Læsetid: 5 min.

Jeg elsker alt det uudsagte

Morten Arnfred, instruktør af klassikeren ’Johnny Larsen’ og senest ’Lykkevej’, har valgt den skotske komedie ’Local Hero’ fra 1983 som den film, han helst vil fortælle om
25. juli 2003

Interview
Det var Roman Polanski, der åbnede Morten Arnfreds øjne for, hvad filmkunst kunne være.
»Den oplevelse sidder dybt i mig, og jeg kan huske, den udløste noget uforklarligt, da jeg var 16-17 år og på vej ud af skolen,« fortæller Morten Arnfred.
»Jeg havde inviteret mine kammerater til fødselsdagsfest, havde fået fat i en filmfremviser og lejet en af de forholdsvis få 16mm-film man kunne få fat på dengang i starten af 1960’erne.«
»Det var Roman Polanskis kortfilm To mand og et skab fra 1959. Den handler jo om to mænd, der kommer op fra havet bærende på et skab, oplever en række absurde ting og til slut igen vender tilbage til havet. Jeg forstod ikke en skid af den, men fandt den dybt fascinerende i forhold til hvad jeg ellers havde set i biografen af cowboy- og tjubangfilm. Dengang var jeg mest til piger, musik, heste og knallerter, så det med film sneg sig først for
alvor ind senere. Det ville være at skyde over målet at udråbe Polanskis film til min ’yndlingsfilm’, men ubevidst må den have sat nogle ting i gang. Men det hele har udviklet sig mere gradvist for mig, uden at jeg har haft den store åbenbaring eller den ubetvingelige indre drift til at lave film.«
»Men blandt de mange film, der har gjort indtryk på mig gennem årene, vil jeg nævne Det tyrkiske bad og frem for alt Bill Forsyths skotske produktion Local Hero fra 1983. Den har så megen menneskelighed, humor og varme og så meget uudsagt.«

Beslægtede ånder
Local Hero er historien om den effektive, men ensomme unge MacIntyre, chef i et stort Texas-olieselskab, der oplever intet mindre end et sjæleligt hamskifte.
Forvandlingen er underfundigt underdrevet i den slentrende komedie. MacIntyre rejser til den lille skotske Ferness for at købe hele byen til det kæmpemæssige oliekonglomerat Knox, der vil bore efter olie i Nordsøen. Og skotterne er mere end villige til at sælge den afsides hjemstavn for at blive stenrige.
Men MacIntyre lader sig umærkeligt opsluge af den lille fiskerbys livsrytme, betages af himlens, havets og strandens skønhed og inddrages i den vennesæle, afslappede omgangsform. Han er under forvandling.
Temaet har lighedspunkter med et hovedmotiv i de fleste af Mortens Arnfreds egne film – udviklingshistorier som Johnny Larsen og senest Lykkevej, der viser en hovedperson, der opdager nye sider af sig selv i en gradvis læreproces.
»Ja, jeg kan enormt godt lide at fortælle om personer, der kommer på en lille dannelsesrejse og får sat noget i gang, som de var ubevidste om eller havde fortrængt. Så da jeg så Local Hero første gang, havde jeg klart fornemmelsen af en soul
brother.«
»Hovedpersonen i Local Hero får mulighed for at frigøre sig fra sit meget ensomme liv i USA og skifte ham i en lille skotsk fiskerby. Der er et langt spring fra livet med Porsche og bippende armbåndsur til fællesskabet i fiskerbyen.«
»I USA ses han uden personlig kontakt med nogen – alt foregår i telefonsamtaler eller gennem glasruder. Filmen følger hans forvandling med små træk – først ses han uden slips, så med diskrete skægstubbe. Men det bliver en lidt bittersød slutning, for han tvinges tilbage til USA af sit firma, og han får ikke lov til at leve drømmen ud. Denne gang – for han kan jo bare vende tilbage, og filmen antyder kraftigt, at han vil gøre det.«

