Læsetid: 4 min.

Til frit spil

På en halvåben mark mellem Tranum og Birkelse ligger Brovst kommunes største turistattraktion, Harmonikamuseet. Det er bestemt et besøg værd – og det koster kun 20 kroner
10. juli 2003

Mærkværdige museer
Det står slet ikke i telefonbogen under museer. For museer i normal forstand har med glasmontrer og ’nok se, men ikke røre’ at gøre. Det kan og vil man ikke leve op til her. På Harmonikamuseet må man hellere end gerne både røre ved og spille på de ca. 700 harmonikaer, der er krammet sammen på urimeligt lille plads. Et levende museum altså, fuldt af både gamle, primitive skrammelkasser og lakskinnende luksusudgaver fra Hohner og fine italienske værksteder.
Kaffen er inkluderet i entreen. Den indtages i den ombyggede maskinværkstedshal, som hver onsdag aften lægger rum til henimod halvanden hundrede menneskers fornøjede spil og dans. Et levende museum. Hele året rundt, undtagen et par uger i december hvor gulvene får en gang lak, hele tre gange! Borde og stole er især nogle man har fået doneret af glade kunder, nok så diverse at se til, bortset fra de ensartede plastduge.
Og sådan skal det være. For der er selvfølgelig også andet end harmonikaer i Eva Petersens uoverskueligt knopskydende ejendom. Radioer, grammofoner, skrivemaskiner, landbrugs- og haveredskaber, gulnede ugeblade, Aalborg Amtstidende april 1960, skudsmålsbøger fra forrige århundredeskifte og meget, meget mere, en nisseudstilling blandt andet. En svir at rode rundt i, og pille ved.
Dèr er min første Erika-skrivemaskine f.eks., dèr farfars gamle krystalapparat. Et levende museum, endnu med den duft af levet liv som normale museer oftest savner.
Juni 1990 så åbningen af Harmonikamuseet. Som lever frodigt i dag, takket være især de to ihærdige ejere, nævnte Eva Petersen (67 år) og makkeren Chr. Madsen (84 år).

1.100.000 kroner!
Så mange penge har de to investeret i udbygningen af museet gennem årene. Det er – efter almindelig regneart – mere end en million. Men ligesom med det, er sproget her på kanten mellem Hanherred og Vendsyssel egensindigt, vistnok noget af det tætteste man kommer til ren dialekt i vore dage.
Gamle Madsen – der har en fortid som produkthandler og hvis krejler-talenter museet sikkert skylder sit – er stolt af sit sprog og fortæller med fyndighed og bredde. Eva Petersen oversætter gerne til regionalsprogets almenhed, med et stille smil.
På kanten af den slags modsætninger lever man, i det hele taget. Som ikke anerkendt museum, uden offentlig støtte overhovedet – trods talrige fondsansøgninger, og trods ’udnævnelsen’ til »Brovst kommunes største turistattraktion«.
’Glad som en spillemand’, står der på væggen i ’koncertsalen’, og det bliver man faktisk af at være der, for de to gamle brokker sig egentlig
ikke over modgangen, de klør bare på. Og med sin urbane tænkemåde undrer man sig over de henimod 10.000 årlige turistbesøg, over onsdagsaftnerne, over støtteforeningen med over 300 medlemmer, over de mange nordjyske harmonikatræf/-festivaler, i Nordjylland, i hele landet, i Norden, og så videre. Hvad er der på spil her?
Harmonikaen er jo ikke nogen fin gammel Stradivarius – den første er fra 1829 – og først de rytmiske musikkonservatorier har ladet den komme (lidt) indenfor i varmen.
Uden tydelig støtte i hverken religiøse eller politiske bevægelser har harmonikaen overlevet neden under den officielle kultur, i en ellers ret tavs folkelig kultur, hvor sømandssange, »Texas røde Rose«, vals og polka har trivedes. Og tydeligvis stadig trives, sammen med rustikke folkedanstraditioner. Før-moderne, ja, men i dag selvfølgelig med egne cd-cirkulationer – som dog næppe anmeldes andre steder end i »Tidsskrift for harmonikaspilleren« (kvartalsvist).

Fattigmands piano/band
Astor Piazolla eller Dino Saluzzi skal man ikke forvente at høre på Tranum Engevej 250. Snarere et temmelig minimalistisk udtryk, inden for et snævert register af tonearter, en musik som allerede besværes, når blot der er to harmonikaer i spil på en gang. Min hjemmelsmand på egnen, mangeårig musikskolelærer Ib Hansen fra Tranum, pointerer at harmonikaen jo i princippet i sig selv er et helt orkester, og at bare to let giver mudder i koordineringen. Hellere Lucky Luke på vej bort i solnedgangen, og én bedrøvet harmonika i baggrunden ...
Jeg er meget langt fra at være kender. For mig er harmonikaen egentlig lidt som sækkepibe eller banjo, som en gentleman efter sigende definerer sig i forhold til – ved at undlade at spille dem. Storbyens fordomme, ja. Og hvad så?
Er en ironisk nostalgi mon tænkelig, tålelig? Kammer den ikke snart over, enten i dum populisme, eller ditto paternalisme? Jeg ved ikke.
Jeg ved bare, at jeg sjældent er blevet modtaget med så åbne arme som i Harmonikamuseet, at der strålede et liv ud fra de to seje gamle musikanter/ejere som man ikke lige finder i Jomfru Ane Gade eller på Vesterbro, på Manhattan, you name it.
I Nordjylland – og visse andre afsides egne – sælges der langs de små veje æg, kartofler, grøntsager osv. i åbne boder, hvor man bare lægger aftalte penge i en cigarkasse. Der er ikke meget svind, noget der forbløffer kyniske metropolitter. Måske den ting også er en døende kunstart, men sålænge det går, må vi glæde os, og altså også over harmonikaens melankolske klange. Synes jeg. Også selv om der efter sigende ikke er så mange unge i mesterlære som harmonika-spillemænd mere. Der er jo heller ingen unge mestre på vej i John Ford, Sam Peckinpah eller Sergio Leones manende western-fodspor. Men Ennio Morricones skærende ensomme toner til ledsagelse af hævneren Harmonica lever stadig. Once Upon a Time in the West ...

*Harmonikamuseet. Tranum Engevej 250, 9460 Brovst. Åbent hver dag 11-17. Entré 20 kr. Dans hver onsdag aften 19-23. Entré 25 kr.

*Nordjyllands største harmonikatræf er Bindslev-festivalen i uge 30, to. 25.- lø. 27. jul. Husk at indtage campingpladsen et par dage i forvejen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her