Global netcafé
MAPUTO Alexandra Antunes har travlt. Fingrene flyver over tasterne, mens hun søger efter jobs og studiepladser og sender kærlige ord til vennerne, der studerer i Portugal og Brasilien.
På Computers & Dreams caféen i Mozambiques hovedstad, Maputo, betaler man forud. Alexandra har lagt 30.000 meticais (10 kr.) på disken og købt 30 minutter på nettet.
»Det er en luksus at gå på internetcafé. Jeg har kun råd til det en gang om ugen,« oplyser den 26-årige kvinde.
Der er en halv snes internetcafeer i Maputo og måske det dobbelte på landsplan. Udbredelsen bremses af, at 60 procent af de voksne mozambiquere er analfabeter, og over 70 procent lever for mindre end en dollar om dagen.
Alexandra hører til de privilegerede 30 procent. Hun blev jurist for to år siden og bor med en kæreste, der forsørger hende, mens hun leder efter arbejde.
Portugisisk fodbold
Seks af de otte, kraftige Samsung-pcere på cafeen er optaget. Bag Alexandra er et par drenge ved at åbne startsiden. De kan vælge mellem tre kategorier: Tekstbehandling, Internet og Sport.
Drengene klikker på Sport og kommer til en side med genveje til de største fodboldklubber i Portugal. Mozambique er en tidligere portugisisk koloni, og det sætter stadig sit præg på internetcafeerne, tv-programmerne og tipskuponerne i Maputo.
Alexandra klikker irriteret på www.mzbusiness.com, men computeren kan ikke finde hjemmesiden.
»Den virkede heller ikke i sidste uge. Det er ellers det bedste sted at finde ledige stillinger i Mozambique,« forklarer hun. En hvid turist kommer ind af døren, stiller sin rygsæk op ad disken og logger sig ind på Yahoo. Men Alexandra er i en anden verden.
»Jeg har søgt omkring 40 jobs de sidste to år. Sommetider har jeg været til samtale. Men konkurrencen er hård. Man skulle ellers tro, at der var brug for sådan nogle som mig,« siger den unge jurist og opremser en række juridiske problemer:
Tusinder af mozambiquere tilbringer halve og hele år i fængslerne uden at blive dømt, mange betjente har kun et overfladisk kendskab til lovene, og der er udbredt korruption i statsapparatet.
Verden på tre klik
Alexandras nødplan er at videreuddanne sig. Hun taster ind på University of Pretoria og finder et 12 måneders kursus i handels- og investeringslove. Ansøgningsfristen er 31. august.
»Jeg vil gerne studere i Sydafrika, for det vil øge mine job-muligheder betydeligt. Men inden drømmen går i opfyldelse, må jeg også have et stipendium. Ellers kommer jeg til at dø af sult,« forklarer hun.
Uret på skærmen nærmer sig 00.00. University of Pretoria forsvinder, mens internetcafeens logo med en dampende kaffekop dukker op over sloganet »De kan nå verden på tre klik«.
Jeg ser mig omkring. Man kan hverken købe kaffe eller Colaer i Computers & Dreams.
»Koppen på logoet er virtuel. Der er ikke ret mange, der har råd til den rigtige vare,« siger damen bag disken.
*Thorkil Green Nielsen er journalist og udsendt af u-landsorganisationen Ibis til det sydlige Afrika
*Internettet har gjort verden både mindre og større. Information har logget sig på for at se, hvordan nettet bliver brugt. Dette er den fjerde artikel i
serien