Læsetid: 5 min.

Dumpekarakter i sang

Jussi Björling-museet i Borlänge er ikke udelukkende en sag for hans mange fans
26. juli 2003

Mærkværdige museer
»Han var den mest hensynsfulde og ukunstlede partner, man kunne forestille sig, og dertil udstyret med en stemme, der genspejlede den svenske forsommer med nyudsprungne birketræer, klar himmel og dugfrisk græs. Men med en italiensk glød under overfladen – som smeltende lava på Vesuvs skråninger.
Hans stemme er blevet et ideal for sangere over hele jordkloden. Der er mange tenorer, som via grammofonpladen forsøger at kopiere hans måde at synge på. Men hvad er en kopi værd? Der var kun én Jussi ...«
(Birgit Nilsson i sin erindrings
bog ’La Nilsson’)

Enhver inkarneret Jussi Björling-fan – og den kategori er der nu 43 år efter sangerens alt for tidlige død stadig i tusindvis af – bør mindst én gang i sit liv drage til Borlänge, den største by i Dalarna, for at besøge det lille museum, der er viet mindet om den berømte svenske tenor.
Jussi Björling-museet blev først indviet i oktober 1994 og har til huse i en gammel lægevilla, der ligger centralt i byen, kun få hundrede meter fra det (nu nedrevne) hus, hvor Johan Jonatan Björling blev født i 1911. Det var hans finske farmor, der begyndte at kalde den lille musikalske gut for Jussi. Man kan roligt sige, at det kælenavn er blevet hængende.

Carusos arvtager
Det er selvfølgelig den rene svir at bevæge sig rundt i de små rum – mens skønsangen klinger inde fra videorummet – og se alle de Jussi-minder og effekter, der knytter sig til hans liv og karriere. Her er en fotostat af den unge selvbevidste Jussi på scenen ved en sommerkoncert på Gröna Lund i Djurgården, her vises forskellige dragter, han har været iført i sine talrige operaroller, heriblandt det kostume, hans berømte forgænger i tenorfaget
Enrico Caruso havde båret i rollen som hertugen i Rigoletto, og som han havde skænket Jussi som et synligt tegn på, at han havde fundet sin værdige arvtager.
Et andet sted får man et kik ind i (en rekonstruktion af) hans teatergarderobe, så trangt har han altså haft det, mens han sad og gjorde sig klar til sin entré som Romeo i Gounods Romeo og Julie – en af hans glansroller på Kungliga Operan i Stockholm. Fantastisk er det at se hans karakterbog fra folkeskolen i – han fik »streck« – dumpekarakter – i sang! Forklaringen er, at han på faderens ordre skulkede fra de fleste sangtimer, her skulle ikke ødelægges noget!
Men da han kom til optagelsesprøve hos operachefen i Stockholm, John Forsell, den tids Don Juan både på og uden for scenen, scorede han 150 points efter Forsells særlige system (hvor 150 var den absolutte, egentlige uopnåelige topkarakter). Og i en montre kan man se alle de ordener, der med tiden kom til at smykke hans brede bringe. Dannebrogsordenen med tilhørende følgeskrivelse fra det danske hof hænger for sig selv som en slags påmindelse om den tilknytning, han følte til Danmark, lige siden han i sommeren 1931 gav sin første friluftskoncert i Tivoli og blev tiljublet af titusinder københavnere – og af de danske musikanmeldere. København blev hans internationale gennembrud. »Ingen er profet i sitt fädernesland,« konstaterer han i sin selvbiografi Med bagaget i strupen, skrevet allerede i 1945, hvor han trods alt var blevet en levende myte i sit hjemland. I en alder af 34 år.

Ubesejret i armlægning
Gribende er det at se løbesedlen, der den 9. september 1960 forkyndte Jussis død for det svenske folk – han blev ramt af et hjertetilfælde på sin skærgårdsø
Siarö, og hans begravelsesceremoni var en af de første, der blev sendt direkte i svensk radio og fjernsyn.
Jussi ligger – sammen med en række andre Björling’er – begravet på kirkegården i Store Tuna, godt fem kilometer syd for Borlänge. Han fik fire børn, og der går stadig mange Björlinger omkring i Dalarna.
Museet fortæller også den besøgende en del om mennesket bag sangeren, og netop derfor er en afstikker til museet i Borlänge ikke udelukkende en sag for hans mange fans.
Af statur var Jussi Björling en ret lille, firskåren mand med et åbent, nærmest barnligt ansigt med store æblekinder og en hage, der kunne skydes flere centimeter frem, når han åbnede for spjældet og smældede et af sine bravournumre ud over folket. Han var åben og generøs – og drenget stolt over sine bedrifter på andre felter end sangens. Han var, når hans koncertkalender ellers levnede tid hertil, en passioneret lystfisker og yndede at kalde sig selv »geddernes fjende nummer 1«.
Han hævdede, at han aldrig havde fundet sin overmand i at lægge arm. Og han nød at blive
fotograferet sammen med kongelige og berømte sportsfolk – som da han under et gæstespil i La Scala (Milano) spiste middag sammen med Milans svenske fodboldstjerne Gunnar Nordahl og pludselig blev belejret af en hoben autografjægere, der – ak! – ville have Nordahls autograf. »Mej brydde ingen människa sej om ...«

En ægte dalkarl
Jussi turnerede allerede som lille dreng i USA – programmer, plakater og andre effekter vidner om årene mellem 1919 og 1921, hvor The Bjoerling Male Quartet (faderen David med sønnerne
Olle, Jussi og Gösta) rejste rundt i staterne og optrådte, mestendels med svenske folkesange – og de amerikanske operahuse i New York, San Francisco og Chicago blev senere i karrieren skueplads for nogle af hans største triumfer. Jussi optrådte desuden på mange andre operascener i verden, inklusive den på Kongens Nytorv
i København, hvor det dog kun blev til et par gæstespil.
Men trods en udtalt kosmopolitisk karriere forblev Jussi en ægte dalkarl. Med det temperament, der skal være karakteristisk for disse ’ursvenskere’. Når han følte sig forurettet, fortæller Birgit Nilsson, var det klogest at holde sig langt væk. Som da en kantor ved Jakobskirkens kor engang kom for skade at irettesætte ham. Den unge Jussi, der den dag var ved muffen og ikke behøvede det snoldede honorar, skred ud af kirken, men vendte sig i døråbningen og råbte, så det rungede under hvælvingerne:
»Så skaf dig en bedre tenor... hvis du kan!«
Efter en oplevelsesmættet uge i Dalarna sad jeg og småblundede i toget på vej tilbage til Stockholm, da jeg pludselig spærrede øjne op på vid gab. Den kvindelige togkonduktør, der selvbevidst kom skridende ned gennem midtergangen for at høre, om der var steget nye passagerer på i Borlänge, var en ret lille firskåren skikkelse med et åbent, nærmest barnligt ansigt med runde æblekinder og et markant hageparti. Jeg rakte hende billetten og var fristet til at spørge hende: »Ursäkta, är du en Björling?«
Men jeg beherskede mig.

*Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., 9., 10., 16., 17., 19. og 24. jul.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu