Læsetid: 6 min.

Med Hillary til bords

Hillary Clinton charmerede Mads Qvortrup og hans britiske universitetskolleger i en sådan grad, at ingen turde stille de spørgsmål, som de alle ville have svar på
4. juli 2003

Audiens
OXFORD – Jeg ved godt, at det ikke er god tone at tale om en midaldrende dames figur – og så burde jeg vel egentlig også fokusere på mere væsentlige ting, men Hillary – Clinton that is – så bare så vildt godt ud i de lidt for stramme hvide bukser og den lidt for nye Versace-t-shirt. Og så var hun så irriterende charmerende!
»Det har hun sikkert også brug for,« sagde min sidemand ved middagsselskabet, »Bill bliver så let distraheret, så hun må holde sig i form«.
To timer tidligere tegnede alt til en helt almindelig aften foran fjerneren. Jovist, med Wimbledon på fjernsynet (Serena Williams mod en eller anden ukendt nobody), men ikke noget at skrive hjem om. Hvad værre var, en stak på 75 eksamensopgaver havde stillet sig i kø på skrivebordet med en gul seddel om, at de skulle være bedømt fredag morgen. Endnu en dag i universitetslærerens halvdeprimerende liv.
Og så ringede telefonen. Det var min søn, der tog den. »Dad, it’s for you,« kundgjorde poden – selv om han ved, at vi IKKE snakker engelsk herhjemme!
Universitetslæreren greb knoglen. »Dr. Qvortrup,« snøftede jeg i røret i et forfængeligt håb om, at personen i den anden ende ville fatte sympati med overtegnedes prøvelser. Det var der ikke grund til.
»Mads, der er en, jeg gerne vil have dig til at møde. Har du tid i aften?« lød det i røret.
»Og hvem er det så,« gryntede jeg utålmodigt. Manden i den anden ende af røret var en underordnet universitetslærer, der ligesom skribenten ikke havde en omgangskreds, der kunne konkurrere med Serena Williams på fjernsynet. Hans eneste claim to fame var, at han p.t. var vejleder for Chelsea Clintons afslutningsopgave på University College.
»Hillary Clinton,« lød det – med påtaget ligegyldighed i den anden ende. »Hun spiser her på college i aften, og jeg tænkte, at hvis du ikke havde andet at lave, ja, så kunne du måske have lyst til at droppe forbi.«.
32 minutter senere ankom jeg til det aftalte mødested.

Surrealistisk
Min kollega tog imod. Hans i forvejen rødmossede ansigt havde antaget en nærmest okseblodsagtig farve. »Hun er her,« siger han efter en dyb indånding, inden han gik i gang med en opremsning af, hvad der var god tone, og hvad jeg ikke burde sige.
»Først og fremmest: Don’t mention the war. No Monica L. Ok?«
Jeg er sgu’da ikke født i går, tænkte jeg halvhøjt, mens min nervøse kollega fortsatte sin opremsning af, hvad man kunne og burde sige til eks-præsidentfruen.
Der var ild i pejsen – selv om det var midt om sommeren – da vi kom ind i stuen. Og der stod hun så.
Det er underligt at se folk i virkeligheden. Dem vi kun kender fra fjernsynet ser altid så uvirkelige ud, når man møder dem live. Det er, som om virkeligheden er en karikatur af den verden, vi oplever i medierne. Og Hillary lignede ikke sig selv. Hun var meget mere solbrændt end på skærmen. Og meget mere, skal vi sige, kvindelig. Flirtende, uden at være egentlig forførende; æstetisk uden at være smuk.
»Jeg skrev engang en leder i den danske avis Information. Overskriften var ’Præsident Hillary’,« fik jeg fremstammet efter middagen, da jeg endelig havde mulighed for at tale med eks-præsidentfruen.
»Hvor pudsigt,« siger hun. Og det er, som om hun mener det. Måske er det det, der kendetegner de professionelle, at de kan spille skuespil, at de kan virke interesserede i ting, der må forekomme dem endeløst ligegyldige. Og alligevel er det, som om kynismen ikke er forklaring nok, som om Hillary rent faktisk synes, at det er ’pudsigt’, at et lille dagblad i det endnu mindre Danmark har skrevet en leder om hende.
»Som du kan forestille dig, er der mange mennesker, der spørger mig om jeg gerne vil være præsident,« fortsætter hun med en ivrig – og alligevel distancerende – mine.
»Det er for surrealistisk,« tænker jeg, mens jeg lytter til hendes enetale. For der er tale om en enetale. ALLE i rummet holder kæft, når Hillary taler. Kun Chelsea, datteren begribeligvis, har en nogenlunde distanceret rolle til Senator Clinton.

Småflirtende pludren
For i virkeligheden må fru Hillary Rodham Clinton kede sig ihjel i dette som i andre middagsselskaber. Ingen tør stille hende nærgående spørgsmål, om Bill, om krigen i Irak og om alle de andre ting, som vi i vores ynkelige nysgerrighed brænder efter at få at vide.
»Vil du gerne være præsident? Synes du George W. Bush er en katastrofe for verden? Er dit ægteskab med Bill i realiteten forbi?« Det er disse spørgsmål, som jeg gerne vil stille, men modet svigter.
Og fru Clinton ved, hvordan vi alle tænker – og hvad vi alle tænker. Og måske ville hun gerne have fortalt det til verdenspressen og til Dagbladet Information. Det er, som om denne kvinde næsten febrilsk prøver på at fokusere på det forbudte; det vi andre ikke tør sige. En anden mulighed er, at hun keder sig bravt.
Fru Clinton er ikke i byen for at pludre med datterens universitetslærere, men på salgsturne for hendes selvbiografi. Et omfattende værk, som hun ikke selv har skrevet, og som handler om alt det, der skete, mens Bill var præsident.
»Ja, der ville givetvis være flere mandlige praktikanter i Det hvide Hus, hvis jeg var præsident,« lyder det nærmest flirtende fra præsidentfruen. Og det nærmeste vi kommer på en saglig snak. For hver gang samtalen kommer bare tæt på rigtig politik, hver gang vi kommer inden for det område, der burde være Senatorens hjemmebane, flyder snakken ud i små-flirtende pludren.
»Kan Irak ikke blive et nyt Somalia for USA,« får jeg endeligt fremstammet. Men end ikke denne slags spørgsmål kan aftvinge Fru. Clinton et klart svar.
»Ved du hvad,« siger fru Clinton, »det talte jeg også med Chelsea om i går«. Hun vender sig imod datteren, der smilende glider ind i konversationen. Og senatoren fortsætter.
»Det er så sjovt, at vi altid tror, at historien gentager sig, er det ikke. Var der ikke en filosof, der sagde det engang? Kan du huske det Chelsea?«
»Karl Marx,« lyder det pligtskyldigt fra den yngre Clinton.
»Nej, jeg tror, det var Nietzsche,« siger en af de tilstedeværende, mens en anden tilføjer, at Oscar Wilde engang sagde:
»Historien gentager sig, og historikerne gentager hinanden«.
Og så er den vinkel ligesom dækket. Professionelt, charmerende og med den aura af autoritet og slet skjult nedladenhed, som kendetegner de professionelle, når de taler med amatørrene.

Eksamensopgaverne
Og sådan fortsætter aftenen i endnu en halv time – ikke et sekund mere. Så bliver Hillary Rodham Clinton hentet af to kæmpestore, plysklippede mænd i sorte jakkesæt. Der er en underlig tavshed, efter hun er forsvundet. Ingen vil ligesom sige noget. Måske er det, fordi de dybsindige akademikere ikke helt ved, hvad de skal sige. Det er svært at dekonstruere Hillary Clinton.
»Imponerende, charmerende. Hvor var hun indsigtsfuld«. En ældre universitetslærer kigger drømmende efter den dør, som Hillary Clinton og datteren netop er gået ud af. Der bliver ikke sagt meget andet. Hillary er forsvundet tilbage til Randolph Hotel, og gradvist begynder middagsgæsterne at bryde op, mens de ivrigt diskuterer alle de ting, som ingen turde spørge Hillary om: »Hvorfor er Bill ikke med?« »Nå, de bor ikke længere sammen.«
Jeg forlader University College. Det er begyndt at regne, og hjemme venter der stadig 75 eksamensopgaver, som skal bedømmes inden i morgen tidlig.

*Mads Qvortrup er forfatter og bosat i Oxford

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu