Læsetid: 4 min.

’Hjælp! Liberia er ved at dø’

Indbyggerne er paniske i et af Monrovias slumkvarterer, der ligger lige på frontlinjen mellem regerings- og oprørstyrker
31. juli 2003

MONROVIA – Tilsyneladende upåvirkede af detonationerne lige i nærheden fortsætter folk med deres daglige gøremål i de snævre, propfyldte gyder i Monrovias slumkvarterer. Kvinderne vasker tøj, andre køber ind. Takket være hamstrede lagre og udbredt smugleri sælges alt her i West Point-kvarteret: barberblade, maniokblade, ja selv kartofler.
I dette kvarter kommer der mange folk udefra for at købe fødevarer. På egen risiko. For West Point, der ligger langs en flodmundings bred, er samtidig placeret midt i frontlinjen ved siden af Old Bridge – en bro, der jævnligt bliver genstand for hårde kampe mellem oprørerne i LURD (Liberians United for Reconciliation and Democracy) og regeringsstyrkerne. Den høje bygning, hvor regeringshæren har opstillet flere maskingevær- og morterstilling ligger klods op af slumboligernes virvar.
»Vi kan ofte se oprørssoldaterne på den anden side. Nogle gange vinker vi til dem, og de vinker tilbage,« fortæller Joseph Mensah, en fisker, og peger mod den modsatte bred. »De skyder kun, hvis vi forsøger at krydse broen.«

Ingen beskyttelse
Ud fra lyden har indbyggerne her lært at skelne mellem regeringshærens artilleribeskydning, når granaterne flyver hvislende over dem, og den, der kommer fra oprørerne og som lander midt iblandt deres boligkvarterer med pludselige øresønderrivende brag. Men denne viden yder dem ikke langt fra nogen tilstrækkelig beskyttelse.
»Vi har oplevet andre krige, men denne gang føler vi os mere i fare end nogensinde før,« tilføjer fiskeren.
Tidligere blev tungt artilleri kun sjældent benyttet, og det er det, som forvolder den værste skade. Tagene på mange bygninger er eksploderet væk og husmurerne er arrede af maskingeværkugler.
Eddie Yoxie har vovet sig uden for ruinerne af den kirke, som har været hans tilflugtssted i mere end en uge.
»Se ham der,« siger han og peger på en poliosyg mand, der halter hen ad den mudrede jordvej. »En eksplosion tog to af hans fingre. Tre andre mennesker blev dræbt på stedet.«
Eddie siger, at omkring 100 raketter er slået ned i West Point, siden oprørerne indledte deres offensiv for ti dage siden, og at beboerne har begravet mindst 150 af deres omkomne slægtninge på stranden. På en åben plads spreder en kvinde pludselig panik og får børn til desperat at søge ly, da hun skriger: »Flying bullets, flying bullets!«.

Vand i stedet for mad
Mange indbyggere bærer bandager efter at have fået skudsår. Synet af vestlige journalister får mange mennesker i West Point til at bønfalde om hjælp: »Vi sulter, hjælp os. Det internationale samfund må komme os til undsætning. Liberia er ved at dø.«
»Når man ikke har noget at spise, må man bare drikke godt med vand,« siger Thomas Fall Bulley.
Denne gamle mand er kommet hertil fra Saint Paul Bridge-området, hvor kampene brød løs for en uge siden. På sin hovedkulse flugt er han blevet væk fra sin kone, og nu aner han ikke, hvor hun befinder sig.
»Jeg har helt mistet håbet. Jeg tror ikke længere på, at nogen vil komme og redde os,« siger han.

Epidemi
De flyvende kugler er, skønt de forbandes af de lokale, blevet til en uventet god indkomstkilde for en lille gruppe ældre kvinder, der nu sælger sandsække, som de kvarterets beboere køber for at beskytte deres boliger, vinduer og vandlagre. Også de udenlandske NGO’er er flittige aftagere.
»NGO’erne betaler os 200 dollar for en lastvogn fyldt med sandsække,« forklarer en mand, der står for indsamlingen af sække. 70 mennesker er beskæftiget hver dag på stranden med at fylde sække med sand.
De udsendte hjælpearbejdere fra Læger Uden Grænser (MSF) har travlt i slumbebyggelsen. En af dem, John Larma, skubber en lille kærre foran sig. I denne ligger en gammel, radmager mand, der næsten er tildækket af fluer.
»Vi har set mange tilfælde af kolera,« forklarer han. »Man kan ikke andet end have medlidenhed med dette kvarters indbyggere. Der er så mange syge, så mange sårede, og vi har slet ikke medicin nok til at behandle dem alle.«
Ifølge Pierre Mendiharat, der leder missionen for fransk MSF, er antallet af nødlidende, der søger hjælp i organisationens hjælpecentre aftaget noget, fordi folk er bange for at komme i skudlinjen, og fordi MSF, så længe kamphandlingerne foregår, ikke har mulighed for at flytte sine telte.
»De syge dør hjemme hos sig selv. Epidemien, der begyndte for en måned siden, ser ud til at være forværret, men vi har svært ved at danne os et overblik.«

Panik
Intense skuddueller bryder pludselig løs henover bredderne ved Old Bridge. De forbipasserende stikker i løb i den lange korridor, der fører ud til hovedgaden mellem to høje bygninger. En granat er slået ned i skråningen overfor. Alle er igen panikslagne. Men folk fortsætter alligevel med at vove sig ud for at se, hvad der sker og kryber langs husmurerne, mænd, børn, kvinder med spædbørn på ryggen. Hvor skal de hen? »Hvor som helst«, svarer en ung kvinde.
Frygten står tydeligt malet i deres ansigter og vildt opspilede øjne. På en benzintank på den anden side af vejen har en familie med 17 børn søgt skjul. Pickups med soldater kører i stor hast mod broen. På en af disse biler, der er overmalede med graffiti, kan man læse: Death is better – »det er bedre at dø«. Endnu engang bliver den gamle bro scene for blodige kampe.
I ti dag har oprørs- og regeringssoldater nu kæmpet om kontrollen over Old Bridge og Johnson Bridge. Der er kun få hundrede meter imellem broerne, der begge fører ind mod centrum af hovedstaden.
En offensiv indledt at regeringsstyrkerne søndag slog fejl: 117 blev såret og syv dræbt, oplyser en hospitalskilde. Det seneste er, at LURD har bebudet ensidig våbenhvile og tilbagetrækning til Monrovias havn, men oprørsbevægelsen ser ikke ud til at ville opgive sine positioner rundt om hovedstaden.

©Libération og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her