Læsetid: 3 min.

Egypten uden pyramider

I 1999 gik fire danske og ægyptiske forskere i gang med et forskningsprojekt, hvor målet var at afdække forskellige aspekter af livet langs Nilen. Det er der kommet en fantastisk udstilling ud af – ’Nilen – Ægyptens gave’ – som kan ses på Moesgaard Museum uden for Århus
22. juli 2003

Udstilling
Et stort antal danskere kender regionen. Det er her turistbyerne Luxor og Aswan med de fantastiske templer og kongegrave fra den rige egyptiske historie befinder sig, men regionen er ligeledes karakteriseret ved et rigt og knap så velkendt folkeliv. Det er folkelivet, som er udgangspunktet for udstillingen. Det er altså tale om noget så sjældent som en pyramide-fri udstilling om Egypten.
Det tematiske omdrejningspunkt i udstillingen er samspillet mellem det moderne og det traditionelle og det lokale og det globale. Og det fungerer. Udstillingen indledes med en velkomponeret dias-video-installation, som illustrerer udstillingens tema på fornem vis. Herefter ses de mange genstande, som er blevet indsamlet over en toårig periode (2001-2002) af blandt andre museumsinspektør Sibba Einarsdottir og udstillingens idemand, etnografen og forskeren H.C. Korsholm Nielsen. Indsamlingen har ført til, at museet i dag er indehaver af en meget betydelig samling af genstande fra området.
Da livet i Øvre Egypten trods massiv urbanisering fortsat er baseret på dyrkningen af den frugtbare jord langs Nilen, er det helt naturligt, at forskellige typer af vandingshjul er de første genstande, der møder den besøgende. Her illustreres udviklingen i vandingsteknikker på pædagogisk vis. Herefter vises en række af de centrale landbrugsredskaber, der benyttes til at dyrke jorden.
Bønderne i området dyrker først og fremmest sukkerør, majs, hvede, lucerne samt i et mindre omfang dadler. Men udstillingen er meget mere end landbrug. Emner, der beskrives gennem de udstillede genstande, er bl.a. arkitekturen, byggeskikken, håndværkstraditionerne og kvindelivet. En del af udstillingen illustrerer også det religiøse liv – såvel for det muslimske flertal som for det kristne mindretal.
I udstillingens egyptiske ’cafe’ kan man hvile benene en rum tid og samtidigt følge livet i Øvre Egypten på de opstillede videoskærme. Desværre serveres der ikke i cafeen. Gennem mad og drikke findes ellers en ganske nydelsesfuld måde at øge indblikket i andre kulturer.
Udstillingen afsluttes med en mindre forskningshistorisk udstilling. Her udstilles etnografika indsamlet af en af de få danske forskere, kaptajn Davidsen (1877-1962), der arbejdede med feltet i Egypten i første halvdel af 1900-tallet. Kaptajn Davidsens indsamlede genstande giver et fint indblik i udviklingen inden for håndværk, husgeråd m.m. gennem det seneste århundrede.
De udstillede genstande ledsages af en række plancher med såvel foto som tekst. Teksterne er korte, klare, informative og velskrevet, mens de anvendte fotos fint illustrerer de respektive genstandes brug.

Islamisk angreb
En ting kan dog undre, og det er, at det af tekstmaterialet ikke fremgår, at dele af Øvre Egypten i store dele af 1990’erne har været præget af borgerkrigslignende tilstande, hvor radikale islamistiske grupperinger har kæmpet mod regimet. Kulminationen af kampene indtrådte i 1997, da islamisterne dræbte et stort antal turister i turistbyen Luxor. Kort tid herefter indledtes dog en våbenhvile mellem staten og de væbnede grupperinger, som resulterede i et stop for angreb på turister. De radikale islamister var i øvrigt på dette tidspunkt blevet slemt upopulære i langt de fleste egypteres øjne på grund af deres handlinger, der i perioder lagde turistindustrien – som er et af Egyptens væsentligste erhverv og indtægtskilder – øde.
Også i dag frygter mange – af andre grunde end egyptisk radikalisme – terrorismen og af den grund afholder de sig fra at drage ud i verden. Skulle lysten til at ville opnå øget indsigt i verden uden for de danske himmelstrøg alligevel være til stede er Moesgaard Museums udstilling Nilen-Egyptens gave oplagt at besøge.

Dagligdag i Øvre Egypten
Til udstillingen er udarbejdet et katalog, Øvre Egypten. Livet langs Nilen. Kataloget er et flot forsøg at koble formidling og forskning. I stedet for ét traditionelt museumskatalog, hvor hver enkelt genstand beskrives, er der i dette tilfælde tale om, at danske, egyptiske og andre forskere formidler viden om centrale aspekter af livet i Øvre Egypten. Der er således artikler, der omhandler konfliktløsning, kristenlivet, islam, sufisme og håndværkstraditioner samt meget mere. Læsning der bidrager til et nuanceret indblik i livet, som det leves i Øvre Egypten i dag.
Endelig – for læseren der ikke har mod på at tygge sig igennem det relativt store katalog – har det etnografiske tidsskrift Jordens Folk udarbejdet et særnummer om udstillingen i samarbejde med Moesgaard Museum.

*Nilen – Ægyptens Gave. Moesgaard Museum. Åben ti.-fr. 10-17. Til 12. apr. 2004. Bog udgivet i anledning af udstillingen: Nicholas S. Hopkins (red.): Øvre Egypten. Livet langs Nilen. 176 s., ill. 95 kr. Moesgård Museum.
*Jordens Folk, nr. 1, 2003. Særnummer om Egypten. 35 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her