Læsetid: 5 min.

Én gang afghaner, altid afghaner

Efter mere end 20 år har Shazia Habib fået mulighed for at gense sit land. Før afrejsen fra Danmark var hun ikke i tvivl om, at der er her, hun hører hjemme. Men efter fire ugers følelsesladede indtryk er hun kommet i tvivl
14. juli 2003

Afghanistan, år 1
AFGHANISTAN – »Jeg bryder reglerne hver gang; uanset om det er, når jeg taler med taxa-chaufføren, med butiksejeren, de ansatte i et ministerium, eller når jeg veksler penge. For det gør man ikke som kvinde.«
Siden Shazia Habib ankom til Afghanistan for fire uger siden, har hendes liv været som i en centrifuge. Fra tidlig morgen til sen aften er hun blevet udsat for kulturelle dilemmaer, det har været nødvendigt at forholde sig til. Og konstant er hun trådt ved siden af af den simple årsag, at der i praksis ikke findes noget rigtigt eller forkert svar på, hvordan man som enlig afghansk kvinde med en vestlig voksenbaggrund opfører sig i dagens Afghanistan.
Det er mere end 20 år siden, Shazia Habib sidst var i Afgha-nistan. Som tolk for et dansk
idræts-projekt har hun nu fået mulighed for at gense en række af de ting, hun før afrejsen fra Danmark kun huskede svagt fra sin barndom og teenage-tid. I praksis spænder hendes dagsorden fra at opspore skødet på familiens jord i udkanten af Kabul til at etablere kontakt til fjerne slægtninge. Den officielle titel som tolk er det adgangstegn, der overhovedet gør det muligt for hende at træde ud og ind gennem et utal af døre uden at have en lokal mand ved sin side. Men det er også den funktion, der trods slid på stemmebåndet med jævne mellemrum giver hende et tiltrængt pusterum blandt de fire danske kvinder, hun er oversætter for.

Ikke uden problemer
»Før jeg tog af sted, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne gennemføre det. Jeg havde forberedt alt sådan, at jeg kunne tage tilbage før tid, hvis det gik galt,« siger Shazia og tilføjer med et stort smil: »Men det gjorde det jo ikke.«
Helt uden problemer har opholdet dog ikke været. Allerede i flyet til Kabul blev hun overfaldet med spørgsmål fra afghanske mænd, der holdt hende vågen hele vejen fra mellemstationen i Istanbul. Skulle hun svare ja eller nej til at hun var gift; har hun børn, og hvis nej, hvorfor så ikke? Og hvorfor rejser hun overhovedet på stort set egen hånd i et land, hvor familien betyder alt, og hvor det er mændenes opgave at føre ordet?
I slægtningenes hjem, var det tæt på at gå helt galt. Selv om en onkels bror set med danske øjne er relativt langt ude i familien, herskede der ingen tvivl om, at der forud for Shazias besøg var blevet researchet grundigt på mulighederne for at gifte hende bort, inden hun tog hjem.
»De bliver nødt til at vide, hvem jeg er,« sagde Shazia og tændte beslutsomt en cigaret i det traditionelt indrettede hjem. Med røgen fulgte en tavshed, som var der gået en engel gennem lokalet. Siden blev de ægteskabelige planer ikke nævnt med et ord.

Mange dagsordener
»De kunne i det mindste have forklaret mig, hvordan jeg skulle opføre mig, og hvad jeg skulle gøre, da vi besøgte de religiøse steder. For det har jeg aldrig lært,« sukker Shazia frustreret.
Efter et par udmattende dage har hun opgivet at leve op til sine familiære forpligtelser. I stedet kaster hun energien over det næste punkt på listen over de ting, hendes egen familie i Danmark har bedt hende undersøge og gøre, mens hun er i Kabul.
»Hvis Bilal kommer forbi, så sig at jeg er i ministeriet for at aflevere en brochure fra min brors arkitektfirma,« siger hun, før hun iler ud af døren igen.
Et led i hendes rejse er, at forsøge at bane vejen for en kontrakt på et af de mange genopbygningsprojekter i hovedstaden.
Bilal er storesøsters søn, der bor i Pakistan og er kommet for at møde sin svigerinde. Selv om de to mødte hinanden for første gang for mindre end en uge siden, har de forlængst fundet sammen om ikke helt at høre til i den afghanske hovedstad.

Barndomshjemmet er væk
»Det må være her,« siger Shazia; for straks efter at korrigere sig selv: »Nej, jeg er helt sikker på, at vejen var bredere.«
Med et febrilsk blik kigger hun ud over ruinerne af det, der engang var et boligområde i et af Kabuls yderkvarterer. Forud har hun sammen med en lokalkendt taxa-chauffør kørt frem og tilbage på områdets støvede og hullede grusveje i håb om at finde sit barndomshjem.
»Der er ingen tilbage fra dengang,« siger hun med tårer i øjnene.
Omkring hende står en gruppe af beboerne fra de få huse, der har overlevet eller er blevet delvist genopført. De, der husker området længst tilbage, er flyttet til et par år efter Shazia og hendes familie forlod landet i 1979.
»Ligegyldigt, hvor jeg går, dukker minderne op. Og så er det hele alligevel så anderledes,« siger Shazia, da hun et par timer senere sunder sig efter dagens oplevelser på en lokal restaurant.
»Samfundet er anderledes – på alle områder. Dengang skulle man ikke tænke på sikkerheden, og man kunne gå frit overalt uden at der var nogen, der kiggede underligt. Nu er folk blevet frækkere og mere fordomsfulde. Jeg har for eksempel hørt mange kvinder komme med bemærkninger om mit tøj. Den slags gjorde man aldrig før i tiden.«

Hjemme med forbehold
Selv om gensynet med Afghanistan byder på mange følelsesladede op- og nedture, er det dog ubetinget de gode oplevelser og minder, der efterlader størst indtryk.
»Det var gode tider dengang. Når jeg tænker på det, er det jeg bedst husker sammenhold og liv,« siger Shazia og fortsætter med et fjernt blik: »Før jeg kom hertil, var det meget nemmere. Nu er jeg i tvivl om, hvor jeg hører til. Her føler jeg mig hjemme på grund af sproget og kulturen. Men uden min familie og mine venner er her på samme tid tomt,« fortsætter hun med tårer i øjnene.
På det uundgåelige spørgsmål om, hvorvidt hun kan forestille sig at flytte tilbage, svarer hun først undvigende og derefter med en tænksom mine:
»I bund og grund er jeg afghaner. Det, der gør det så svært, er, at jeg ikke kan se mig selv som dem, og at jeg ikke er klar til at omstille mig. Derfor er det umuligt at svare på, hvor jeg egentlig hører til.«

*Også i Afghanistan blev et undertrykkende regime fjernet ved hjælp af en udenlandsk invasion. Nu skal der bygges demokrati på ruinerne. Men holder løfterne fra de første euforiske måneder efter Talibanstyrets fald? Vi går tæt på håbet og drømmene - og truslerne om, at Afghanistan atter vil blive kastet ud i etnisk splittelse og kaos. Tidligere artikler blev bragt den 9. og 11. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her