Jazzfestival
Med sig havde hun fem ferme musikere, den 53-årige amerikanske sangerinde Dee Dee Bridgewater, og et ud fra hendes seneste cd This Is New spændende repertoire af Kurt Weill-melodier.
Og så kom det langt hen ad vejen slet ikke til at handle om musik, men om Dee Dee Bridgewater i rollen som sig selv: den hyperaktive, skabagtige, storgrinende, vrikkende, sexappellerende, overspillede, overstadige Diva Dee, der åbenlyst solede sig i rampelyset, leflede endeløst for sit publikum og kom med pinligt nærgående præsentationer af sine musikere. Hun var faktisk sjov fem-ti procent af tiden. Og koncerten var lang.
Hun udviste endvidere en fortolkningsevne, der stikker lige så dybt som en vaskebalje. Hun bruger jo overvejende Kurt Weill-materialet som afsæt for egne manerer, kommer sjældent ned i det, endsige respekterer det i praksis. Men retfærdigvis skal det siges, at glæden ved selve musikken i løbet af koncerten blev stærkere og førte til nogle effektive og medrivende øjeblikke bl.a. balladen »Here Ill Stay« til minde om Nina Simone og den stort malende »Lost In The Stars«.
Jazz hos politiet
Et af festivalens nye tiltag i år var koncerten i Politigården med New Jungle Orchestra og Københavns Politiorkester. Safarifører Pierre Dørge er specialist i anderledes koncert-events, og havde da også udnyttet Politigårdens cirkelformede, åbne rum til at introducere sine musikere, der truttende fra alle fire verdenshjørner myldrede ind på scenen.
New Jungle spillede vanligt vitalt og veloplagt, fuld af overskud og humor og med Josefine Cronholm (vokal) og amerikanske Ray Anderson (basun) som gæster. Så kom politiorkestret marcherende ind for fuld musik og forenedes musikalsk med jungleorkestret. Politigården er dog nok et problematisk rum som konventionelt koncertsted i fremtiden, eftersom scenelyden med forstærkning kastes rundt langs murene. Men måske rent akustiske ensembler?
Status på festivalen
Jubilæumsårets festival vil bl.a. blive husket som den største nogensinde med sine mere end 800 koncerter bl.a. med redundans i mange danske musikeres arbejde på kryds og tværs. Forhåbentlig vil der ikke blive slået nye rekorder i årene frem, for Copenhagen Jazz Festival har langt overskredet sin mæthedsgrænse. Derfor er det kun velkomment sådan som festivalens musikansvarlige, Bjarne Thanning, allerede har ytret noget om at man næste år vil begrænse koncertudbuddet i et vist omfang. En anden mulighed er at skære festivalen ned til en uge som i Århus.
Denne model ville ikke blot give en naturlig beskæring i overflødigheden af koncertudbud, men ville også fremme festivalens koncentration, overskuelighed og fornemmelsen af helhed. Der er vel heller ikke mange seriøse festivalgængere, der vil være uenige i, at man på dag ni og 10 er ved at være noget øm i fødderne og træt i hovedet af al den jazz kort sagt mindre modtagelig for kvalitet. Jamen, så sørg dog for at få hvilet og vær frisk! Nej, for så længe festivalen kører, vil musikelskeren ikke gå glip af noget, og forfølger, så godt han kan, sine overmodige koncertruter til den bitre ende.
Denne skribent nåede i år lidt over 20 koncerter. Mindre end på forhånd planlagt, men tilfredsstillende nok, taget i betragtning, at der også har skullet være tid til at skrive i timevis og ind imellem spise, hvile og være menneske dvs. familiefar.
Kvalitet og myremylder
Kvaliteten af koncerterne de uendelig få, der blev hørt og anmeldt i nærværende avis i forhold til det monstrøst store udbud har man kunnet læse sig til i den forløbne uge. Der har været fremragende koncerter som følge af rigtige satsninger (Sound of Choice med Ixi Strings, Dianne Reeves og Andy Bey vil varme i erindringen hos denne signatur), men sådan havde det været uanset festivalens størrelse. I sin kerne har der altid været kvalitet at få, hvilket de første, snævre årgange er et bevis på. Resten er i værste fald demokratisk støj, unødvendig musikalsk myremylder, en by i selvswing, hvor folk mister orienteringen i galaksen af koncerter.
Festivalen var naturligvis ud over at være fast arbejde for en stor del af den danske jazzbestand vokalisternes store år med besøg fra stemmer som Viktoria Tolstoy, Gania Gnawa Ensemble, Tony Bennett, Sidsel Endresen, Dianne Reeves, Cassandra Wilson, Patricia Barber, Andy Bey og ovenfor omtalte Bridgewater. Og ud over det grå gulds tilstedeværelse indenfor trad.- og mainstream-jazzens balsamerende rammer, så var Copenhagen Jazz Festival igen en afspejling af den vitale danske (og europæiske) eksperimenterende jazz vækst og vilje i disse år, hvilket forlener kunstformen med stadig uforudsigelighed.
*New Jungle Orchestra m/ Josefine Cronholm og Ray Anderson + Københavns Politiorkester, Politigården, lørdag
*Dee Dee Bridgewater Sextet, Glassalen, søndag
