Læsetid: 6 min.

Håndbøger på hjernen (Sommerlekture II)

12. juli 2003

INTERMETZO
Der er ikke noget som håndbøger. Nogle har et blødt punkt med frimærker, andre med gamle ølkrus, atter andre med broderede lampeskærme. Og nogle med håndbøger. En håndbog er ifølge Ordbog over det danske sprog: en bog (i lille format) som »man bruger meget og plejer at have ved haanden; især i videre anvendelse: bog, der i omrids indeholder det væsentlige af et fag, en videnskab ell. som hyppigt bruges til at slaa efter i...«
Det er rigtigt nok at en håndbog som regel ikke er specielt stor, ellers ville det jo heller ikke vær en håndbog, men definitionen er i øvrigt knap så dækkende: en håndbog behøver nemlig ikke nødvendigvis være en man bruger ret meget eller særlig ofte. En håndbog kan være til gavn og glæde blot ved bevidstheden om at den er til rådighed, uden at dette skal forstås som udslag af samlermani. Musik im Jahr Goldmann/ Schott, en nydelig lille tæt og illustreret kronologisk datobog fra 1985, bliver for eksempel ikke brugt ret tit i denne husstand, skønt man kan finde nyttige musikalske oplysninger under dato. Således for 3. juli. På denne dato i 1854 blev Leos Janacek født i Hukvaldy i Mähren, dirigenten Carl Schuricht i 1880 i Danzig, dirigenten Carlos Kleiber, søn af dirigenten Erich Kleiber, f.: 5.8. 1890 i Wien, d.: 27. 1. 1956 i Zürich, i 1930 i Berlin. Brigitte Fassbaender er også født 3. juli, i 1939 i Berlin, og dirigenten, den fabelagtige tjekke Karel Ancerl døde den 3. juli 1973 i Toronto. Med mindre man er på fødselsdagskort med Carlos Kleiber og Brigitte Fassbaender, er disse og lignende oplysninger, sådanne man godt kan leve for-uden, men hvorfor skulle man, når man nu har bogen!
Hvis man ikke står og skal vide noget bestemt om en tid eller et år og har direkte praktisk brug for oplysningerne, udfordrer den type håndbøger, hvor redaktøren anvender kronologien som struktur, til særlig læsning; associative studier – con amore – kan man sige. Hvis bogen er bygget op som tidstværsnit henover et dobbeltopslag, således som de store, omfattende af typen: Hvornår-skete-det-bøger, slår man for eksempel op og ser at samme år, 1345, Valdemar Atterdag solgte Estland til Den tyske Orden, og Rienzi (ham Wagner skrev opera om) brød adelsvældet og greb magten i Rom, udbryder væveropstande i Gent og Brügge og voldsomme håndværkeruroligheder i Nürnberg og Speyer. Det lå i luften. Samtidig med at man det år i Italien begynder at tegne søforsikringer for skib og ladning, anløber skæbnesvangert et handelsskib fra Konstantinopel Marseilles – uforsikret må man gå ud fra. Skibet, hvis mandskab er døende eller døde, bringer pesten til Europa. Dette er dog mere tvivlsomt i sagens videre substans, forskningen er i de senere år begyndt at stille spørgsmålstegn ved den store, sorte dødsepedemis sande natur, om det nu også var rotter i lasten eller måske snarere en ukendt dræbervirus, en sars eller Ebola i fuldt firspring. Men det er en anden historie og har ikke meget med håndbogslidenskaben at gøre. Det tværgående er det fascinerende. Et tilfældigt opslag i en anden håndbog – og for at blive ved musikken – fortæller at samme år, Händel førsteopførte Messias i Dublin, dér hørte de nemlig første gang de senere så populære slagnumre med Händel selv ved cembaloet, opfandt Anders Celsius sin temperatur med frysepunkt ved 0 og kogepunkt 100 grader over. Og jøderne i Rusland blev, for guderne ved hvilken gang, udsat for pogromer og bedt om at skrubbe af.

Hvis man først er begyndt på vilkårlige opslag, kan man blive ved: 1827: samme år Beethoven døde, og året før Schubert, fremstillede den tyske kemiker Wöhler for første gang aluminium. Hvis Beethoven med andre ord havde klaret den lidt længere, kunne han som gammel mand have have sat vand over til kaffe i en aluminiumsfløjtekedel, som han ganske vist ikke kunne høre – men alligevel. Samme skæbneår skriver Heinrich Heine hovedværket i europæisk digtning: Buch der Leider, Karl Baedeker grundlægger sit røde rejsebogsforlag med de små tættrykte rejseførere, pioneren, håndbøgernes håndbøger, og Joseph Smith grundlægger mormonkirken på vej mod Utah i det vilde Vesten, hvortil man ikke dengang kunne købe nogen turistfører. Biologen Baer opdager at pattedyr formerer sig ved udvikling af æg i hunnens forplantningsorganer, osv, osv.
Politikens Forlag udgav i sin tid i 1974 Kulturhistorien på tværs i to slanke, men vitaminproppede bind med herlige vignetter af Helge Hansen, og som ikke er til at opdrive i vore dage. I det hele taget var Politikens Forlag – er det for den sags skyld endnu – forrest på håndbogsmarkedet. I gamle dage udsendte forlaget en sand strøm af stribede håndbøger i samme format og konceptuelt udstyr: Opfindelsernes Hvem Hvad Hvor, Hvem skrev hvad, Filmens Hvem-Hvad-Hvor, Verdenslitteraturens HHH, Sådan laves det, et utal. Man udgav sågar en Håndbøgernes: Hvor Står Det og Håndbøgernes og Fagbøgernes: Hvor Står Det, som var håndbøger i håndbøger. Forlaget forlod på et tidspunkt det handy format som årbogen og flagskibet Hvem-Hvad-Hvor først kom i fra 1934, og som samtlige andre håndbøger altså matchede. Praktisk i reolen, men selvfølgelig for begrænsende i længden. Dog bliver disse gamle svende stående som forbilleder i den praktiske oplysningslitteratur. I 1947, genoptrykt i 1958 og fotografisk i 1984, kom den mest fortryllende af samtlige Politiken-håndbøger: Politikens billedordbog: Hvad Hedder Det?, en firsproget, tegnet gennemgang af samfundet med alle dets dimser og indretninger anno 1947. Siden har man gentaget successen med billedordbøger, i vore dage udstyret med elektroniske tegninger og fis og ballade. Men 1947-bogen står fortsat i et forklarelsens skær, velsagtens for den ældre bruger: en erindringsskatkiste, en forlænget hukommelse, et deja-vu. Alting forandret og dog det samme. En sådan bog beretter i tekst på alle sine sprog og tegninger udført af tidens store anskuelighedsillustratorer: Henning Anthon, Fr. Bramming, Maja Kirkeby, Børge Hersdorf, Ruddi Jensen og Poul Sprogø om en rivende teknologisk udvikling fra 1947 til nutiden, bevar os vel! Men den fortæller også om en egen uforanderlighed i de menneskelige vilkår: Kategorierne er jo de samme: hos bageren, i teatret, på gaden,
i stormagasinet, på landet. Her ser man et landskab som et vildt postulat i miljøministerens fupnaturparker, og man tænker uvilkårligt tilbage til landet, da det endnu var der. Langt ude på landet, dér er grusveje og ingen trafik, men en ’turistbil’, som er en åben bus. Og så er folk med travestøvler og rygsæk ’vandrefugle’, ’Wandervögel’ med knortekæp. I det fjerne ses en bevogtet jernbaneoverskæring med – ’maison du garde-barrière’, ’Bahnwärterhaus’, ’gateman’s house’, hvad nutidens børn jo ikke engang ved hvad er på dansk, men som betyder ’ledvogterhus’. Denne mesterlige håndbog, som rummer alle håndbøgers emner, redigeredes af Nelly Bachhausen, en lille cerutrygende, effektiv dame, der en tid var forlagsredaktør og i Bo Bramsens blomstrende forlagsdirektørår (1946-77) opfandt Kvindens Hvem-Hvad-Hvor.

Den sort-gule årbog, flagskibet Hvem-Hvad-Hvor, står fortsat stærkt i den nationale håndbogslitteratur. Trofast hvert år siden 1934 har den placeret sig stadig sikrere i nyttehaven. Men udgivelsen mangler et periodisk opdateret centralregister. Hvis man for eksempel vil vide noget om Fogh Rasmussens kreative bogføring, skal man helst kende cirka-årstallet, da han blev smidt ud som skatteminister. Registret i hvert enkelt bind rækker kun tre år tilbage. Ikke for smart. Der mangler en håndbog over Hvem-Hvad-Hvor.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu