Læsetid: 3 min.

Film i tv

18. juli 2003


v./Morten Piil
*Peter Sellers var – fortæller mange vidnesbyrd – i arbejdsform og væremåde en han-primadonna af nærmest utålelig lunefuldhed. En prøvelse at samarbejde med.
Heldigvis efterlod han det bedste af sig selv på film – f.eks. hans karakteristik af den klassiske klodsmajor politi-inspektør Clouseau, fast overvist om sin skarpsindighed og suverænitet. Manden, der for alt i verden vil bevare sin værdighed selv i håbløse situationer og umuligt kan lære af sine fejltagelser, fordi han aldrig taber troen på, at hans uheld blot skyldes omverdenens utrolige dumhed.
Clouseau optrådte i alt i fem Panter-film af Blake Edwards, og Den lyserøde panter fra 1963 er den første og den mest elegante i serien. Clouseaus modsætning, den sofistikerede gentleman-tyv Fantomet, er filmens hovedfigur og spilles af David Niven. Hans jagt på et uvurdérligt smykke, den lyserøde panter, fører ham til et alpehotel, hvor smykkets ejer, en indisk fyrstinde, opholder sig. Og det fashionable hotel danner så kulisse for en erotisk kriminalintrige, hvor også Clouseaus smukke kone, spillet af Capucine, optræder.
Ud over Claudia Cardinales kødelige skønhed som fyrstinden kan den små-klassiske komedie også prale med Henry Mancinis kendingsmelodi og den sjovt animerede lyserøde panter på forteksterne.

Den lyserøde panter. DR2, fredag kl. 21.05-23.00

*Meryl Streeps karriere har en forbløffende holdbarhed. Senest har hun ydet to af sine mest subtile og følelsesstærke præstioner i henholdsvis The Hours og Orkidé-tyven.
Det er over 20 år siden hun placerede sig i front blandt Hollywoods stjerner ved i rap at lave Kramer mod Kramer (1979), Den franske løjtnants kvinde (1982) og Sophies valg (1982). Både den første og den sidste af de tre fik hun Oscar for, men i mine øjne var det især som
Sophie, at hun nåede det magiske.
I Alan J. Pakulas film står hendes polskfødte titelfigur som et lysende, gådefuldt centrum for en trekantshistorie baseret på William Styrons bestseller-
roman.
Her dyrkes hendes på én gang hendes forfinede og karakterstærke udstråling, og hendes blege, men også sensuelle Madonna-ansigt afspejler en stadig strøm af modstridende følelser, en kamp mellem livstro og desperation.
Hendes had-kærlighedsforhold til Kevin Klines aggressive, uforudsigelige Nathan er så forrygende godt skildret, at den efterfølgende mareridtstur til Holocaust-land bliver lidt af et antiklimaks.

Sophies valg. TV 2, lørdag kl. 22.25 -01.05

*Ingmar Bergman vandt for alvor verdensry, da han i 1956 udsendte Det syvende segl.
Historie fra det 14. århundredes pesthærgede Sverige blev opfattet som en apokalyptisk allegori om kernevåbentruslen – en psykologisk og filosofisk dybdeborende film om dødsangst og svigtende gudstro.
Bergmans mange beundrere har senere sat filmen lidt i skyggen af efterfølgende hovedværker som Lys i mørket, Persona, Hvisken og råb og Fanny og Alexander, men der udgår stadig en betydelig billedretorisk kraft fra fortællingem om ridderen, der vender tilbage et korstog og tager en skak-kamp mod døden.
Ridderen begynder at tvivle på sin Gud, efterhånden som han møder en stadig mere uhyggelig nød og elendighed på sin vej hjem sammen med den ateistiske væbner Jöns. Kun en gruppe uskyldige gøglere synes at have overlevelsesmuligheder.
En ung, mandig Max von Sydow ses som ridderen, Gunnar Björnstrand er den evige skeptiker Jöns, og Nils Poppe og Bibi Andersson formelig lyser af lykke som gøglerparret. Bengt Ekerot er den sortklædte død foran skakbrættet, og i mindre roller ses kendte Bergman-ansigter som Gunnel Lindblom og Anders Ek.

Det syvende segl. Sverige 2, søndag kl. 18.15-20.50

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her