Læsetid: 4 min.

Det græsklædte egnsteater

Ikke alle færinger står sammen om løsrivelse og større afstand til Danmark, og selv om de fleste færøske frihedskæmpere er under 30, skal også nogle af de argeste modstandere findes blandt ungdommen
9. juli 2003

Milliard eller frihed?
TORSHAVN – Det færøske landsstyre og dets forvaltning af milliarderne er blevet kaldt et rødmalet, græsbeklædt egnsspil, mens danske delegationers optræden på øerne er blevet kaldt DJØF på actionferie.
Skarpe udsagn, javist – men det dansk-færøske forhold har heller ikke alle dage været lige godt. Diskussionen over Atlanten er dog ikke for noget at regne i forhold til den, der foregår internt på Færøerne. Her er der nemlig langt fra enighed om, hvorvidt øerne overhovedet skal sejle deres egen færøbåd, eller om hvordan en sådan selvstændighed i givet fald skal gennemføres.
En af dem, der er stærkt imod løsrivelse, er Finnur Jensen. Han er 21 år og tidligere aktiv i Sambandspartiets ungdom, kandidat for Sambandspartiet til Lagtinget og oldebarn af grundlæggeren af Sambandspartiet, som står for fortsat Rigsfællesskab med Danmark.
Allerede i entreen er man klar over, hvilket slags hjem man er kommet ind i – et hjem hvor tilknytningen til Danmark er lige så stor som modstanden imod løsrivelse. På væggen hænger en plakat fra H.C. Andersens fødehjem i Odense med teksten: »Danmark, mit fædreland«.

Gratis uddannelse
Huset, hvor Finnur Jensen bor sammen med sin familie, ligger oppe af fjeldet i hovedstaden Torshavn med udsigt over byens gamle bydel og den store havn – og i klart vejr kan man se helt til øen Nolsoy, der skærmer for vind og bølger og andet uvejr fra syd.
»Men det er ikke alt, hvad der kommer fra syd – fra Danmark – der er skidt. Der er mange fordele ved at være med i Rigsfællesskabet. F.eks. kan vi færinger komme til Danmark og få en uddannelse – ganske gratis – og endda med SU,« siger Finnur Jensen og sidder der med sin kaffekop i køkkenet i parcelhuset og ligner enhver anden dansk ung.
»Det er da også ved at gå op for folk i debatten, at fordele og ulemper ved Rigsfællesskabet er mere nuancerede end som så – det er ikke længere så sort/hvidt som lige efter bankskandalen. Og jeg bliver ved med at spørge tilhængerne: Hvad er problemet? Hvorfor skulle vi ikke være med i Rigsfællesskabet? Hvad er det konkret, Danmark forhindrer os færinger i at gøre,« spørger Finnur Jensen, der ikke mener, at det er nødvendigt at få papir på en selvstændighed, som de facto allerede eksisterer. Han erkender dog samtidig, at Rigsfællesskabet ikke fungerer perfekt.
»F.eks. så burde der sidde færøske repræsentanter i internationale fora, ligesom der burde være danske repræsentanter i det færøske lagting,« siger Finnur Jensen og begrunder det kontroversielle forslag med princippet om lige repræsentation landene imellem inden for Rigsfælleskabets rammer.
Nogle af Finnurs venner i det lille land, hvor alle kender alle, deler ikke helt hans holdning til Rigsfællesskabets fremtid. Langt fra faktisk. De så hellere, at Færøerne hurtigst muligt løsriver sig fra Danmark, og at færingerne tager ansvar for egne handlinger og egen økonomi.

Fra færøtrøje til førertrøje
En af dem er Torkil Rasmussen, også 21 år gammel og formand for Folkefloksungdommen, som er ungdomsudgaven af moderpartiet Fólkaflokkurin – et parti der står for gradvist selvstyre og fuld lovgivningskompetence til Færøerne på alle sagsområder, og som hylder det private erhvervsinitiativ.
For Torkil Rasmussen handler løsrivelse ikke om et opgør med Danmark, men mere om reformer af et færøsk samfund, der endnu ikke er gearet og modent til livet som selvstændig nation.
»Det handler ikke om, at noget er Danmarks ’skyld’. Både Danmark og Færøerne har fejlet og forårsaget den økonomiske krise i 1990’erne. Og selv om det går godt nu, er der stadig en række ting, der forhindrer umiddelbar løsrivelse,« siger Torkil Rasmussen og peger bl.a. på de stigende offentlige udgifter og en offentlig forvaltning på Færøerne, der bliver større og større.
»Det er helt unødvendigt med så stor en forvaltning i et land med under 50.000 indbyggere. Vi har flere ministerier end Sverige!«
For Torkil Rasmussen er løsrivelsesdiskussionen uløseligt forbundet med økonomi.
»Selvstændighedsdebatten handler kun om økonomi. Når først alle de praktiske og økonomiske problemer er løst, så vil vi få løsrivelsen. Modstanderne er kun imod løsrivelse, fordi de frygter for økonomien. Jeg tror kun, der er ca. 4.000 færinger, der også principielt er imod løsrivelse. Uenigheden drejer sig kun om, hvor meget løsrivelsen skal koste, ikke om det principielle,« mener han

Opgør med planøkonomi
Torkil Rasmussen bor kun få gader fra Finnur Jensen i samme parcelhuskvarter i Torshavn, men må snart forlade disse stejle gader på fjeldet for at udnytte Rigsfællesskabets muligheder for gratis uddannelse i Danmark, idet han til september drager til København for at læse økonomi.
Torkil Rasmussen mener, at den økonomiske struktur, der i dag er herskende på Færøerne – med en stor del af økonomien baseret direkte på tilskud fra Danmark – mest af alt ligner rendyrket planøkonomi. Han ser gerne et omfattende opgør dermed:
»Der er brug for omfattende privatiseringer af erhvervslivet, rationaliseringer i det offentlige, fuld overtagelse af alle forvaltningområder fra Danmark, bedre infrastruktur og nedsættelse af aktiebeskatningen – en hestekur, der ligner den, lande som New Zealand og Canada har gennemgået med succes. Med disse tiltag, tror jeg, at en økonomisk forsvarlig løsrivelse er mulig allerede 2008, men hvis man skal have alle færinger med, må man nok vente til omkring 2025,« slutter han.

*Information sætter fokus på det færøske selvstændighedsønske. Dette er den tredje og sidste artikel

FAKTA
Ledighed falder
*De seneste tal fra Færøernes Statistik viser, at antallet af ledige på Færørne ved udgangen af maj udgjorde 2,5 procent mod 2,8 procent på samme tid sidste år. I Danmark er arbejdsløsheden til gengæld steget og er nu oppe på godt 6 procent. De seneste færøske arbejdsløshedstal svarer til, at Færøerne har så godt som fuld beskæftigelse. ritzau

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu