Læsetid: 2 min.

Genvej til Vesten

Med internet og vestlig inspiration er det blevet muligt at opholde sig i Kabul uden at behøve forholde sig til sultne gadebørn, huse i ruiner og daglig bøn fra moskeen
28. juli 2003

Global netcafé
KABUL – ’Dress-code…’ står der på et skilt ved siden af døren til et lokale i stueetagen på Mustafa Hotel i centrum af Kabul. Indenfor sidder vestligt klædte afghanere og udlændinge foran hver sin computer og sender e-mails eller ser indiske film på dvd.
I løbet af det sidste halve år har den digitale adgang fra den afghanske hovedstad til omverdenen nærmet sig vestlig standard i kraft af nyetablerede internet-cafeer fordelt over store dele af byen.
På Mustafa Hotel har den afghansk fødte amerikanske ejer sikret gæsterne yderligere en genvej til at fortrænge virkeligheden uden for ved at lade besøgende vide, at tørklæder og lokalt tøj ikke er velkomment. Samt ikke mindst; ved at opstille de otte nyindkøbte pentium 4 computere i direkte forbindelse med den lige så nye vestligt inspirerede bar.

Med forhindringer
»Jeg keder mig – please come and talk to me,« står der med kursiv på en af de støvede computer-skærme. Halvt liggende i en alt for lav kontorstol klikker en ung afghansk fyr dovent på tastaturet, hvorefter teksten skifter farve og forstørres så halvdelen af bogstaverne forsvinder ud af skærmen.
Ved nabo-computeren klikker en anden af stedets brugere utålmodigt på netscape-ikonet uden held. Som det sker med jævne mellemrum, er både internet-forbindelsen og elektriciteten blevet midlertidigt afbrudt over hele byen. Selvom en larmende generator sikrer fortsat strøm til computernes skærmbilleder af palmeklædte sandstrande og amerikanske skyskrabere, forsvinder gæsterne
én efter én i erkendelse af, at det ikke bliver denne aften, deres e-mail når frem.

Operation ’varig frihed’
På den anden side af lokalets halvanden meter høje skillevæg er der til gengæld ingen grund til hverken hjemve eller bekymring over den manglende mulighed for dialog med omverdenen.
Fra højttalerne over rummets spraglede cowboy-stof beklædte sofa brager amerikansk 60’ér-pop i et ucensureret mix med julemelodier og larmende rock. E
n dæmpet halogen-lampe i loftet sender søvning belysning ned over et to uger gammelt eksemplar af avisen ’Kabul Weekly’ og et engelsk-sproget magasin, der flyder på bordet.
Udsigten til baren er delvist dækket af en voldsomt overvægtig amerikaner iklædt t-shirt med teksten ’Operation Enduring freedom’ og en ligeledes påtrykt tegning af Afghanistan.
Ligesom gæsterne på de øvrige høje bar-stole, er han i gang med at tømme en halv liter fadøl før næste påfyldning.
Det var i samme bar byens første kvindelige prostituerede kinesere for et par måneder siden blev bortvist efter at have forsøgt at kapre kunder.
Men det er også her, der rask væk bliver serveret whisky og andre drikkevarer, der for mindre end to år siden ville have fået Taliban til at hugge både hænder og hoved af såvel ejeren som stedets gæster.

*Internettet har gjort verden både mindre og større. Information har logget sig på for at se, hvordan nettet bliver brugt. Dette er den syvende artikel i serien. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu