Læsetid: 6 min.

’Jeg har haft megen angst’

Den 32-årige galleriejer Nicolai Wallner om sårbare kunstnere, om behagesyge og om at gøre de voksne glade ved at være i live
15. juli 2003

Identitet
Islands Brygge, Njalsgade 21, over gården, bygning 15, lagerhal fra 1920’erne, op ad trappen, kasser står stablet med mærkaten »Skrøbeligt indhold«.
En meget ung fyr kommer dryssende med en smøg og en kop kaffe. Han låser døren til kunstgalleriet op.
– Jeg har en aftale med Nicolai Wallner nu her kl. 11...
»Jamen velkommen,« siger den meget unge fyr, der viser sig at være Nicolai Wallner og galleriets ejer.
Han indvilliger i at give en sær-fremvisning af den igangværende udstilling: Presenting/Represen-ting, værker af den danske kunstner Jeppe Hein.
»Denne her skal først lades op,« siger Nicolai Wallner og tænder for det kunstværk, der hænger på væg-gen. Gradvist begynder et stykke hvidt papir at bevæge sig på en hvid baggrund inden for en lys træramme.
Det næste kunstværk er også i bevægelse: En tre meter høj og syv meter bred hvid endevæg, der bevæger sig langsomt baglæns og udvider den korridor, vi er trådt ind i.
»Det er den skjulte bevægelse,« forklarer Nicolai Wallner. »Der sker faktisk noget, men man fornemmer det ikke umiddelbart. Pludselig opdager man, at rummet er blevet større. Når væggen er rykket helt tilbage, cirka syv meter, begynder den at glide fremad igen, og så kan den banke én blidt på skulderen, hvis man står og er faldet i snak.«

Den aktive beskuer
Det tredje kunstværk er en lysekrone lavet af neonrør.
»Når vi bevæger os i lokalet, slukker den pr. sensor. Beskueren bliver aktiv i forhold til kunstværket, lige som når man bliver opmærksom på, at papiret og væggen bevæger sig. Værkerne korresponderer ret godt.«
Nicolai Wallner er ældre, end han ser ud. 32 år.
»Vi har 10-års jubilæum som galleri. Sådan!«
Han ler ved tanken. Galleriejerskabet startede i St. Kongensgade og siden Bredgade. I 1999 flyttede Nicolai Wallner til Islands Brygge.
»Bredgade var det rigtige galleri i folks øjne. Stedet her forbandt de med noget mørkt og dystert og regnvejrsagtigt. Nu er der åbnet yderligere tre gallerier herude. I begyndelsen var der en psykologisk barriere. Den er blødt op nu. Det er et andet publikum, der kommer her. Interesseret og nysgerrigt. De går ikke, før de har set udstillingen.«
Nicolai Wallner er på vej til kunstmesse i Basel.
»En kunstmesse er ikke meget anderledes end en hvilken som helst anden messe, camping eller computere. Vi er det galleri i Danmark, der har deltaget på flest messer, 30 gange inden for 10 år. Første gang gav en helt fantastisk respons. Vores stand så vist aldeles rædselsfuld ud, grim og uordentlig. Det gav meget godt kegler, viste det sig.«

Det hårde arbejde
– Hvad adskiller dit galleri fra andre gallerier i København?
»Jeg skelner mellem gallerierne herude på Bryggen og dem, der ligger i centrum. Vi, der er på Bryggen, har eksperimenterende kunst, yngre kunstnere. Vi er meget mere interesseret i det internationale publikum. At få skabt en dialog mellem dem og de danske kunstnere.«
– Hvad er forskellen mellem dig og de andre på Bryggen?
»At jeg har haft galleri i meget lang tid. Jeg er en gammel mand i branchen. Jeg har meget mere erfaring. De andre er folk, jeg har meget respekt for, men mit galleri er det, der er mest kendt. For at synliggøre, hvad jeg siger: 90 procent af det, jeg sælger, sælger jeg til udlandet. Det er ret enestående. Det sker kun ved hårdt arbejde.«
– Hvorfor er du blevet den, du er?
»Der er den forklaring, jeg plejer at give: Jeg gik i gymnasiet, og der var en lærer, der åbnede mine øjne for kunst, og så fik jeg et galleri og så videre og så videre.«
– Men...?
»Det er jo nok noget, fra jeg var nul til fire år. Der har været nogle ting, der formede én: At arbejde med kunst – eller kunstnere. Nu skal jeg være varsom, men de er sårbare. Deres arbejde er meget ensomt. De er ikke en del af en fagforening, ikke en del af samfundsmaskineriet. De gør det, de gør, uden nogen siger, at de skal. De har brug for, der kommer én og tager vare på dem.«
– Du har et omsorgs-gén?
»I høj grad. På godt og ondt.«
– På ondt?

Jeg gik ned med flaget
Nicolai Wallner tøver et øjeblik:
»Jeg har været i terapi nogle år. For tre år siden havde jeg en krise. Ikke en 30-års krise, fordi jeg ikke havde nået noget. Jeg syntes, jeg havde nået alt. Men pludselig havde jeg svært ved at fokusere. Jeg havde fået nok af mennesker. Jeg havde fået nok. Jeg havde påtaget mig ansvar i forhold til en masse mennesker, siden jeg var 21: Kunstnere, presse, kollegaer. Jeg kunne ikke mere. Jeg gik ned med flaget. Jeg havde ondt i kroppen, ondt i maven. Jeg gik til lægen; jeg er også hypokonder, lider af dødsangst, troede jeg havde alle mulige dødelige kræftsygdomme.«
»Da lægen spurgte, om jeg havde stress, trykkede det på noget. Indtil da havde jeg troet, at stress var det, der drev galleriet. Det var mig, der stod for det hele. Al den medgang, jeg havde oplevet i udlandet, blev modsvaret af modgang herhjemme. Misundelse. Jeg oplevede trods og stress som det, der måtte drive værket.«
»Lægen tilbød mig nogle piller. Det er jo hans job. Det var nogle nervepiller. Jeg tog kun en meget lille dosis. Det gjorde, at jeg kunne få hovedet over vandet og begynde i terapi og på 45 minutter finde kimen til den, jeg er, og hvorfor jeg har den følelse af at skulle stille folk tilfreds.«
– Fandt du trøst i litteratur, i digte?
»Nej, slet ikke. Det, jeg fandt trøst i, var at mærke: Derfor har jeg det sådan. Min far døde af kræft, lige inden jeg blev født. Han var i 20’erne, min mor var 21. Da jeg blev født, kunne jeg – nok ubevidst – mærke en stor sorg. Men at det, at jeg var i live, gjorde de voksne glade.«
»Dét har påvirket mig allermest. Jeg kunne gøre de voksne glade. Det er et kæmpestort pres for et lille barn – og for en voksen. At man betyder så meget for dem. Det at tilfredsstille andres behov er det, jeg er vokset op med. Det var en befrielse for mig at blive klar over: At jeg er her for at leve mit eget liv – ikke min fars liv og ikke andres liv. Det at være født ind i en stor sorg afskar mig heldigvis ikke fra at være omgærdet af en kærlighed og et overskud, som også er med til at gøre mig til den, jeg er.«

Døden at miste galleriet
»Inden jeg gik i terapi, troede jeg, at jeg involverede mig med kunstnere, bare fordi jeg fandt det spæn-dende, det de lavede. Jeg oplevede mig og galleriet som uadskillelige. At det ville være min død, hvis jeg mistede det. Fordi jeg ikke havde en identitet ud over galleriet. Og at jeg kun betød noget for de mennesker, jeg kendte, fordi jeg havde galleriet.«
»I terapien fandt jeg ud af, at det ville være en tragedie rent profes-sionelt, hvis jeg mistede galleriet, men de mennesker, jeg elsker, ville stadig være der. Det, jeg ville miste, ville være ikke at kunne komme til at tale med direktøren for Pompi-dou-Centeret, men det var nok til at kommer over.«
»Oprindeligt, for 10 år siden, var der så megen glæde i de små ting. Senere blev det hele tiden at stræbe efter mere og mere, uden at der var glæden i det, fordi det var blevet en selvfølgelighed. En åndelig prestige, en ond spiral. Den, der har alt, ønsker sig mere end alt.«
»Det kan lyde enormt banalt. Det er bare ærgerligt, at det skulle tage 32 år at finde ud af det.«
– Den identitet, du nu har fundet, kan bære dig igennem?
»Helt sikkert. Det handler om at finde en ro. Og at finde ’lykke’, det at give kærlighed, at få kærlighed. Jeg har haft megen angst. Jeg har stadig en uro inde i mig. Nu må jeg se at leve med den. Se, hvad jeg kan bruge den til. Jeg har ikke fundet en balance endnu. Men jeg er på vej.«

*Dette er den anden samtale i sommerserien om identitet. Den første blev bragt 12. juli. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her