Læsetid: 3 min.

Festen er forbi

350.000 demonstrerede i går i Hongkong imod en ny kinesisk sikkerhedslov, som de kalder udemokratisk
2. juli 2003

Fejringen af seks-årsdagen for den tidligere kronkoloni Hongkongs indlemmelse i folkerepublikken og af den nylige sejr over dødsviruset sars er blevet overskygget af den største demonstration, som regionen har oplevet siden demonstrationen på den Himmelske Fredsplads i Beijing i juni, 1989 – 350.00 ifølge politiet i Hongkong.
»Der er ikke noget at fejre på en dag, hvor vi er på vej til at blive berøvet vores frihed,« erklærer Martin Lee, grundlægger af Det Demokratiske Parti.
Protesterne var først og fremmest rettet mod den nye sikkerhedslov, artikel 23, som skal indføjes i grundloven, hvilket bliver vedtaget af ledelsen næste onsdag efter begæring fra overherredømmet i Beijing.
Tung Chee-hwa, den velhavende skibsreder, som overtog magten, da briterne forlod territoriet, har opbrugt al den goodwill, han tidligere havde og bliver affærdiget med de mest nedsættende bemærkninger som en inkompetent marionet.

Dyb krise
Hongkong er havnet i en dyb økonomisk krise med rekordhøj arbejdsløshed, lønnedgang og stor utryghed efter krakket på ejendomsmarkedet. Dertil kommer sars, som har kostet mange milliarder dollar.
Også erhvervslivet er berørt af udviklingen, og den nye sikkerhedslovgivning er blevet en katalysator, som har fået den skjulte misfornøjelse til at bryde ud.
Hongkong, der blev overdraget til Kina med sloganet ’En nation, to systemer’, markedsfører sig fortsat som et åbent, frit og effektivt finanscentrum og indgangsporten til verdens hurtigst voksende økonomi. Her har man haft presse- og ytringsfrihed, ret til at demonstrere (som savnedes under briterne), og aktivister og systemkritikere har fået lov til at rejse ind og ud.
Mange mener, at det er Falun Gong, som har fået ledelsen i Beijing til at skærpe lovgivningen. Bevægelsen har udnyttet friheden til demonstrationer, hvilket i de seneste år har ført til indgriben fra politiets side, sigtelser og negativ omtale. Selv aktivister som Harry Wu og systemkritikere er blevet ramt af bandlysningen.
Det lovforslag, som vil blive vedtaget i den lovgivende forsamling, Legco, forbyder ’forræderi, udvandring og undergravende virksomhed imod Kina’ og gør ’tyveri af statshemmeligheder’ til en af de alvorligste forbrydelser.
Definitionen i lovteksten er lige så vag som i den kinesiske straffelovgivning og, hævder kritikerne, indbyder til en vilkårlig fortolkning og lovløshed.
Meningsmålinger viser, at kun 19 procent støtter artikel 23, og at et stort flertal mener, at Kina påtvinger Hongkong sine egne undertrykkende love.
»Hongkongs internationale image risikerer at lide alvorlig skade,« mener David Lee, direktør for East Asia Bank og medlem af Legco.
Tung og hans sikkerhedsminister, Regina Ip, har i høj grad medvirket til at skabe mistillid med deres totale uvilje mod at forsvare det frie ord og demokrati og ved med hemmelighedskræmmeri at forsøge at hindre en offentlig debat. I en udtalelse har Regina Ip til og med affærdiget demokratiet som ’systemet, der bragte Adolf Hitler til magten’.

Utilfredsheden ulmer
Efterdønningerne har fået regeringerne i både Wa-shington og London til at kritisere artikel 23 som »totalt uforenelig med begrebet ’En nation og to systemer’«, og selv EU har reageret.
I Hongkong ulmer utilfredsheden som aldrig før. Det var ikke kun tilhængere af demokratiet, som deltog i den to kilometer lange march fra Victoria-pladsen til Causeway Bay i går. Nej, det var først og fremmest arbejdsløse og folk, som er ramt af den økonomiske nedgang. Selv læger og sygehuspersonale deltog, oprørte over, at den stærkt kritiserede sundhedsminister Yeoh Eng Kiong selv har fået til opgave at udrede de mange fejltagelser begået af regeringen, som medvirkede til, at sars-epidemien fik frit løb.
Der er stor risiko for, at Hongkong mister sin position til Shanghai og Guangzhou og bliver forvandlet til en helt almindelig grå kinesisk storby.

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her