Læsetid: 1 min.

’Jeg fejlciterede Hans Blix’

Per Stig Møller svarer på Informations spørgsmål
17. juli 2003

Udenrigsminister Per Stig Møller erkender nu, at han begik en fejl og misbrugte chefen for FN’s våbeninspektører, Hans Blix, da han under folketingsdebatten om dansk krigsdeltagelse den 21. marts sagde, at Blix på tv havde bekræftet, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben.
Per Stig Møllers beklagelse kommer i svarene på de spørgsmål til regeringen, som Information stillede på forsiden af gårsdagens avis: »Der er beklageligvis i Hans Blix-citatet en klar fejl i gengivelsen af, hvad han sagde på tv,« skriver ministeren og tilføjer: »...det afgørende er, at jeg gentagne gange både i folketingssalen og i Det Udenrigspolitiske Nævn loyalt har citeret Blix’ rapporter til FN’s Sikkerhedsråd.«
Information havde bedt Per Stig give dokumentationen bag statsministerens gentagne udsagn om Saddams samarbejde med terrorister, et udsagn som senest er blevet dementeret af FN’s terrorisme-komite for så vidt angår al-Qaeda.
»Det er offentligt kendt, at to terror-organisationer, MKO og Ansar-al-Islam (...), har opereret på irakisk territorium, og at den palæstinensiske terrorist Abu Nidal blev fundet skudt i (...) Bagdad i august sidste år,« svarer Per Stig.
Om regeringens udsagn om en trussel fra et irakisk
atomvåben-program – som ifølge FN’s atomenergiagentur ikke har eksisteret i mange år – siger han bl.a.: »Det er korrekt, at IAEA ikke har fundet tegn på, at Irak havde genoptaget sit atomvåbenprogram. Men det ændrer ikke ved det væsentlige forhold (...) at Irak (...) besad to af de tre vigtigste komponenter til konstruktion af et atomvåben – et stampersonel af atomfysikere og et bombedesign. Hvad der manglede var (...) beriget uran«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her