Læsetid: 5 min.

Enstemmighed er demokratiets kirkegård

Europa kan spille en rolle i den nye verdensorden, hvis vi lærer, at vores konflikter er grundlaget for vores demokrati, mener filosoffen Etienne Balibar
21. juli 2003

Verdensorden
»Jeg ville ønske, der var en europæisk offentlighed,« siger den franske filosof Etienne Balibar. Jürgen Habermas og Jacques Derrida postulerede den 31. maj, at en europæisk offentlighed var op-stået. Nu var der et fælles europæisk rum for meningsdnnelse:
»Det blueprint, Derrida og Habermas indrykkede i de europæiske aviser den 31. maj, er et godt indlæg. Men de er for optimistiske. De priser de demonstrationer, der fandt sted i Europa før krigen, og som var et vigtigt og velkomment tegn. Men et tegn var også alt, hvad de var, og det, de var et tegn på, nemlig en protestbevægelse mod krigen, blev umiddelbart efter blokeret eller endda tilintetgjort af de faktiske begivenheder, der fandt sted i Irak. Udviklingen viste, at der var en kæmpe afstand mellem demonstrationer og faktisk indflydelse på regeringer, politik og den internationale situation, og effekten af det var en modløshed, der ramte folk, efterhånden som de indså, at der skulle mere til.«
Amerikanske intellektuelle appellerer til deres europæiske kolleger: De behøver støtte i konfrontationen med Bushs regering. Men det europæiske input er ikke altid lige afgørende for verdensordenen – Asien og Mellemøsten presser sig på, og det er længe siden, at Europa var mægtigere end USA.
Etienne Balibar, som lige nu leder et seks ugers seminar om racisme, begyndte sin karriere som discipel af den marxistiske filosof Louis Althusser og har senest bl.a. udgivet bogen Nous, citoyens
d’Europe på fransk, engelsk og tysk. For et par dage siden afholdt han en offentlig forelæsning med titlen »Hvad er en krig?«, der ledte til heftige diskussioner i det pakkede auditorium på Cornell University i staten New York.
Som intellektuel efterlyser han offentlige refleksioner omkring de nye institutioner.

Europas rolle
»Det går meget langsommere med opbygningen af den europæiske offentlighed end med opbygningen af de europæiske institutioner. Faktisk blander europæiske intellektuelle sig mindre i den offentlige politiske debat, og det er et paradoks, for der er ved at ske noget i Europa og i verden, der kalder på debat, diskussion, forklaring og spørgsmål. Vi står med en række problemer, hvis termer er under forandring, og som derfor ikke har nogle oplagte løsninger. Et af dem handler om Europas rolle i verden i dag. Den nye europæiske forfatning skaber en ny politisk enhed, der rejser spørgsmål om så grundlæggende ting som folkestyret, retsstaten, fundamentale rettigheder, kollektive identiteter og så videre.«
Imens skændes europæerne. Tyske politikere bebrejder italienske parlamentarikere. Der omvendt anklager tyskerne for både det ene og det andet:
»Europas demokratiske udvikling gennem de sidste to-tre århundreder er ikke bare et resultat af juridiske definitioner af spilleregler eller indførelsen af liberale og demokratiske principper. Den er også resultatet af en vedvarende politisk konfliktkultur. Statsmagten har aldrig – undtagen i nogle få, tragiske historiske momenter – kunnet tilintetgøre opposition inden for civilsamfundet. Og civilsamfundet har aldrig været totalt fredeligt. Der har været klassekampe, religiøse konflikter; nogle gange voldelige, endda blodige. Den permanente tilstedeværelse af konflikter har vist en ekstremt positiv faktor for udvikling og opretholdelse af demokratiet. Resultatet af konflikterne har været, at man løbende har tilføjet nye grundlæggende rettigheder til den oprindelige liste, eller er blevet tvunget til at praktisere dem på forfatningsniveau.«

Lov-og-orden-politik
– Hvad kan man gøre i dag for at støtte en nye offentlighed?
»Problemet er, at det er en ond cirkel. Vi kan observere en udvikling i bakspejlet, som aldrig har været tilsigtet. Vi kan ikke bare sige: ’Lad os institutionalisere konflikten’ – der er næsten selvmodsigende i sig selv. Men vi bekæmpe propagandaen og den gentagne påstand om nødvendigheden af enstemmighed. Vi kan, uden at forfalde til nihilisme eller anarkisme, løbende påvise, at demokratiet går frem, når det kan rumme produktiviteten af konflikter, og tilbage, når det prøver at ignorere eller tilintetgøre dem. Min påstand er, at konsensus og enstemmighed ikke er demokratiske
dyder, men demokratiets kirkegård.«
– Men de globale konflikter kan virke uoverkommelige?
»Ja, og det giver en vis troværdighed til imperialistisk politik, der repræsenterer bestemte interesser, men præsenterer sig selv som lov-og-orden-politik på globalt niveau.«
En vigtig og problematisk del af den europæiske historie er traditionen for at tænke i totale modeller, der vil forklare verden i sin helhed:
»Derrida og Habermas er i gang med en vigtig og stimulerende meningsudveksling, både i deres avisaktion og i deres nye bog. Habermas er aldrig holdt op med at tro på, at sociale relationer, særligt når det handler om voldshandlinger, skal kontrolleres af et universelt retssystem. For ham er den globale eller politiske retsorden den horisont, vi skal stille vores spørgsmål indenfor. Derridas synspunkt er snarere moralsk. For ham er lovgivning og juridisk regulering en snæver del af virkeligheden, der kan styrke undertrykkelsen, ligesåvel som de kan modarbejde den. «

USA’s enevælde
Balibar giver Derrida og Habermas ret i, at det er påtrængende at få lavet nye rammer for globale institutioner, der kan tage over efter FN.
»De har fat i en række gode
pointer, men de er også eurocentriske. Hvilket passer ind i en tradition for, at Europa præsenterer sig selv som indbegrebet af den universelle civilisation; en rolle, som vi nu kappes med amerikanerne om. Jeg prøver at forestille mig, hvordan vi kan inkludere
resten af verden i debatten. En række europæiske lande, for eksempel Tyskland, siger, at de forsvarer en multilateral verdensorden mod amerikansk unilateralisme. Andre som England mener, de kan forsvare den internationale retsorden alene. Hvis diskussionen skal give mening, må vi ikke bare forsvare, men omdanne FN. Det er et ineffektivt og uforsvarligt system, hvor store eks-koloniserede lande som Indien, Iran, Brasilien og Mexico er uden for indflydelse, mens et land som Frankrig har vetoret. Så længe det er sådan, kan vi ikke bekæmpe den enevælde som USA nu åbenlyst, og muligvis på langt sigt, har besluttet sig for at udøve.«

FAKTA
Etienne Balibar
Etienne Balibar, f. 1942, er professor i politisk filosofi og moralfilosofi ved Université de Paris-X Nanterre og professor i fransk ved University of California, Irvine.
Vigtige udgivelser:
1965: Lire le capital (med Louis Althusser et al.)
1988: Race, Nation, Class (med Immanuel Wallerstein)
2001: Nous, citoyens d’Europe?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu