Læsetid: 5 min.

Med Jack the Ripper på museum

Verdens største samling af anatomiske voksmodeller findes på et zoologisk museum i Firenze
17. juli 2003

Mærkværdige museer
For flere år tilbage boede jeg i Firenze. Jeg var studerende og slog især mine folder på institut for kunsthistorie. Jeg læste blandt andet museologi, der handler om museernes historie og deres videnskabelige og didaktiske mål.
Det var rasende spændende og medførte, at mit begynderitaliensk fik en smuk pukkelryg. Mens jeg endnu ledte efter navnene på hverdagsting, lærte jeg f.eks. om indholdet i renæssancens Wunderkammer; om dets sære blanding af juveler, guldvaser, portrætter, sjældne bøger, saltkar, horn fra enhjørninger, strudseæg, slangekæber og monstre fra oceanernes dyb. Jeg kunne, kort sagt, føre nogle ganske underlige samtaler på italiensk.
I Firenze var jeg vild med sten og murværker. De gamle huse dufter godt, om sommeren føles de brændende udvendigt, om efteråret er de spejlblanke i regnen, og stiller man sig op og ser på en tilfældig mur, er det svært ikke at fortabe sig i de hensmuldrende mønstre, som findes i den. Det var stenene, de kolossale kvadersten, der altid fik det til at gibbe i mig, når jeg fik øje på Palazzo Pitti.
Her har Firenzes store slægter – Medicierne og Lorenaerne – engang boet, og det har været residens for Italiens konge i den korte periode i det 19. årh., hvor Firenze var Italiens hovedstad. Palazzo Pitti er i dag et kompleks med otte museer, først og fremmest Galleria Palatina, hvor Rafael og Co. holder til.
Jeg vil ikke fortælle om dette fantastiske billedgalleri, hvor jeg en sen aften blev fanget i et sort, knaldende tordenvejr, en oplevelse der aktiverede mine mest melodramatiske forestillinger. Jeg vil kun nævne, at der her findes et maleri af en angrende Maria Magdalene med bølgende hår, strittende bryster og tilbagebøjet nakke, og hende mente jeg, at jeg så igen på Firenzes zoologiske museum, La Specola.

Museernes moder
Der løber en historisk åre fra Palazzo Pitti til La Specola, hvor naturhistorie og videnskab er flettet sammen med kunst og håndværksmæssig ekvilibrisme. En af de hertuger, der boede i Palazzo Pitti, Pietro Lepoldo, beordrede det opført i 1775.
Bymæssigt ligger La Specola lidt afsides, dér, hvor de hvidklædte turiststrømme er ved at ebbe ud. Det hører under Firenzes universitet, og måske er det derfor, at det virker lidt rodet, lidt støvet. Ved indgangen står en Fiat med rustne døre. Inde i gården maser en mand i en blå kittel med en stivbørstet kost. Efter menneskemasserne på gaderne er det en lettelse at være her.
La Specola er moder til alle de videnskabelige museer i Firenze. Navnet henviser til, at museet engang havde et astronomisk observatorium, men da gaslys vandt indpas, kunne man ikke længere overvåge himlen fra byen, og man pakkede i 1869 alle stjernekikkerterne sammen. Men der er endnu et minde om himmellegemerne i form af en marmorbeklædt hyldestsal til Galilei med skulpturer og loftsmalerier.
I dag indeholder museet foruden Italiens største zoologiske samling en hel unik afdeling for ceroplastik – modeller af menneskekroppen, fra yderst til inderst, lavet i voks. Det er et lille museum med i alt 34 sale, og overordnet går man fra gråt til rødbrunt, fra døde dyr til voks. De første 22 sale har til hensigt at belære beskueren om dyrelivets evolution.
Man begynder med stjernekoraler og slutter med aber. Der er nogle fantastiske tropiske sommerfugle og en akavet udstilling med vagtsomme dyr med tynde ben i et afsvedet somalisk landskab. Der er fiskeskæl, fjer og pels. Tørre glasøjne og et trist næsehorn. Det hele er badet i italienernes elskede neonlys, som er så nøgternt og anti-sentimentalt.

Uden kadavere
Anatomilektionerne begynder i det rødbrune område. Her er disjecta membra, sønderrevne lemmer i voks, for alle entrépengene. Kropsstumperne, som ligger i montrer, er gjort med en ufattelig snilde og præcision. Fremstillingsprocessen var meget omhyggelig: Man udførte først dissektioner på hospitalet Santa Maria Nuova; på baggrund af disse lavede man modeller i ler, aftryk i gips og siden det færdige eksemplar i voks.
Museets grundlægger og dets første leder, Felice Fontana, havde den idé, at det engang skulle være muligt at studere anatomi uden at rode med kadavere og i små hundrede år, fra 1771 til 1850, samarbejdede dissektorer og modellører for at skabe en eksakt kopi af den raske menneskekrop. Fra sal til sal kan man følge hele projektets radikale oplysningssystematik: Fra modeller af knogler og muskler, til hjerte, kredsløb, hjerne, nerver og indre organer.
Som man går frem, arbejder man sig ind, fra flade til dybde, fra fletværk til ensfarvethed. I observatoriet kiggede man gennem kikkerter på himmelen, på dissektionsbordene dybt ind i menneskets hemmeligheder.
Den syge krop er her også. I slutningen af 1600-tallet havde den sicilianske ceroplastiker, Gaetano Zumbo, fremstillet modeller, der viste de uhyggelige resultater af syfilisangreb, og et halvt opløst hoved i voks. Det ligger endnu og rådner med en sparsom tot hår på issen i en af montrerne.

Moderne horror
Der er en forhøjning i glas med svungne, brune ben i mørkt træ, som alle museumsgæsterne stimler sammen om. Der sukkes ved synet af museets Snehvide, der ligger i sin kiste. En nøgen vokskvinde bag glas og med sin torso som et låg. Hun er et lille væsen med perlekæde og sorte lokker, og jeg opdager, hvordan mit blik inviteres til selv at fungere som en dissekerende kniv. Hvis låget løftes, er der kig ind til hendes indre herligheder, blanke organer, som kan trækkes ud og arrangeres på maven og langs siderne af hende. Hun har flere indre lag; det allerdybeste er livmoderen med et fem måneder gammelt foster, og dermed er hun i harmoni med sine omgivelser, for hun ligger i det gynækologiske værelse, hvor opskårne underliv paraderer langs væggene.
Jeg genkender den tilbagebøjede nakke, som Tizian også havde udstyret den himmelvendte Maria Magdalene med i Galleria Palatina. Det er et spor af religiøs hengivelse i en krop, der svæver mellem krum smerte og dump lyst, og som er passiv, som var den narkotiseret. Hun er en slags madonna, der er blevet lemlæstet i skjul. De kølige, videnskabelige rammer dæmper min rædsel, men jeg bliver ikke overrasket, da jeg senere finder ud af, at museet og især den hvilende kvindelige skønhed opfattes som et af begyndelsespunkterne for moderne horror. Jack the Ripper kunne godt have fået en idé eller to på La Specola.

*Museo zoologico La Specola. Via Romana 17. 50125 Firenze. Åbent 9-13. Lukket onsdag. Entré: 5 euro.
*www.specola.unifi.it

*Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., 9., 10. og 16. jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her