Læsetid: 2 min.

Digteren i 2’eren

12. juli 2003

Spot
Det var i det 20. århundrede en kunst at rykke kunsten ud. Den ene digter sagde det ganske præcist om den anden digter: Han søger det skønne gennem det grimme. Han tror, han kan nå til himlen gennem helvede.
Det var T.S. Eliot om Charles Baudelaire. Og det er jo nu trivielt pensum. Den, der profanerer kunsten kunstnerisk, er en pionerfigur. Og dermed opererer han som aktør i kunstens store bevægelse fremad.
Man kan seriefremstille fotos af den elektriske stol, og så er det på et givent tidspunkt et kunstværk. Og som sådan allerede en del af den institution, der skal profaneres i næste moment. Men man kan tilsyneladende ikke sætte det resterende og efterhånden næsten socialdemokratiserede borgerskabs blomsterkunstner til at sætte blomster på en kunstudstilling. Det er kitsch. Og eftersom det ikke er pointeret kitsch, er det dårlig smag og egentlig ligegyldigt.
Men man må et par år efter tilskrive Allis Hellelands blomsterballade en vis provokatorisk succes. Mere end hundene og hestene og de væltede busser og guldfiskene i blenderen. For det var jo mest dem uden for institutionen, der blev provokerede. Men provokation har mistet kraft som kunstnerisk kriterium.
Det skete måske allermest utvetydigt, da Jytte Hilden som kulturminister og altså som regeringens ansvarlige for kunstområdet legitimerede den ene fjollet barnagtige udtalelse efter den anden med, at det da skabte provokation og debat.

Der er selvfølgelig væsentligt flere perspektiver. Man kan skrive triviallitterære eller funktionsorienterede sprogkoder ind i kunstværker. Og således sætte sprogspil i spil mod hinanden. Eller derved vise at sprogspil altid er i spil mod hinanden i kunstværker.
Eller man kan profanere ved at skrive et digt om en bordtennisspiller. Jørgen Leth har som lyriker skrevet et poem betitlet Kvartfinalen som ender på ordene: »Jeg var en god sprinter/meget følsom/jeg skulle have nægtet at gå ud til den kvartfinale.«
Men i juli måned er det ikke længere den kunstneriske fremstilling, der kolliderer med ikke-kunstneriske tematikker. Her sidder lyrikeren Jørgen Leth i journalistikkens lavkulturelle højborg og kommenterer cykelløb.
Kort efter Leths gennembrud som kommentator var også Flemming Toft blevet modernistisk. Under en fodboldkamp fra den bedste spanske række konstaterede han, at rumæneren Hagi havde været en fantastisk spiller, hvis det ikke havde været for hans »forfærdelige melankoli«. Jørgen Mader, som sidder ved siden af Leth hvert år, har totalpoetiseret sportskommentaren: Bjarne Riis blev til »ridderen af den hvide mund«. Og når Indurain satte tempo, hed det sig, at han »foldede den store brune muskel ud«.
Lørdag skal cykelrytterne i Tour de France køre op ad et meget væsentligt bjerg, som hedder Alpe d’Huez. Det er ikke, fordi Mader søger det skønne gennem det grimme. Det er heller ikke provokerende. Det er hyggeligt og anstrengende som hestevogne med studenter, der kører larmende gennem byer i juni. Hvert år.

*TV2: 10:40 Tour de France. 7. etape

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her