Læsetid: 3 min.

Forbryderen der flyder ovenpå

Liberias præsident er omringet af oprørsstyrker, anklaget for krigsforbrydelser og kendt for at huse al-Qaeda-medlemmer. Men han flygter snart fra alle trængslerne
16. juli 2003

Portræt
Charles Taylors dage som præsident for Liberia er talte. Det ved Taylor godt, så han har sørget for at reservere et eksil i Nigeria, og lige nu sidder han bare i sit præsidentpalads i Liberias hovedstad, Monrovia, og venter på de amerikanske soldater. De skal komme og sørge for, at Liberia ikke kommer i oprørernes vold, appellerer Taylor. Dét insisterer han på: Amerikanerne skal komme, før han går.
Mandag annoncerede George W. Bush så omsider, at USA godt vil sende tropper til Nigeria. Der bliver ikke tale om noget talstærkt bidrag, og det skal kun være i en begrænset periode. Og der er en betingelse: Charles Taylor skal gå af, før tropperne bliver sat ind.
Oprørsgrupperne, der kontrollerer omtrent to tredjedele af landet, hilser det amerikanske bidrag velkomment. Men der skal mange tropper til, hvis det skal batte noget, lyder opfordringen.
Uden for Liberia kræver et særligt FN-tribunal, at Charles Taylor stilles til ansvar for grusomheder begået under borgerkrigen i Sierra Leone. Taylor menes at have støttet oprørsgrupper med træning og våben til gengæld for diamanter. Men hvis Charles Taylor slår sig ned i Nigeria, så kan tribunalet formentlig godt skyde en hvid pil efter ham. Der foreligger ikke nogen udleveringsaftale med Nigeria, og Nigerias præsident, Olusegun Obasanjo, har ikke just erklæret sig rede til at samarbejde med tribunalet.
I denne kaotiske situation er det eneste sikre, at Taylor er færdig på præsidentposten.

Kendt for grusomheder
Charles Taylor blev født i 1948 som det tredje barn i en børneflok på 15. Han tog til USA for at uddanne sig og opnåede en universitetsgrad i økonomi ved Bentley College i Massachusetts. Han var politisk aktiv og deltog i flere demonstrationer mod den daværende præsident i Liberia, William Tolbert.
Da Tolbert i 1980 blev offer for et attentat, sikrede Charles Taylor sig en post under den nye diktator, Samuel Doe. Men han måtte snart tage benene på nakken og rejse til USA igen, idet Doe anklagede ham for underslæb. På dén konto blev han fængslet i USA, men det lykkedes ham at flygte, og i 1989 rejste han til Elfenbenskysten, hvorfra han startede en offensiv mod Doe.
Det udviklede sig til en etnisk konflikt. Charles Taylor blev berygtet for sine grusomheder, der blandt andet blev udført af narkopåvirkede børnesoldater, og han erobrede hurtigt store dele af landet.
I 1990 blev Doe torteret ihjel – dog ikke af Charles Taylor, men af en anden oprørsleder – men der skulle gå endnu syv år med borgerkrig, før Charles Taylor kom til magten. Det skete ved et præsidentvalg i 1997, hvor han høstede et overbevisende flertal af stemmerne. Angiveligt fordi folk var bange for, hvad han ville gøre, hvis han ikke blev valgt.

Bemærkelsesværdigt
Nu sidder Charles Taylor så og venter på flyet til Nigeria. Omverdenen ser ud til at måtte acceptere, at han ikke kommer for en FN-domstol sådan lige med det samme.
Hans venten på USA og USA’s venten på ham ser ud til at blive løst ved, at en fredsbevarende styrke uden amerikansk deltagelse bliver indsat først, hvorpå Taylor kan forlade landet samtidig med, at amerikanske tropper rykker ind. Så ingen taber ansigt.
Sådan ser fremtiden ud for Charles Taylor: Han undgår både oprørsstyrkerne og FN. Han undgår oven i købet at falde i hænderne på USA, der nøjes med at ønske hans afgang, og det kan undre i disse terrortider.
Det har nemlig længe været kendt, at Chares Taylor i dagene efter terrorangrebet den 11. september 2001 accepterede en rundhåndet betaling for at skjule al-Qaeda-medlemmer. Det har også længe været kendt, at han har beskyttet og tjent penge på salg af diamanter til al-Qaeda. Og det hævdes til stadighed, at al-Qaeda-medlemmer skjuler sig i Liberia.
Charles Taylor slipper afsted med det hele, og det er det mest bemærkelsesværdige ved hans person.

*Charles Taylor
er født i 1948 og præsident for Liberia. Han har siddet på posten siden 1997, men erklærer sig nu rede til at forlade den

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her