Læsetid: 2 min.

EU vedtager GMO-regler

Selv de stærkeste modstandere af gensplejset mad roser EU’s nye regler som et stort fremskridt
3. juli 2003

Europaparlamentet har nu vedtaget nye regler om sporing af gensplejsede organismer – og mærkning af mad og foder, der er lavet af dem.
»Afstemningen er et meget vigtigt skridt mod fuld indførelse af EU’s lovgivning om GMO. Det vil styrke vores internationale troværdighed og bestemt hjælpe til at skabe tillid til de nye teknologier i offentligheden,« sagde miljøkommissær Margot Wallström.
Før parlamentets afgørelse havde hun i kraftige vendinger opfordret EU-landene til at afslutte den blokade af nye GMO’er, som bl.a. Danmark har været med til siden 1998, og genåbne deres markeder for gensplejsede afgrøder.

Ros fra alle sider
USA anklager EU for at forvride handelen ved at holde GMO’er ude »uden videnskabelig begrundelse«. En sag mod EU i Verdenshandelsorganisationen WTO ventes rejst i løbet af kort tid.
Efter afstemningen i Europaparlamentet ventes et ministermøde at vedtage reglerne i løbet af et par måneder. De kan så få virkning på EU’s marked fra marts 2004.
De nye regler får ros fra både Greenpeace, Friends of the Earth, Landbrugsraadet og fødevareminister Mariann Fischer Boel. Det er et stort fremskridt for forbrugerbeskyttelsen, siger hun:
»Der er nu udsigt til, at vi får en langt bedre mærkning af GMO-fødevarer og foder, end vi kender i dag.«

Forbrugerne imod
Miljøorganisationen Greenpeace kalder reglerne de mest vidtgående i verden.
»Denne beslutning er et slag i ansigtet på USA, som med WTO-sagen mod EU og andre trusler har håbet på at kunne tvinge både EU og resten af verden til GMO-truget,« siger Eric Call fra Greenpeace.
Alle produkter, både mad og foder, skal mærkes, hvis en af ingredienserne indeholder mere end 0,9 procent genetisk modificeret materiale, også selv om de oprindelige gener er væk i de færdige produkter. Greenpeace er sikker på, at de europæiske forbrugere vil afvise GMO-mad. Ifølge Eurobarometer siger 71 procent af dem, at de ikke ønsker den slags mad. 60 procent mener, at GMO’er kan påvirke miljøet negativt, og 95 procent vil have retten til at vælge selv.
Både Greenpeace og Friends of the Earth beklager, at kød og mejerivarer fra dyr, der har fået GMO-foder, ikke skal mærkes. Dan Belusa fra Greenpace Danmark advarer også om det uløste problem med såsæd, hvor man vil tillade 0,7 procent GMO. Det kan gøre det umuligt for producenterne at overholde o,9-procents grænsen, siger han.
Landbrugsraadet støtter de nye regler uden forbehold. Viceformand i Dansk Landbrug, Henrik Høegh, håber, at alle lande også vil indføre regler om sameksistens mellem økologiske, konventionelle og GMO-afgrøder. »Det vil sikre udviklingsmulighederne for alle typer landbrug,« siger han.
Europaparlamentet har kun vedtaget, at landene kan lave sådanne regler om sameksistens. Ikke at de skal.
Mariann Fischer Boel fremlagde tirsdag et forslag til de danske regler om sameksistens – herunder erstatning til landmænd, der taber penge, hvis generne spredes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her