Læsetid: 3 min.

’Gå ud til duerne!’

I en kapflyvning forleden blev en due tilhørende Johannes Madsen, Dan 068 Frederikshavn, landets tredje-hurtigste på en 900 kilometers distance
3. juli 2003

Lokalsprøjten
FREDERIKSHAVN – Det var ellers ikke et dyr, der lå lige til højrebenet; men da Johannes Lindgård Madsen, der nu er 60 og på efterløn, i starten af 1980’erne arbejdede som driftsleder i et sandblæsnings- og malerfirma i Frederikshavn, havde han tilfældigvis udsigt til den lokale duetotalisator fra sit førstesalsvindue.
Nu kom han jo fra Badskær på landet og havde altid haft masser af dyr omkring sig (som dreng havde han 90 kaniner), og dyr kunne han ikke undvære.
Hvorfor ikke også duer? Så en dag, da han kom hjem fra arbejde, sagde han på sit vendelbomål til sin kone, Lis:
»Jeg tror, at jeg vil ha’ brevduer.«
»Hva’ er nu det for noget?« svarede hun.
Sådan gik snakken lidt frem og tilbage.
»Vil du ha’ dem, så ka’ du få dem,« sagde hun til sidst.
Og således købte Johannes Madsen i vinteren 1983 sit første dueslag, som nogen havde til salg ude i Aalestrup.
»Og det er det slag, der står derude,« siger han, da vi sidder i hans stue på Agnethevej.
Hans to hunde, Trine og Kvik, løber rundt på gulvet, og hans skæggede kammerat, Jørgen, sidder ovre i sofaen.
Johannes Madsen selv, der siden 1986 har været formand for den lokale brevdueforening, er en rolig mand med en elegant moustache og en løstsiddende, ærmeløs vindjakke. Han bevæger sig lidt forsigtigt, for han har stadig eftervirkninger af en blodprop, der ramte ham som et lyn fra en klar himmel for nogle år siden. Med tiden og ugentlig genoptræning skulle han gerne blive lige så bevægelig som før.
At en af Johannes Madsens duer, kaldet ’506’, lørdag kom hjem i landets tredje hurtigste tid på en langdistancekapflyvning fra Regensburg, er en foreløbig kulmination på hans brevduekarriere, for det er et flot resultat.
Den seks-årige 506 fløj 942 kilometer med en gennemsnitshastighed på 57 kilometer i timen, idet den klarede hele turen på 15 timer og 17 minutter. På onsdag otte dage skal den deltage i en flyvning fra Basel i Schweiz.
»Han er en sejtrækker,« siger Madsen.
Da det på et tidspunkt viste sig, at 506 ikke var meget for at flyve over 1.200 meter i minuttet, prøvede han at sende den ud på længere distancer, og her viste den sig virkelig at have talent.
– Må jeg se ham?
»Ja. Selvfølgelig.«

Nerveberoligende
I indkørslen foran huset står Madsens dueslag indeholdende cirka 120 kurrende duer. Madsen griber ud efter 506 og spreder dens ene vinge ud med hånden. Det ser fint ud.
Det gælder om at observere sine duer, når de er i luften – man skal se dem flyve. En gammel mand i foreningen, der var brevduemand til fingerspidserne, lærte engang Johannes Madsen, at det er et godt tegn, når en due går solo og flyver uden om flokken. Så har den det i sig. Men hvordan de gør det – finder hjem – er der ingen, der ved.
»Der er ingen, der kan forklare det. Der er ellers så meget andet, man har fundet ud af. Men det gælder jo alle fugle. Tag bare solsorteparret i hækken derhenne. Jeg vil næsten vove at påstå, at det er de samme som sidste år,« siger Madsen.
– Jeg har hørt, at duer er meget nerveberoligende. Er det rigtigt?
»Hvis du kommer op at skændes med lillemor, så gå ud til duerne. Så glemmer man alt om hende,« fortæller Johannes Lindgård Madsen.
»Man er ikke sur, når man kommer tilbage. Det siger hun også altid: ’Gå ud til duerne!’ Det griner vi meget af.«

*Oliver Stilling rejser rundt i sommerlandet, hvor han læser lokalaviser. Dette er den niende artikel i serien

Serie
Tredje hurtigste due
*»Trods dårlige vejrforhold med kraftige regnbyger og hård vind opnåede medlemmerne i Fællesforeningen Kattegat, der tæller fem østvendsysselske brevdueforeninger, sig godt på kapflyvningerne fra Vejen og de tre tyske byer Lübeck, Braunschweig og Regensburg. På den mest krævende flyvning, landsflyvningen fra Regensburg med fælles løsladelse for samtlige danske duer og en afstand på over 900 kilometer opnåede en due tilhørende Lis og Johs. Madsen, Dan 068 Frederikshavn, således den tredje hurtigste hastighed i hele landet og blev samtidig vinder af både Sektion 53 og Fællesforeningen Kattegat.«

Nordjyske Stiftstidende, onsdag den 2. juli 2003

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her