Interview
»Skub til den, skub til den,« råber Ib Geertsen til en uskyldig gæst i sommerdress i Kirketårnet på Nicolaj Plads i det indre København. Den
yngre herre betragter en af Geertsens mobiler, en kæmpe uro som man kender dem fra børneværelset, der hænger fra loftet i klare farver. Så skubber han til den lidt forsigtigt det er jo kunst og på museum og må ikke berøres, synes han vist. Men med et lille puf bliver mobilen mobil og tegner steger og skygger i rummet. Til gæstens og kunstnerens tilfredshed. Geertsens værker rækker ud i og erobrer rummet.
»De skal nu ikke røre ved dem normalt især børn har det med at være lidt voldsomme,« siger han lavmælt. Kunstneren viser rundt på udstillingen i Nikolaj, som han selv har sammensat. Alle de udstillede værker på nær et er i hans private eje og er hevet frem fra kælderen. Geertsen har aldrig haft en gallerist eller en fast kunsthandler til at tage sig af det forretningsmæssige: Han foretrækker at have kontrol med egne værker.
»Og så tager de jo også 50 procent,« siger han let anklagende. At være kunstner kræver mere end at lave kunst. Man skal også evne at promovere sig selv og være en lille forretningsmand, fortæller han.
Ib Geertsen har i de seneste år oplevet en decideret renæssance. I hvert fald i interessen fra samtidskunsten. Han var i sin tid medstifter af kunstnersammenslutningen
Linien II, der også talte kunstnere som Richard Mortensen, Robert Jacobsen og Albert Mertz. På udstillingen i Nikolaj kan man se nogle af hans tidligste naturalistiske værker (lidt af en parentes i det kunstneriske forløb, medgiver han) og de lidt senere noget der vel kunne kaldes abstrakt ekspressivt. Hans konstruktive værker, som han begynder at arbejde på i 1950erne, har en fremtrædende rolle. Og så selvfølgeligt hans varemærke: Mobilerne hvor han som en af de få danskere har arbejdet under inspiration af den amerikanske billedhugger Alexander Calder. Eller næsten da, for han skynder sig at tilføje, at sådan hænger det ikke helt sammen:
»Der er mange, der har draget den parallel, men jeg begyndte at lave dem, før jeg havde set hans værker. Men jeg blev meget optaget af hans arbejde, og af hvordan man kunne komme videre med det, han lavede.«
Kogt ind til ingenting
Her nærmere vi os noget, der synes at være centralt for Ib Geertsen: Forestillingen om nogle grundformer som går igen på tværs kultur og tid.
»Tænk på pyramiderne som ganske uafhængigt af hinanden blev bygget i Egypten og i Sydamerika,« siger han og fortsætter med et andet eksempel: »Snedkerlauget afholdt en gang en stolekonkurrence og der kom to helt identiske stole fra Danmark og Amerika. De havde fælles inspirationskilder, men alligevel: De var helt identiske.«
Når man bevæger sig gennem Geertsens produktion, er det svært ikke at lægge mærke til én ting: Formerne bliver enklere og der bliver færre af dem. Og også farver bliver der færre af senest, har han selv lagt mærke til, er den grønne næsten forsvundet. To former gå igen: Kvadratet og hans karakteristisk dråbe.
Man kunne forestille sig Geertsen som den fremmeste digitale kunstner: Det handler om at udtrykke de helt grundlæggende modsætninger, variere dem og kondensere det komplekse. Det ender i noget, der kunne minde om et binært system: Det kunne udtrykkes i ettaller og nuller. De samme former går igen fra maleri til maleri, blot en anelse forskudt: 1100 1010 1001 0110 0011.
»Jeg har prøvet alle variationerne igennem årene. Jeg tror på mange måder, det drejer sig om at få så meget som muligt ud af så lidt som muligt.
Vi står foran tre malerier, der deler titel: Discussion I, III og IV. De fleste af Geertsens værker bærer konkrete titler: Blå bevægelse, Blå komposition, Form i Form og Rum i Rum. Det er som den med diskussionen lover en anelse mere:
»Du er ikke den første den anholder mig på den titel. Det er vel noget med, at malerierne og elementerne er i en eller anden form for dialog.«
Geertsen forholder sig praktisk til sine værker. Otte næsten identiske metalterninger danner en lille mur. Men Geertsen er stadig sur på sig selv de er ikke helt perfekte og danner ikke en helt lige mur. Og så fortæller han om, hvor krævende det er at bøje metalrørene til mobiler noget fysikken ikke kan længere. Når spørgsmålene bliver mere spekulative end som så, svarer han undvigende:
»Jeg er praktiker, ikke teoretiker,« siger han, og henviser i stedet til de tre glimrende essays om mig i kataloget.
Ret imponerende, ikke sandt
Dekorativt benyttes gerne som skældsord i kunstkredse. Meget mere negative bliver associationer ikke end åkander og Monet: Malerier der blot tilfredsstiller et almindeligt kunstkonsum. Men sådan forholder det sig ikke for Geertsen, der da straks siger: »Jeg vil gerne starte med at tale om mine udsmykningsopgaver.«
»For mig er der ingen forskel mellem at arbejde på et lærred og at udsmykke 50.000 kvadratmeter med farver på Næstved sygehus.«
Oppe i tårnet kommer en ældre fuldskægget herre, der lader til at kende Geertsen. Kendskabet går tilsyneladende kun den ene vej, men manden spørger, om han må tage nogle billeder. Det må han gerne.
»Det er fantastisk, det du har lavet,« siger han. »Det kommer fra hjertet.«
Geertsen er ikke pralende. Men han er heller ikke utilfreds. Da manden er gået, giver han ham ret. »Det er ret imponerende, det her, ikke sandt?«
*Ib Geertsen. Værker 1940-2003. Nikolaj Udstillingsbygning. Til 24. aug.
