Læsetid: 3 min.

Bushs beslutning om styrker til Liberia er modig

Trods ihærdig modstand i sin egen regering beordrer USA’s præsident tre skibe med 2.300 marineinfanterister til at hjælpe en vestafrikansk styrke med at skabe ro og orden i Liberia
26. juli 2003

Analyse
Billederne har efterhånden frosset sig fast på vor nethinde. Udmattede og udmarvede liberianere – efterkommere af amerikanske negerslaver – der indtrængende trygler deres landsfader ’George Bush’ om at befrie dem fra deres lidelser i en tre år lang borgerkrig, som er blevet til en humanitær katastrofe.
Efter tre ugers tøven tog USA’s præsident endelig en konkret beslutning i går. Skridtet lyder måske ikke imponerende, men konsekvenserne er bastante. Trods modstand fra Pentagon og dyb tvivl om missionen i det republikanske parti beordrede Bush tre amfibieskibe fra marinekorpset ekspeditionsstyrke – 2.300 infanterister udstyret med helikoptere og lette kampvogne – at sejle fra Middelhavet til Guinea-golfen i Vestafrika.
Indtil videre er styrkens officielle opgave at ligge for anker ud for Liberia kyst. Men dens egentlige forehavende er at »muliggøre« indsættelsen af en vestafrikansk sikkerhedsstyrke på 3.2000 mand fra hovedsageligt Nigeria, som Bush sagde i går. Hvad »muliggøre« betyder, vil tiden vise. Fra Pentagon forelå der ingen detaljer.

Skarp formulering
»Fredsbevarende soldater fra USA vil hjælpe styrker fra ECOWAS (Economic Community of West African States) og sikre, at den humanitære hjælp når frem. Pentagon vil forklare, hvad det betyder,« sagde Bush i går.
Han tilføjede: »Vi vil sørge for, at NGO-grupper kan arbejde, og at våbenhvilen bliver overholdt. USA arbejder sammen med FN, og FN vil stå for en politisk løsning af konflikten og sikre, at de amerikanske styrker bliver aflastet på et tidspunkt.«
Efter to år som præsident har Bush lært, hvor vigtigt det er at formulere sig skarpt, og det lyder unægteligt, som om han har gjort sin stilling op. Hvis situationen kræver det – og det gør den – vil USA indsætte styrker i Monrovia og hjælpe ECOWAS med at genoprette sikkerhed og stabilitet. Meningen er, at en FN-styrke – bestående mestendels af vestafrikanske soldater – så skal overtage den mere langvarige opgave at skabe fred.
Det er næsten to uger siden, at Bush forpligtede sig til et militært engagement i Liberia. Dagen efter hjemkomsten fra hans Afrika-rejse den 15. juli mødte han FN-chef Kofi Annan og sagde:
»Vi vil deltage med styrker. Vi ønsker at hjælpe.« Men disse to sætninger udløste en veritabel fejde mellem tilhængere og modstandere i Bush-regeringen af en amerikansk intervention i Liberia.

Moralsk pligt
Kort sagt finder man tilhængerne i Powells Udenrigsministerium og i Rices Sikkerhedsråd. Modstanderne er ingen ringere end de nykonservative i Pentagon, overofficerer i forsvaret og republikanske kongresmedlemmer. Powell kaldte for nogle dage siden et indgreb for en »moralsk pligt«.
»Det er i vores interesse at undgå, at Vestafrika går i opløsning,« sagde han til The Washington Times.
Men to topgeneraler fra den værnsfælles kommando udtrykte under en kongreshøring torsdag stor skepsis overfor, hvorvidt det er klogt for USA at rode sig ind i en situation, som de frygtede ligner Somalias borgerkrig i 1993.
»Det er ikke en køn situation i Liberia. Vi skal ikke regne med at fikse det hurtigt. Uanset hvilken løsning er påkrævet, bliver det en langvarig affære,« sagde general Richard Myers fra kommandoen.
Men der er trods alt forskel på de to lande og de to borgerkrige. I Somalia stod FN-styrken ansigt til ansigt med irregulære militser af muslimsk observans. I Liberia har præsident Charles Taylor (sigtet for krigsforbrydelser den 4. juni) og de to oprørsgrupper anmodet USA om at gribe ind. Såvidt det kan bedømmes, vil hele befolkningen modtage amerikanerne som befriere og sameritanere – i modsætning til irakerne.
Men situationen kan hurtigt udvikle sig. I Sierra Leone bragte 200 britiske soldater en borgerkrig, der havde kostet 200.000 livet, til ophør. Så let bliver det ikke i Liberia. Taylor er et monster, der har været med til at starte krige i Sierra Leone, Guinea og Elfenbenskysten. Han går næppe frivilligt i eksil. Og hvad kommer efter Liberia? DR Congo? Sudan? Zimbabwe? Bush har taget et skridt, der svært kan gøres om.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her