Læsetid: 6 min.

Frem med FREM! (Sommerlekture I)

5. juli 2003

INTERMETZO
I klummistens barndoms sommerhus findes en reol, der vækker minder. Bøgerne er i det store og hele de samme som dengang. De har stået trofast ryg ved ryg, fra en tid længe før der var tænkt på Kastholm Hansen, da årets titler ikke var mangfoldige. I den forstand var bøgerne en forholdsvis eksklusiv og langsomt omsættelig vare, som den tidligere Ekstra Bladspopulist nu neokonservativliberalistiske litteraturfører mener bøger igen skal være. Hvis man med langsom omsættelig mener, at netop disse bøger i sommerhusreolen har stået på det samme sted i over 60 år, må kriteriet for den ideale bog siges at være opfyldt. Den eneste omsætning der foregår med disse slidte bind er, når klummisten og hans nærmeste drager dem ud af glemslen og minderne kommer væltende.

Som bekendt opererer vi med forskellige former for hukommelse: langtids-, korttids-, styret, mindre styret, slet ikke styret hukommelse, osv. Som modsætning hertil findes glemslen, den sygelige som hos alzheimer-patienten, hvor selve erindringsgrundlaget for menneskets gentagende livsfunktioner rudimenterer og til sidst går til grunde. En almindelig redekam mister betydning og kan for patienten lige så godt være en kop; koppens betydning er ligeledes glemt og kan lige så godt være en gaffel. Til sidst glemmer den syge at trække vejret. Denne form for tab af minder er utvivlsomt den værste. Med alderen kommer uundgåeligt indskrænkninger i lagerkapaciteten. For nogen værre end andre, men alle mærker at parathukommelsen efter de 50 ikke er, hvad den var: Hvem var det nu, der spillede ham der i filmen, der var gift med hende, der har været med i den film af, hvad er det nu han hedder, men hvor også ham der ligner ham i den med Humphrey Bogart, hvor Bogart spiller ham, der ikke kan huske, hvad hende han i virkeligheden var forelsket i hele livet, hedder – eller var dét Spencer Tracy, og er han død, eller er det Greta Garbo? De unge kan ikke forstå, når man står og fedter i det. Lykkeligt for dem, det rammer dem selv, og det har de rigtigt godt af.
Endelig har man jo fortrængningen af det huskede, uden hvilken livet var ubærligt. Tænk om man gik rundt og huskede alle de gange, man har kvajet sig i drukkenskab og sagt sandheden. Det er et sundhedstegn at glemme ved fortrængning, men kan også være udtryk for skruppelløshed. En sindets kreative bogføring, som i eksklusivt fald kan dække over dadelværdige, men ikke psykisk konstituerede handlinger som for eksempel – kreativ bogføring – eller grov, ansvarsfralæggende vildledning af andre, m.a.o. lodret løgn.
Hukommelsens spore kan som hos Marcel Proust være en bid af Madelaine-kagen, hvorved barndommen rulles op som på en følsom film og i dette litterære genis tilfælde udløser så og så mange bind udødelig litteratur – eller levet liv reproduceret i skrift.

Bøgerne i sommerhuset rummer så at sige alle denne mulighed for genkaldelse. Deres format, lugt, konsistens – følelsen af at have dem i hånden; ufatteligt praktisk for arten at den også husker med hånden. Disse bøger er for fleres vedkommende indbundne. Netop ikke de hurtigt omsættelige, men solide værker: Jack Londons En Klondike Helt, bd. 1 og 2. Autoriseret Oversættelse for Norge og Danmark af mag. art. Aslaug Mikkelsen, Martins Forlag – MCMXX. Når man stikker næsen ned i papiret, lugter det af savværk, ryggen af ægte læder, og understreger igen bogens langsomme omsættelighed. Tiden er ikke gået sporløst hen over London; hvem læser ham i dag. Papiret er imidlertid ikke som i billigbøgerne i opløsning, men har fået patina. Side 119, kun side 119 er mærkeligt nok delvis ædt af sultne sølvfisk med kvalitetssans. »En af de korte Eftermiddage, da Elam Harnish ved Mørkets Frembrud, stod paa Afsatserne mellem French Hill og Skookum Hill, fik han pludselig et videre Syn på Tingene ...« Resten har sølvfiskene læst i smadder, man må uden at ane noget om Elam Harnish’ videre syner lige på dette sted gå dybere i reolen. Det værk – foruden Jules Vernes samlede, der dengang ruskede i fantasien og fremkaldte dunkle drifter mod det ukendte, samt urolige drømme på flugt fra samme, er Gyldendals artikelsamlinger i tidsskriftet FREM fra 1920’erne. Der står de fire bind, som, da de kom til en meget anderledes verden i blå ryg med guldstriber og blånistrede flanker. FREM, som man af titlen kunne tro var en af arbejdervægelsens udgivelser, stammer fra Gyldendal: Populærvidenskabeligt Værk udgivet under redaktion af viceskoledirektør H.A. Svane og direktøren for Danmarks geologiske undersøgelser Victor Madsen – og som der står – »under Medvirkning af en Række Fag- og Videnskabsmænd.« Mænd. Folkeoplysningen var lige på og hård. Det smålige og mindreværdskompleksstyrede had mod eksperter ukendt. Første side i 3. årgangs første bind fra 1927 prydes af et fotografi af Karl XII’s lig fra åbningen af kisten 10 før. Dette billede har ikke for ingenting brændt sig ind i klummistens bevidsthed og besvarer det makabre spørgsmål, hvorledes Karl XII så ud, da han på nært hold blev skudt i knolden med en storkalibret muskedonner. Bum, har det sagt, Karl har ikke haft tid til at tænke mere over tilværelsen, således som han stod i den yderste skanse ved fæstningen Frederikssten i Norge og pønsede på næste krig.

Alfred Høyers artikel savner intet i kritisk skarphed, men antyder, som de fleste eksperter også i dag regner for sandsynligt, at Karl faldt som offer for en af sine egne, måske en officer, der syntes, at nu rakte det med det krigsvæsen. Den næste artikel af chimpansekenderen Cherry Kearton handler om chimpansen Toto og er forløber for vore dages dyreudsendelser i tv, hvor de filmede dyr tillægges menneskelige egenskaber. Alt har sine rødder. Næste artikel er om kolonialismen, hvor Afrika drager. Her på det sorte kontinent er beboerne negre. De ikke alene er det, de kaldes det også. Og for den sags skyld de øvrige fænomener ved rette navn. C. Schaffalizky De Muckadell, som ikke just nærede sympati for det antiimperiale, betragter nøgternt nok Englands interesser i Persien og Irak, hvilket kunstige land i Messopotamien briterne simpelthen danner for at sikre sig olien. Dengang gad de ikke engang lyve om besættelsesbegrundelsen.
Mens regnen høvlede ned uden for sommerhusvinduerne, sad man også og læste om kaptajn Botveds flyvning fra København over Konstantinopel, Bagdad, Karatsji, Calcutta, Rangoon, Bangkok og Hanoi til Tokyo. Kortet, hvor FREM’s folkeoplysende redaktion pædagogisk viser vejen, minder om en af Indiana Jones’ ruteangivelser på jagten efter den forsvundne nøgle til Paradiset. Vi befinder os med FREM i hånd endnu i en verden med hvide pletter.
Igennem denne i 1920’erne, før uskyldstabet i en – trods åreladningen 1914-18 – stadig oplysningsoptimistisk verden endeligt bekræftes, flakser kaptajn Botved med følge afsted i deres to Fokker biplan CV med 400 heste. Tophastighed: 200 kilometer i timen. Unægteligt var en halv verdensomflyvning noget af en prøvelse. »Regn er jo i vore dage absolut ingen hindring for Flyvning«, skriver kaptajn Botved, der dog medgiver at flyvning på instrumenterne alene er både farligt og meget trættende. Så er det lettere engang imellem, når tykningen bliver for truende, at lande og stå af og spørge en stedlig neger, om dette mon er den rigtige vej til Japan.
Mens regnen piskede over Kattegat, forberedte vejens drenge flyvningen med mellemlandinger i Negerland i flyvemaskiner af tandpastaæsker, kartonflaps og elastikmotor. Var vi måske ulykkelige, fordi der ikke var tv og computerspil! Vi havde FREM, havde vi!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her