Læsetid: 3 min.

Byrådet på museum

En udstilling på Sæby Museum går bag om lokalpolitikernes glatte fernis
2. juli 2003

Lokalsprøjten
SÆBY – I går eftermiddag befandt jeg mig pludselig helt alene i et trangt lokale på Sæby Museum i selskab med 21 lokale byrådsmedlemmer samt deres respektive husbonder og hustruer. Kommunaldirektøren var der også, og amtsborgmesteren var kommet langvejs fra, begge for at holde tale. Vi var vel 45 mennesker. Jeg kendte ingen, ikke én, og havde aldrig set dem før.
Deres politiske tilhørsforhold og deres eventuelle tillidsposter var mig totalt ubekendte. Derfor måtte jeg så at sige skue hundene på hårene. Men det var også meningen med udstillingen. Man skulle bag om. Qua min totale lokalpolitiske ignorance var jeg faktisk den ultimative museumsgæst. Byrådsmedlemmerne var for nogen tid siden blevet bedt om at indlevere et par ting til museet, hvoraf de gerne skulle pleje et affektionsforhold til den ene. Genstandene var nu sat fint op på væggene sammen med billeder og forklarende tekster.
Eksempel: Et byrådsmedlem, Ingrid Hejslet, havde indleveret et gammelt greb med fire tænder, og den hang nu på væggen. Hun havde fået den, da faderen døde; det var ham, der havde lært hende at grave kartofler med netop dette greb.
Karl James Falden udstillede sit svendebrev som karetbygger fra Sæby Karosserifabrik i 1972. Lene S. Christiansen fremviste et prøvetryk, hun havde fået af Asger Jorn, da hun som purung slog sine folder som au pair-pige i et kunstnerhjem i Paris. Hun havde ordnet Jorns tøj, og han havde kvitteret med et billede. Finn Jakobsens oldefars kukur, en Junghans, hang her også. Nu var det Finn Jakobsen, der trak det op, og hvis han glemte det, gik det i stå, og så skulle han nok få besked af sine børnebørn, fremgik det af planchen.

Nerverne lurer
Inden byrådsmedlemmerne var blevet sluppet ind til et gensyn med deres kære ejendele, havde der været et mellemmenneskeligt opsamlingsheat lige inden for hoveddøren, og det havde været lidt beklemt, og folk havde stået med hænderne på ryggen langs væggen og luret over mod indgangen.
Selvfølgelig var snakken da gået, men ved den slags semi-officielle seancer ligger nerverne altid og lurer. Skulle man hilse på alle eller bare på nogle? Den eneste, som tog poteturen rundt til alle, var en høj, mørk mand med kraftige knogler, et stout blik, overskæg og en særdeles kødfuld højre hånd. »Dav,« sagde han.
Da jeg lidt efter så hans planche – han hed Brian Petersen – måtte jeg lede længe efter den genstand, han skulle have et personligt og nært forhold til. Det viste sig at være en stak overenskomster fra Dansk Metal. Han var fagforeningsmand.
Det blev nu en munter eftermiddag. Da museumschef Bent Bang Larsen i den indledende fase havde takket byrådsfolkene for deres deltagelse og vendte sig om for at vise vej til udstillingslokalet, rungede en slagfærdig kvinderøst: »Bent!«
Det var borgmester Folmer Hansens kone, Lise.
»Bent, jeg tror ikke, at du har tænkt på, at du har ladet det her gå ud over politikernes bedre halvdele...« fortsatte hun. Så kom pointen:
»Nu er vi gift med en museumsgenstand!«
Den faldt på et tørt sted, og netop som folk skulle til at le, tilføjede Folmer Hansen, der stod ved siden af: »Det var du i forvejen!«
Borgmester havde i øvrigt valgt at udstille den lille kurv, han går på svampejagt med i skoven bag sit hus. Nede i den lå et par bøger, blandt andet et godt slidt eksemplar af opslagsværket Illustreret svampeflora, og en dåse Sweet Dublin-tobak.

stilling@inforrmation

*Oliver Stilling rejser rundt i sommerlandet, hvor han læser lokalaviser. Dette er den ottende arikel i serien

Serie
Museumsgenstande
*»I dag åbner en ny, spændende og ganske usædvanlig udstilling på Sæby Museum. Byrådets 21 medlemmer er blevet bedt om at udstille en personlig genstand, som har stor betydning for dem selv. Udstillingen har fået titlen ’Byrådsvalg – mennesket bag politikeren’.«

Nordjyske Stiftstidende,
Sæby-siden, tirsdag den 1. juli 2003

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her