Læsetid: 13 min.

Duel i bjergene

I Tour de France’s hundredårsjubilæum jagter Lance Armstrong sin femte sejr i træk, og en af hans interessanteste udfordrere er landsmanden Tyler Hamilton fra det danske hold CSC
5. juli 2003

I Tour de France’s hundredårsjubilæum jagter Lance Armstrong sin femte sejr
i træk, og en af hans interessanteste udfordrere er landsmanden Tyler Hamilton fra det danske hold CSC

En af de historier fra gamle dage, der oftest fortælles her i Tour de France’s hundredårsjubilæum, er historien om franskmanden Eugène Christoph, der i 1913 mistede sin chance for sejr, fordi han på nedkørslen fra Col d’Aubisque i Pyrenæerne brækkede forgaflen og med cyklen på ryggen måtte løbe 14 kilometer ned til nærmeste landsby for selv at foretage reparationen i den lokale smedie og fire timer senere vende tilbage til løbet.
Det var dengang forbudt for rytterne at modtage reservedele fra andre eller hjælp til at komme videre. Christoph forstod sig på smedehåndværket, men kunne ikke på samme tid med hammeren forarbejde den knækkede forgaffel og betjene essens blæsebælg. Så overvåget af Tour de France’ opfinder, Henri Desgrange, og et par løbskommissærer, der så til, at ingen regler blev overtrådt, måtte Christoph nødtvunget bede smedelærlingen om at passe bælgen, hvilket indbragte ham et minuts tidsstraf for at have modtaget fremmed hjælp.
Eugène Christoph kom aldrig til at vinde Tour de France, fordi hans forgaffel havde det med at brække – det skete to gange senere i de følgende år – og på trods af hans evner som smed. Hvem, der vandt i de år, er glemt. Eugène Christoph vil blive husket, og sådan har det været altid med Tour de France: Det er ikke nødvendigvis vinderne, der har skabt dramaet og det mindeværdige, men lige så ofte de storslåede tabere, og løbet i år vil sikkert ikke blive nogen undtagelse.
Når løbet startes i dag vil det blive fra gæstgiveriet Le Reveil Matin i udkanten af Paris, hvor det også begyndte i 1903, og den første rutes seks etapebyer vil selvfølgelig også være blandt dette års 21 etapemål: Paris, Lyon, Marseilles, Toulouse, Bordeaux, Nantes og hjem igen til Paris.
Men der er ikke blot jubilæumsnostalgi i dette. At Tour de France har opnået status som verdens vigtigste cykelløb og i dag er blandt verdens tre-fire største idrætsbegivenheder overhovedet – efter OL og slutrunder i fodbold – og er blevet en institution i fransk kultur og i landets politiske historie, skyldes løbets evne gennem hundrede år til at hæge om traditioner i takt med en nænsom og kontinuerlig fornyelse og tilpasning til enhver tids krav.
En begivenhed vil ikke noget, kan ikke noget og gør ikke noget. Mennesker vil, kan og gør. Men når man alligevel om Tour de France kan sige, at selve løbet fastholder og skaber nyt, så er det forsøg på at indkredse det særlige ved denne begivenhed. Nemlig det, at alle dens hovedpersoner fra løbsarrangør og sponsorer til ryttere og publikum er underordnede løbet. Dets historie, dets traditioner, dets kulturelle vigtighed. Dets sjæl, hvis man må sige det med endnu en personificering af tre uger, hvor mænd i farvestrålende tøj og korte bukser kører Frankrig rundt på cykel.
At ingen må stå over eller blot ved siden af Tour de France er tydeligst udtrykt af Tour-ledelsens udelukkelse for andet år i træk af den italienske verdensmester, Mario Cipollini, der er landevejscyklingens bedste og mest vindende sprinter. Han har aldrig forbrudt sig mod løbets regler – som Eugène Christoph – men han har i modsætning til den gamle smed vist mangel på respekt for løbets ånd og sjæl. Cipollini har i sin 14 år lange karriere aldrig gennemført et Tour de France, men er taget hjem, når vejene begyndte at gå stejlt opad, og han havde vundet de etapesejre, han kunne. Men hans største forsyndelse har været, at han med sit showmanship og sine spraglede påhit i påklædning og adfærd stjæler billedet fra Touren og gør sig større end løbet. Det er en skam for Tour de France i år, at han ikke er med til at sætte kolorit på de flade etaper med afslutning i en massespurt, men det er logisk i forhold til løbets historisk betingede selvvurdering. Men endnu større skam for Tour de France er det, at man i stedet for Cipollini og hans hold har udtaget franske undermålerhold med en positiv særbehandling, der er typisk for fransk protektionisme på også alle mulige andre områder, og som i jubilæumsåret er en skingrende modsigelse mellem Tour de France’s status som national kulturskat og den nuværende ledelses ambitioner om at gøre løbet til en endnu større international begivenhed og gøre det til et stykke fransk kultureksport. Blandt andet med de senere års planer om at lade løbet starte så ufranske steder som New York, London og Herning.
Da Eugène Christoph stod i smedjen i landsbyen Sainte-Marie-de-Campan og med hammeren bankede på sin glødende forgaffel, mens lærlingen holdt liv i essen med blæsebælgen, var han sandsynligvis indædt ærgerlig, rasende og stædigt målbevidst. En sindstilstand, der kan skabe store Tour de France-bedrifter.
En sindstilstand, som de sidste fire års vinder, Lance Armstrong, kender bedre end de fleste, og som han har gjort til et værktøj at vinde med.
Hans mor Lindas valgsprog om at se enhver forhindring som en mulighed har han gjort til sit lige siden sin opvækst. Moderen var blot 17 år, da hun fik ham, men så ambitiøs, at de skulle bo i et lidt finere kvarter, end hun havde råd til, og sønnen skulle gå i en lidt finere skole, end hans baggrund kunne bære. Han var udenfor og blev rasende. Han følte sig afskåret fra sin højtelskede moder af skiftende stedfædre, og da en af dem bankede ham, blev han endnu mere rasende. Han kunne ikke spille baseball, som var prestigesporten på skolen, men kastede sig rasende over svømning, løb og senere cykling, som ikke var fint, og blev en af USA’s bedste unge triatleter, inden han definitivt valgte en professionel karriere på de to hjul.
I sin selvbiografi, der udkom for to år siden, fortæller Armstrong, hvordan hans socialt betingede raseri udmøntede sig i hans måde at køre på. Han kørte aggressivt, utaktisk og med fuldt tryk på til kræfterne slap op. I blindt raseri trådte han pedalerne ned som stempler, som han skriver. Men en kraftudladning, som i 1993 gjorde ham til den yngste etapevinder i Tour de France nogensinde, han var blot 21 år, og få måneder senere til historiens yngste verdensmester.
Armstrong er bevidst om, at barndommens og den tidlige ungdoms ydmygelser har været en energikilde, og da han var kommet til Europa og straks havde etableret sig som en meget lovende og vindende rytter holdt han galden flydende, men på lidt anden måde. Han yndede, også i selvbiografien, at fremstille sig selv som en bonderøv fra Texas, hvis grove manerer stødte an mod de europæiske kollegers uskrevne regler om, hvordan man opfører sig i et cykelfelt. Ubuden og uønsket, fordi han var amerikaner, er de ord, han bruger – og det er ikke sandt. Siden Andy Hampsten – vinder af Giro d’Italia i 1988 – og den tredobbelte Tour-vinder Greg Lemond har amerikanske ryttere været et naturligt og anerkendt islæt i det fortsat europæisk dominerede cykelfelt, men når Armstrong gjorde den uønskede gæsts rolle til sin og med vilje gjorde sig upopulær i feltet ved at lægge sig ud med dets stjerner, så var det fordi, han havde brug for det raseri, som rollen som outsider og underdog kunne give ham. Var der ingen forhindringer, som han kunne udnytte som muligheder, ja så måtte han selv opfinde dem.
Meget kynisk kan man sige, at den alvorlige kræft, som i hele 1997 satte ham uden for idrætten og næsten uden for livet, var den ultimative forhindring, som han ikke selv behøvede at opfinde, og som han i helbredelsesprocessen og under genoptræningen gjorde til sit livs største mulighed. Men så kynisk, eller måske blot nøgternt, ser han det også selv. Kræften var en gave. Gjorde ham til et bedre og mere ydmygt og opmærksomt menneske, siger han, og han brugte helbredelsen til at blive en anderledes og bedre cykelrytter.

Anderledes i den forstand, at den velpolstrede muskuløse svømmeroverkrop, som han blev verdensmester med, forsvandt i en kemoterapi, der var lige så livstruende som sygdommen selv, og de muskler, som han har lagt sig til efter sygdommen er en radmager let bjergrytters. Og anderledes i den forstand, at de ben, der tidligere trådte pedalerne ned som tunge stempler, nu hvirvler dem rundt i en tillært høj hastighed i et let gear. En kørestil, der har dannet skole, således, at de fleste af Armstrongs konkurrenter er begyndt at køre som han.
Men vreden? Raseriet over at være udstødt. Det nødvendige brændstof. Lance Armstrong er forlængst blevet amerikansk celebrity. Mere i kraft af overvindelsen af sin sygdom og sin fond til støtte for kræftramte end af sine bedrifter på franske landeveje, og netop denne status som stenrig altruistisk rollemodel så langt fra hans udgangspunkts undermålerraseri kan være det, der sætter grænse for antallet af hans sejre i Tour de France. Der er i hvert fald ikke andet, der gør det.
Ydmyghed og taknemmelighed for livet vinder ikke cykelløb. Vrede kan gøre det. Nu skal jeg fandeme vise dem. Men det er en psykisk energikilde, der tømmes i hastig takt med, at penge og lovprisninger vælter ind, og Armstrong skal virkelig vise opfindsomhed, hvis han skal stille sig mulighedsskabende forhindringer nu.
Den dødsdømtes overlevelsesinstinkt kan også vinde cykelløb. Nu skal jeg fandeme vise døden væk og gøre det hver eneste dag i bevidstheden om, at jeg træner længere, hårdere og mere metodisk end nogen andre for at stå velforberedt til den regnskabets time, hvor en sejr i et cykelløb er en sejr for livet og kan udskyde døden endnu et år. Måske tænker Lance Armstrong sådan. Det er ikke utænkeligt, og så kører han og vinder han bogstaveligt talt for livet og henter sit brændstof der.
Men talent vinder også cykelløb uden pladderpsykologiske forklaringer, og hans ungdoms resultater vidner rigeligt om et af de største, der nogensinde har siddet på en cykelsaddel. Uden vrede og uden dødsbekæmpelse kan han sandsynligvis vinde sit femte Tour de France i træk på et minutiøst forvaltet talent – men hvis de dæmoner, der tidligere har jagtet ham mere end forfølgerne på cykel, også er stået af, så har han blot sin forberedelse og sit talent til at vinde med, og det er undertiden ikke nok.
Der er i år flere udfordrere til Armstrong, end der har været i de fire år, han har vundet. Men sådan har man sagt hvert år. Og den mest interessante er Tyler Hamilton.
Ikke fordi han også er amerikaner og ikke fordi han kører på Bjarne Riis’ hold, CSC, og den danskere kan holde med, således som vi meget udansk har kunnet holde med franskmanden Laurent Jalabert. Tyler Hamilton er i Tour de France interessant, fordi han er Armstrongs gode ven og tidligere mest betroede hjælperytter, men mest fordi han i sind mere end ben er så forskellig fra sin ven og tidligere foresatte som tænkes kan. Cykelsporten dyrker og elsker dramatiske tronskift og mest elsker den fadermord, som det Bjarne Riis udtænkte og iværksatte på Miguel Indurain i 1996 efter dennes fem Tour-sejre i træk. Generationsopgør er også interessante, men cykelsportens fadermord har intet med alder at gøre, og Tyler og Lance er jævnaldrende, som Indurain og Riis var det. Mere end nogen anden idrætsgren har cykelsporten været i stand til afklæde sine største udøvere alle individuelle personlige særtræk for straks at forene dem igen som arketyper. Cykelsporten elsker og dyrker de arketypiske modsætninger.
Tyler Hamilton er troldmandens lærling men i en forstand hans absolutte modsætning. Teknisk set kan han det samme. Han er lille, knoglespinkel og bjergstærk og kører trods sin lidenhed en formidabel enkeltstart. Manden alene mod uret. Han ligner Armstrong i det, de begge to er gode til. Måske er der – til Armstrongs fordel – forskelle på deres motor. Det, der kan og bliver målt af fysisk kapacitet som evne til iltoptagelse, kraftoverførsel fra ben til pedal, restitueringsevne, alle de ting, som kan vejes og måles.
Vrede kan ikke måles. Overlevelsesinstinkt heller ikke. Forfølgende dæmoner slet ikke. Tyler Hamilton er måske arketypen af den moderne idrætsmand. Ingen dæmoner rider ham. Hvor Armstrong har gjort en dyd af, at han var en skiderik, så betragter Tyler sig som »a nice guy. And honest,« som han svarede på et pressemøde sidste år under Giro d’Italia, hvor han blev nummer to.
Tyler Hamilton er uddannet økonom fra universitetet i Boulder, Colorado, og var i sin studietid skiløber – styrtløb – på landsholdsniveau. Da han fik en rygskade efter et styrt, genoptrænede han ved at køre på cykel, og blev så god til det, at han valgte cyklen som levevej. Indtil han kom til Bjarne Riis’ hold var han Armstrongs stærkeste og mest loyale hjælperytter, og det er ikke uden vanskelighed, at han nu er trådt ind i rollen som holdkaptajn. Han har ikke let ved at give ordrer eller bede om hjælp.
»Normalt ville det jo være en svaghed, men sådan er det ikke med Tyler,« siger Michael Sandstød, der er den danske rytter, der er tættest på amerikaneren. »Til at begynde med ventede folk jo på, at han skulle bestemme, hvad der skulle ske, eller at han bad om hjælp, men nu har vi lært at være meget opmærksomme på ham, så han får den hjælp, han har brug for, og når han har brug for den, uden at han behøver at bede om den. Og så er det jo stærkt motiverende, at han er så god til at give udtryk for, at når man hjælper ham, så er det ikke ham, der vinder, men os, der vinder. Ingen glemmer hans gestus efter andenpladsen i Giroen sidste år.«

Tyler Hamiltons gestus var kostbar og for danske ryttere, mekanikere og massører uventet generøs. Han tog hjem til Spanien, og Michael Sandstød, der skulle hjem til DM i Lemvig fik en pakke med i kufferten. Den indeholdt otte Rolex-ure til holdkammeraterne i Giroen og et Oakly-ur til hver af personalet. »Der var nogen, der ligefrem blev lidt forlegne over at modtage sådan en gave, men da alle vidste, hvilket hjerte den var givet med, så tog alle imod den med glæde. Der er ingen – og det har ikke noget med gaver at gøre – der ikke vil køre røven ud af bukserne for Tyler,« siger Sandstød.
Med sejrene i klassikeren Liège-Bastogne-Liège – hvor han slog en angribende Armstrong – og etapeløbet Romandiet Rundt i det sene forår lagde Tyler Hamilton vægt bag sine ord om, at han i år er klart stærkere kørende end sidste år. I Tour de France sidste år var han handicappet af, at hans sæsonplanlægning havde sigtet på Giro d’Italia i maj/juni og af et brud på skulderen. Når rytterne sætter sig i sadlen i dag, vil Tyler Hamilton, ifølge alle meldinger, være så toptrimmet, som han overhovedet kan blive.
Den bebudede duel mellem ham og læremesteren tegner til at kunne blive de næste tre ugers mest interessante.

Favoritten
*Lance Armstrong. Født 1971. Vinder af Tour de France de sidste fire år. Kører for US Postal (USA).

Udfordrerne:
Amerikaneren
*Tyler Hamilton. Født 1973. Vinder af Dauphinè Libèrè, Danmark Rundt, Liège-Bastogne-Liège og Romandiet Rundt. Kører for CSC (Danmark).

Italieneren
*Gilberto Simoni. Født 1971. Italiens bedste bud. Overlegen sejr i dette års Giro d’Italia. Nok feltets bedste bjergrytter, men handicappet af, at han kører en beskeden enkeltstart. Kører for italienske Saeco.

Baskeren
*Joseba Beloki. Født 1973. Baskeren, der sidste år var tættest på at slå Lance Armstrong, og som i år meldes i bedre form end nogensinde, fordi han har undgået de skader under forberedelsen, der tidligere har handicappet ham. Er både bjergstærk og kører en god enkeltstart. Kører for Once (Spanien).

Colombianeren
*Santiago Botero. Født 1972. Den atypiske blonde muskuløse colombianer med blå øjne. Bjergstærk som hans landsmænd plejer at være, men også regerende verdensmester i enkeltstart. Har hidtil forspildt sine chancer i Tour de France ved altid at have en offday. Har foretaget et interessant holdskifte og kører for et meget stærkt Telekom (Tyskland).

Tyskeren
*Jan Ullrich. Født 1973. Tour-vinder i 1997 og nr. 2 i 1996, 1998, 2000 og 2001. Det tyske kæmpetalent har i årevis handicappet sig selv ved uregelmæssig livsførelse og valg af forkerte rådgivere. Hans forberedelser i år blev delvist spoleret af hans hold Team Coasts fallit og den italienske cykelproducent Bianchis overtagelse af boet. Vil ikke selv regnes blandt favoritterne.

Team CSC:
*Rytterne på det danske hold: Tyler Hamilton (USA), Carlos Sastre (Spanien), Nicolas Jalabert (Frankrig), Andrea Peron (Italien), Peter Luttenberger (Østrig)og Jakob Piil, Nicki Sørensen, Bekim Christensen og Michael Blaudzun (Danmark). Et meget homogent hold, der rummer elementer, som kan yde Tyler Hamilton støtte på bjergetaperne, men som også har muligheder for etapesejre. Stærkt nok til at køre om sejren på 4. etapes holdtidskørsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu