsgiverforeningen Medef og fagbevægelsen.
Nu har arbejdsgiverne, støttet af den borgerlige regerings kulturminister, krævet en nedskæring af ordningen, og de har indgået forlig med tre faglige organisationer, der imidlertid kun repræsenterer ca. 10 procent af intermittenterne. To af de tre store faglige centralorganisationer, CGT og FO, har sagt nej til forliget og støtter kunstnernes protestaktioner, der har form af strejker og besættelser. Disse har ført til annulering af mange forestillinger og nu sidst aflysning af flere vigtige festivaller, mens Avignon, Aix-en-Provence og andre er i farezonen.
En katastrofe
Hermed er konflikten blevet akut, for de franske sommerfestivaller er en slags flagskib for det franske teater- og musikliv, af største vigtighed både kunstnerisk og økonomisk. Der er næsten 300 festivaller i Frankrig, store og små, med Avignon og Aix-en-Provence i spidsen, og de har betydning for Frankrigs meget vigtige turistindtægter.
Nogle egne føler sig nu truet på økonomi og beskæftigelse, og en parlamentariker fra Avignon hvor festivallen årligt medfører en omsætning på omkring 300 mio. kr. har talt om »intet mindre end en katastrofe«.
Intermittenterne har demonstreret intenst mod den truende nedskæring gennem de sidste mange uger, og deres aktioner har vakt stor opsigt. Det har de i øvrigt gjort med mellemrum i de sidste 15 år, og det skyldes også, at demonstrationerne og aktionerne ofte er spektakulære og i bogstavelig forstand iscenesat efter alle kunstens regler!
Festivallen Montpellier-danse er den første, der har måttet give op på grund af konflikten, derefter har festivallerne i Aix og Avignon suspenderet deres forestillinger. Marseille-festivallen er annulleret, og jazz-festivallen i Vienne må sandsynligvis give op efter en tumultagtig start. Den sidste dag af festivallen Jazz dEuropa i Tours måtte aflyses.
I Paris er mange teaterforestillinger blevet aflyst på grund af aktioner og besættelser i de seneste uger.
Kulturminister Jean-Jacques Aillagon har »beklaget, at det kunstneriske arbejde og publikum bliver taget som gidsel,« (et af arbejdsgivernes yndlingsudtryk
i forbindelse med strejker og protestaktioner).
Arbejdsgiverforeningens formand, baron Ernest-Antoine Seillière, siger:
»Teaterfolkene er vant til, at man ikke rører ved deres privilegier, men vi rører ved dem som ved andre det er det, der hedder reform«.
Reform lig med nedskæring
Kritikere ser reformen som led i den almindelige nedskæring af udgifterne til kulturlivet under den nuværende regering og som et forsøg på at tvinge den dårligst stillede del af kunstnerproletariatet til at søge anden beskæftigelse. De peger på, at intermittenterne langtfra er privilegerede, der arbejder kort tid for lang understøttelse, og at den tid, der går med forberedelser, ofte er meget lang og enten kun delvis eller slet ikke lønnet.
De store producenter og især tv og radio beskyldes for at have misbrugt den hidtidige ordning til deres egen fordel.
Aktionerne fortsætter
Under denne ordning er intermittenterne sikret op til 12 måneders understøttelse på grundlag af tre måneders arbejde.
De 12 måneder skæres nu ned til otte. Revisionsretten påpegede i en rapport tidligere i år, at 50 procent af de honorarlønnede intermittenter kun arbejder den
minimale tid, der kræves for at
opnå den maksimale understøttelse.
Der er ca. 75.000 intermittenter, og den hidtidige ordning må nødvendigvis give underskud. Dette er steget i takt med intermittenternes antal i de senere år, og forskellen mellem indbetalte kontingenter og udbetalt understøttelse
i denne kategori steg i 2002 til seks mia. kr. (mod 4,6 mia. kr. i 2000). Men ordningen indgår i den nationale arbejdsløshedskasse Unedic, der har 15 millioner kontingentbetalere.
I mellemtiden fortsætter aktionerne, og der er bebudet nye strejker i løbet af juli med det resultat, at stribevis af festivaller er i farezonen.
