*Quentin Tarantino er efter kun at have lavet to film på ni år i fuld gang med et come-back.
I oktober udsendes Kill Bill med Uma Thurman som lejemorder, og allerede i denne sommer begynder Tarantino sit næste udspil, krigsfilmen Inglorious
Bastards. Siden Tarantino i 1994 udsendte Pulp Fiction og vandt guldpalme i Cannes, har hans ry levet på denne films inkarnation af 90er-tidsånd kynisk, ironiserende, formlegende og voldsfascineret. Den handler om snakkesalige mordere og groteske gangstere i en mytologiseret verden af forræderi og meningsløs brutalitet. Som tidligere skuespiller har Tarantino sin store styrke i personinstruktionen: Han skriver gode roller til skuespillerne og forstår at rette rampelyset mod dem på interessante måder. Stjerner som John Travolta, Bruce Willis, Samuel L. Jackson og Uma Thurman har sjældent været bedre.
Pulp Fiction. Sverige 1, fredag kl. 21.40-00.10
*Iain Softley lavede i 1993 en forbløffende vellykket og tidshistorisk overbevisende film om The Beatles dannelses-periode
i Hamborg. Her fik gruppen for alvor fik hår på brystet ved at optræde i byens berygtede forlystelseskvarter, og samtidig kom de i berøring med datidens mere avancerede kontinentale kunsttendenser. I centrum står det ikke helt enkle trekantsforhold mellem John Lennon (Ian Hart), den femte Beatle Stuart Sutcliffe (Stephen Dorff) og den tyske fotograf, Astrid Kirshherr. Den begavede kvinde var med til at skabe gruppens image og dannede par med Sutcliffe, gruppens dengang mest modne og tænksomme medlem. Han passede
ikke helt ind i drengerøvs-bandet og røg ud, hvorefter de andre modnedes på rekordtid.
Backbeat. DR2, søndag kl. 23.50-01.30
*Ingmar Bergmans sagnomspundne klassiker fra 1958 skildrer en indre og ydre rejse. Den gamle læge Isak Borg tager turen fra Stockholm til Lund for at blive æresdoktor, men rejser også gennem sin fortid og ind i sit kolde, ensomme indre.
Bergman gjorde et kup af de sjældne, da han placerede sin sammensvorne, den store instruktør Victor Sjöström i rollen som sit negative alter ego.
»En selvsikker olding, i hvis nøgterne øjne ensomhedsangsten mere og mere træder frem til den overvindes af harmonisk sjælefred,« som Bjørn Rasmussen skriver i sin fine Politiken-håndbog Verdens bedste film.
Og Ved vejs ende blev virkelig i mange år betragtet som en af verdens bedste nyere film og viser en Bergman med fuld, virtuos beherskelse af de filmiske virkemidler. Elegant glider fra han fra nutidsplanet (rejsen til Lund) over i den gamle læges mareridt og erindringer og skaber en velafrundet helhed ud af brudstykker fra nutid og fortid, drøm og virkelighed. Den 39-årige Bergman gennemspiller allerede her dystert familietema om følelseskulde og livsfornægtelse. Men i 1950erne brugte Bergman et fængende ekspressionistisk billedsprog og skabte en visuel poesi, han ikke nåede senere. Det ses her både i nogle ætsende stærke mareridtsafsnit og ikke mindst i de lykkefyldte tilbageblik på svundne somre, hvor smultronstället med skovjordbærrene blev et helle af harmoni. En række senere verdenskendte Bergman-skuespillere medvirker: Bibi Andersson som ungdomskæreste, Ingrid Thulin som klog svigerdatter og Gunnar Björnstrand som iskold søn.
Smultronstället/Ved vejs ende. Sverige 2, søndag kl. 18.15-19.45
*Judy Garland ses i pragtudfoldelse i George Cukors musical-melodrama fra 1954, hvor hun er den opstigende sangstjerne Vicky Lester, som opdages af James Masons alkoholiske matiné-idol Norman Maine på vej ned.
Filmen byder på et overflødighedshorn af sang- og dansenumre, parret med en djævelsk effektiv tåreperser-historie, kulminerende i Judys berømte replik ud til publikum:
»This is mrs. Norman Maine!«
En både bevægende og skarp film om en problemfyldt show business-kærlighed en usædvanlig ødsel og flot produktion. Kort sagt, Hollywood i grandios form med Cukors suveræne styring af folkemasser, farver og former et virtuost iscenesættermesterskab, der utvivlsomt har påvirket Fellinis Det søde liv.
En stjerne fødes. Sverige 1, onsdag 13.10-16.00