De uudtalte ting
Local Hero savner ikke dramatik, men forcerer ikke noget frem.
»Filmen har sit eget rolige tempo og giver sig tid til at indsamle de mange præcise iagttagelser og skitsere sine mange karakterer. Af og til giver den sig måske lidt for megen tid og gentager sig selv.«
»Men den rammer fint et lille isoleret samfund, hvor alle har været afhængige af hinanden i årevis og hvor tiden er gået i stå, især selvfølgelig i forhold til den rivende og påtrængende amerikanske udvikling. Der er kun én knallertkører, som så til gengæld futter afsted med sand dødsforagt. Og kun én punker, som til gengæld virkelig er punker-sminket i hele ansigtet.«
»Jeg elsker de mange uudtalte ting – for eksempel en henkastet, men urkomisk scene, hvor en gruppe af byens mænd bliver spurgt hvem der er far til en baby, uden at nogen kan svare. Og så er der mange detaljerige billeder, der hele tiden giver noget at se på i miljøet. Det er jo næsten udelukkende totalbilleder, og derfor bliver de få nærbilleder ekstra stærke.«

Globalisering og nøjsomhed
Den lille by Ferness ligger nok afsides, men på dens kyst driver der genstande i land fra hele verden, og himmellegemer ses med exceptionel klarhed fra stranden. Local Hero er 20 år gammel, men på profetisk vis tager den hul på globaliseringstemaet.
»Ja, den handler om, at storkapitalen skal finde et sted, hvor den kan blive endnu større,« siger Morten Arnfred.
»Sideløbende med hovedpersonens personlige fovandling fortæller filmen jo basalt, at storkapitalen griber ind selv i de mest øde afkroge af verden og ændrer dem, hvis der ikke er nogen, der siger stop. Det er filmens budskab.«
Manden, der stopper salget af byen, er den excentriske ældre eneboer på stranden, Ben, der er lige ved at blive lynchet og faktisk kun reddes af en slags deus ex machina, Burt Lancasters lige så excentriske olie-tycoon, der ankommer til byen i helikopter og betages af dens astronomiske magi.
»På den måde bliver filmen et slags eventyr. Men den er ikke mere romantisk, end at den også viser, hvor let det er at købe folk i Ferness for en pose guldmønter.«
»Det er nogle fine portrætter af de to gamle. Burt Lancaster har penge til at kunne handle som excentriker, men Ben, der ingen formue har, har lige så godt råd, fordi han i alle de år har levet i pagt med den nødvendighed, det er at holde stranden ren og udvikle alt det, der skyller op på stranden. Så her går kapitalen op i en højere enhed med nøjsomheden – på en smuk og vittig måde, synes jeg.«

Nye kontante tider
Instruktøren Bill Forsyth har ikke kunnet følge succesen med Local Hero op og er i dag gledet ud af rampelyset.
»Hans ligesom henkastede stil og hans sociale perspektiver er ikke come il faut i dag, og personligt savner jeg film, der tør stå ved, at de har noget på hjerte og gerne vil betyde noget,« siger Arnfred.
»Det dramatiske vendepunkt, hvor Ben på stranden spærrer for olieselskabets planer, kommer ret sent i historien, for vi skal først
ligesom gennemblødes af lilleby-
atmosfæren og værdsætte de mange sjove karakter-signalementer.«
»Det vil mange opfatte som en svaghed i dag. Moderne dramaturger ville kræve flere klare plot-punkter undervejs. I det hele taget er der i dag et større pres på danske instruktører om at være publikumsvenlige, end da jeg lavede mine første film for 20-25 år siden. Det mærker jeg i mine dialoger med de personer, der bestemmer – Filminstituttets konsulenter, udlejerne og i mindre grad producenterne. Det gælder især, hvis man laver film
efter 60-40-ordningen, mens man har større chancer for at gennemtrumfe et kunstnerisk gemyt over for konsulenterne.«

Serie

Hjemstavn

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her