Læsetid: 3 min.

Fred

Lige nu, i de fem minutter, hvor der ikke er verdenstruende krigskatastrofer i gang, kan man undre sig over den lidenskabelige foragt og latterliggørelse fredsbevægelsen udsættes for
19. juli 2003

Indstik
Normalt – og måske ikke mindst i disse heroiske år – opfatter man pacifister og ikke-volds tilhængere som narre, en blanding af barfodsdansere og gulerodsspisere, i hvert fald som folk, der ikke har forstand på virkeligheden, ikke er realister og slet ikke har begrebet, hvad der gemmer sig i den menneskelige natur.
Nu kan jeg ikke se, at der à priori skulle være noget galt i at være hverken barfodsdanser eller gulerodsspiser, men der er ingen tvivl om, at selv højtbegavede og intellektuelt velfunderede personer ubesværet foretager koblingen mellem det excentriske, det latterlige og f.eks fredsbevægelsen. Man så det under den nysoverståede Irak-’kampagne’, hvor tusinder, ja millioner gik på gaden for at protestere mod krigen og flere kommentatorer undrede sig over, at det ikke kun var gulderodsspisere og barfodsdanserem, der marcherede, men ganske almindelige mennesker, som åbenbart mente, at nu kunne det være nok.

Erklærede pacifister
Jeg ved ikke, i hvilken kategori man skal sætte personer som Bertrand Russel, D.H. Lawrence, Aldous Huxley, Christopher Isherwood Erich Kästner, Käthe Kollwitz og Kurt Tucholsky men der er næppe tvivl om, at de i vide kredse i hvert fald på grund af deres erklærede pacifisme opfattes som excentrikere, lidt til en side, ja måske endda som narrehoveder. Da det såkaldte Russel-tribunal, der beskæftigede sig med at dokumentere grusomhederne i den amerikanske krigsførelse mod Vietnam ville samles i Roskilde, gjorde den socialdemokratiske regering med Jens Otto Krag i spidsen alt for at forhindre mødets gennemførelse i Danmark. Man opfattede det som »uvenligt« over for en allieret nation og forsvarspartner, men det er vel ikke urimeligt at påstå, at »venligheden« var tribunalets ærinde og ikke regeringens.
Den dér venlighed er der ikke mange, der kan bruge til noget. Foreslår man f.eks. at de milliarder af dollar, der blev brugt til at smadre Irak med, havde været bedre anvendt, hvis man før krigen var kommet landet i møde med generøs økonomisk hjælp i stedet for sanktioner, opfattes man automatisk som idiot eller et lallende barn. Det samme gjaldt konflikten i det fhv. Jugoslavien, hvor et fælles bjørneknus af international accept og økonomisk støtte ville have kunnet afmontere en del af hidsigheden i den etniske konflikt, som senere ødelagde landet og eskalerede bl.a. gennem europæisk-amerikansk intervention med vold.

Henvisning til Ghandi
En henvisning til Ghandis betydning for befrielsen af det indiske kontinent fra britisk-imperialistisk overherredømme afvises i vore dage med hån.
Det var dengang, nu dur ikke-volds-princippet ikke længere, det var kun, da man kunne mobilisere de fattige klasser i stor stil, at man med en ged og et lændeklæde og uden stok og sten kunne tvinge en verdensmagt i knæ.
Synspunktet har naturligvis noget for sig, når man tænker på, at selvmordet i dag er blevet et vigtigt våben i en kamp, hvis udfald synes givet på forhånd i voldsspiralens fortsatte og hastigt accellererende opskruning.

Aggression
Alligevel er det morsomt – måske forstemmende morsomt – at netop ideen om fred fremkalder de hidsigste aggressioner. Man kan muligvis forstå, at nationer, der har engageret sig i krigen af den ene og den anden grund er tvunget til at fremstille pacifister som noget nær landsforrædere og behandle dem derefter. Hitler lod ganske enkelt fredsfolk henrette, og englænderne gjorde heller ikke meget for at beskytte dem, der af ideologisk eller religiøse grunde ikke ville bære våben. De kunne få lov til at rense lokummer og slæbe lig, og det skal der selvfølgelig også nogen til.
Men lige nu, i de fem minutter, hvor der ikke er verdenstruende krigskatastrofer i gang, kan man trods alt undre sig over den lidenskabelige foragt og latterliggørelse fredsbevægelsen udsættes for. Er det selve naiviteten, man ikke kan døje, eller er man virkelig så angst for at sætte sin hårdttilkæmpede og bragende mandlighed over styr, at man vil gøre alt – herunder begå vold – for at camouflere den frygt, de fleste machoidioter slæber rundt på, at det skal afsløres, at der under bæltet ikke hænger andet end en slatten gulerod, som ikke engang de, der normalt ernærer sig af den slags, kunne få lyst til at sætte tænderne i?

*Klaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Information. Dette er det 17. indstik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu