Læsetid: 4 min.

’Folkekirken er ydmyget’

Taarbæks kætterske præst, Thorkild Grosbøll, endte med at krybe til korset. Det bekymrer teologiske og juridiske sagkyndige, men en sognepræst havde ikke ventet andet
25. juli 2003

Både Taarbæks sognepræst, Thorkild Grosbøll, og Helsingørs Biskop, Lise-Lotte Rebel, har ydmyget sig selv, og dermed er selve den danske folkekirke blevet ydmyget. Det siger den tidligere rektor for Præstehøjskolen i Løgumkloster, Niels Thomsen.
Hans bedømmelse er en kommentar til den fælles er-klæring, som Grosbøll og Rebel udsendte onsdag. Erklæringen er grundlaget for, at biskoppen har ophævet præstens tjenstefritagelse, men dog indtil videre vil føre »et skærpet tilsyn« med ham.
I erklæringen beklager Grosbøll »ethvert udsagn, der ved sin provokatoriske grovhed har forvredet samtalen, såvel som ethvert udsagn, der ved sin tankeløse tilforladelighed måtte have kastet oplagte chancer for en samtale bort«.
Grosbøll tager på sig, at han »ved sin egen optræden« har »afsporet« debatten, og han beklager, at han »med sine udtalelser har sået tvivl om folkekirkens bekendelsesgrundlag«.
Årsagen til Grosbølls sus-pension var, at han i en bog og interviews har udtrykt:
»Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud – ikke på opstandelsen eller evigt liv.«
Samme dag, som fælleserklæringen med biskoppen blev udsendt, fastholdt Grosbøll over for Ritzau, at han stadigvæk »ikke tror på eksistensen af en gud med stort G«.

Selvbedrag
Om sammenhængen mellem Grosbølls erklæringer siger Niels Thomsen:
»Det er mig en psykologsk gåde, at man vil bedrage sig selv sådan. Man kan selvfølgelig forklare det med noget så banalt som, at han var mest interesseret i at beholde sit embede. Eller at han er så naiv om journalistik, så han ikke kan se, at en kondenseret udgave af hans og bispens erklæring får ham til at fremstå som på vild flugt fra egne synspunkter.«
»Man kan – som jeg – mene, at de hele tiden har været tyndbenede, men nu kan man da slet ikke tage dem alvorligt. Han ydmyger sig og lader sig ydmyge.«
Niels Thomsen mener, at også biskoppen ydmyger sig ved at tage Grosbølls omvendelse for pålydende »og ved at lade sig friste til en magtudøvelse. Begrebet ’skærpet tilsyn’ står vist ikke i den kirkelige lovgivning«.
– Og med præstens og bispens ydmygelser står folkekirken ydmyget som institu-
tion?
»Den konklusion er jeg helt vild med.«

Bortdømt præst
Niels Thomsen peger på, at en gejstlig domstol for nogle år siden bortdømte en præst for et afvigende syn på dåben.
»Det var en statslig styring af troen, og det var ikke heldigt. Det er det heller ikke, at biskoppen nu forsøger sig. Det at opregne et minimum af, hvad man skal tro – det kan jo ikke gøres.«
Niels Thomsen finder, at en rigtigere udgang på sagen havde været, at biskoppen havde overladt sit tilsyn med præsten til en anden.
»Hvis menigheden i Taarbæk ikke havde villet finde sig i Grosbøll, havde det været noget andet. Men den står bag ham, og i folkekirken kan man ikke skille menighed og præst. Man kunne have gjort Taarbæk til et særligt reservat i folkekirken, og så – når Grosbøll går af – finde én, der er mere inde mod midten.«

Enormt forbavset
Også lektor ved Roskilde Universitetscenter Lisbet Christoffersen, der har speciale i kirkeret, undrer sig over præstens og biskoppens fælles erklæring:
»Jeg bliver enormt forbavset. Jeg havde ikke ventet, at Grosbøll ville udtale sig sådan nu – på baggrund af, hvad han tidligere har udtaltÇ« siger Lisbet Christoffersen.
Hun finder det påfaldende, at Grosbøll og Rebel i erklæringen lægger skylden for ’forvirring’ over på medierne, samtidig med at de to understreger, at præster skal udtale sig ’på en saglig og ordentlig måde’.
»Jeg har svært ved at se, at Grosbøll har udtalt sig usagligt og uordentligt,« siger Lisbet Christoffersen.
»Præster skal kunne bidrage offentligt – også i medierne – til diskussionen: Hvad er kristendom i dag? Det må folkekirkens ledelse understøtte dem i. Derfor bliver jeg bekymret, når jeg læser den fælles udtalelse. Vil præsterne nu trække sig tilbage fra at bidrage med en ærlig overbevisning?«
Lisbet Christoffersen peger på, at præst og biskop i fælleserklæringen gør kirkens bekendelsegrundlag til ’ramme’ for, hvad en præst kan sige:
»Så får biskopperne travlt fremover. Bekendelsesgrundlaget bør snarere være udgangspunktet, så dialogen kan bevæge sig,« siger hun. »Skal man anvende sanktioner over for en præst, skal vedkommende helt klart befinde sig ovre på et andet bjerg, en anden bekendelse.«
Dr. theol. Svend Andersen, Aarhus Universitet, der tidligere har kaldt Grosbølls standpunkt »modigt og forfriskende«, er også utilfreds med fælleserklæringen. Til Kristeligt Dagblad siger Svend Andersen:
»Den efterlader et diffust billede af folkekirken, men er en typisk
kompromisløsning.«

Det samme sagt af andre
Den vurdering får tilslutning fra Lars Tjalve, præst i Asminderød og Grønholt sogne. Til Information siger Tjalve:
»Det var, hvad jeg havde forventet. En blød løsning. Det er vi vant til i folkekirken. Intet af det, Grosbøll har sagt, er nyt. Det er sagt og skrevet af andre. Grosbøll har ret, når han siger: ’Jeg tror ikke på Gud’. Det er der ingen af os, der gør – som man gjorde det i 1600-tallet. Det er den eftersætning, der mangler i hans første udtalelser. Vi tror ikke på Gud, men hvad er det for en Gud, vi ikke tror på?«
– Du føler dig ikke begrænset af sagen?
»Nej, slet ikke. Som yngre præst havde jeg en periode, hvor jeg havde lidt svært ved at bruge ordet Gud – og så lod jeg være med at bruge det.«
– Er folkekirken ydmyget?
»Hvis det var blevet til en læresag, hvor jurister skulle udtale sig om, hvad der er kristendom, så havde svaret været ja. Nu har Grosbøll beklaget formen for sine tanker, men ikke indholdet.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her