Læsetid: 3 min.

Da himlen fulgte trop

Årets festival blev præget af det gode vejr og glade festaber med kærlighedsbarometeret i top. Søndag aftens intime oplevelse med Björk lagde et stemningsmættet låg på nogle varme og – næsten – helt vellykkede dage i Roskilde
1. juli 2003

Roskilde 2003
Det var næsten for godt til at være sandt. Nu havde de højere magter givet Dyrskuepladsen i Roskilde optimalt festivalvejr i næsten fire dage. Sol, briser og enkeltvise støvdæmpende byger havde hver især gjort deres til at skabe en vellykket festival, hvor alsidigheden var stor, rocken tung, nyskabelserne mange og kærligheden florerende med fingerflettende og møgstive unge overalt.
2003 – den 34. siden 1971 – blev en festival spækket med hjertevarme og vellykkede musikalske miks. En festival med små mislyde; i form af brådne kars stupide voldsudgydelser og ærgerlige kiks i programlægningen, hvor
Orange Scene igen udstillede sin skrøbelighed, og det overlæssede fredagsudbud af koncerter bød på (u)lovlig mange ufrivillige fravalg.

’It is almost dark, nu’
Alligevel skulle det blive endnu bedre. Som vi – beskidte, fyldte af toner og med tomme maver – stimlede sammen foran Orange Scene for sidste gang i 2003, fulgte himlen trop. De stadig mørkere skyer dannede fortættede og duvende formationer, som lagde et blidt og stemningsmættet låg på festivalen.
Hemmelighedskræmmeren Björk kunne ikke ønske sig en bedre kulisse. Og det skulle vise sig, at det lille finurlige troldevæsen havde indfanget mulighederne som lukker og slukker. »It is almost dark, nu,« konstaterede hun frydefuldt en halv time inde i koncerten. Efter et langt tilløb, hvor en generator – kun afbrudt af en cykelklokkes umotiverede ringen og en konspiratorisk mandelatter – stod og brummede, gjorde islændingen sit indtog foran det efterhånden mystificerede og forventningsfulde publikum.
Iført hvid silkebuksedragt og sommergrønne fjer i kranse omkring ørerne stemte Björk i med sine vokale patos-udkrængninger og electronica, der overstrålede eftermiddagens Massive Attack-præstation i intensitet og tilstedeværelse. Bl.a. dukkede Thomas Knaks minimalistiske, knitrende beatbund op flere gange, og den forsigtigt dansktalende furie sendte ham da også en »kærlig hilsen« med på vejen for bidragene til »Vespertine«.

Festfyrværkeri
Björks kærlighed fik festivalfolket også at føle. Den usædvanligt glade og evigt trippende Björk garnerede sine ballader (»Hunter«, »Pagan poetry«, »Human Behaviour«, m.fl) og afvekslende elektriske tempi med en visuel gaveregn af ildsprudende geysere på scenen og et veltimet festfyrværkeri over det orange blækspruttetag.
’All was full of love’, fristes man til at skrive, så hvorfor ikke bare gøre det?
Sammen med Mews triumf og den teknisk overlegne og socialt indignerede magtdemonstration af El-P, Aesop og RJD2 (DJ Shadow watch out!) fra newyorker-pladeselskabet Def Jux, endte Björk med at levere noget af det mest mindeværdige ved årets festival. Björk gav Roskilde noget særligt at gå hjem på, og hun vandt sig mange nye fans undervejs (deriblandt overtegnede) med en pragtpræstation, som var langt mindre skabet og too much end ved Roskilde-optrædener i midt-90’erne.

Dårlig erstatning
Xzibit fra den amerikanske vestkyst dyrker omvendt det dér med at være for meget, hele tiden. Gangstarapperen, som står i betragtelig gæld til superproduceren Dr. Dre, ligger lige under hiphoppens Major League, og det har han gjort i nogle sæsoner. Men bedømt på søndag eftermiddags indsats i Arena-teltet skal han ikke gøre sig ambitioner om at rykke helt op til Eminem, Nas, Jay-Z, Gang Starr og de andre topplayas pt.
På trods af sin aggressive fremfærd og konstante brug af f-ordet var det et ældre nummer som »Paparazzi«, der fungerede bedst for X to the Z. Ellers skulle der brudstykker til fra de Dre- og Eminemhits, som Xzibit har velsignet med sin ondt klingende dommedagsrøst, før det festivalmærkede publikum kunne skråle med på omkvæd og punchlines. At den muskuløse rapper måske heller ikke er mere velorienteret og nysgerrig, end hans småsnakkeri mellem numrene indikerede, tyder også den konsevente brug af »Copenhagen« i stedet for »Roskilde« på.
Det havde Nasir »Nas« Jones fra Bronx, New York, næppe budt os, og derfor må man endnu engang begræde det afbud, der skabte plads til Xzibit i første omgang.
At Queens of the Stone Age hører til i Roskilde ved alle, der var på festivalen for to år siden. Bandet der er bygget op omkring bassist Nick Oliviera og guitarist Josh Homme serverede et øredøvende brag, der blender blues, punk, metal og nærmest alt andet i en giftig pærevælling. Bandet blev den sidste rigtige rockudladning og beviset på, at Orance Scene fortsat kan rykke publikum, når blot vildskaben er til stede i musikken.
Så der er endnu håb. Mere end for en uge siden, faktisk.

*Dej Jux, lørdag kl. 21, Odeon
*Xzibit, søndag kl. 16.30, Arena
*Queens of the Stone Age, kl. 19.30, Orange Scene
*Massive Attack, søndag kl. 20.30, Arena
*Björk, søndag kl. 22, Orange Scene

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu