Læsetid: 2 min.

Jagten på det lille slip

18. juli 2003

Spot
Den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokov forlod som 19-årig det leniniserede Rusland, først til det russiske eksilmiljø i Europa, siden til Amerika, for at ende sine dage på et hotel i Schweiz.
Nabokov var kulturkonservativ – ikke sådan at han i sine unge dage var politisk progressiv for i løbet af en revolution og dens konsekvenser at vende om. Han var heller ikke nostalgiker, som en Alexander Solchenitsyn, hvis emigrant- tilværelse altid var rettet mod moderlandet. Men fremskridt og fremskridtstro havde af historiens gang fået en negativ klang for forfatteren til Lolita.
Han var – som den zerstörte Professor – dybt optaget af teknologiske landvindinger: telefonapparatet, eksempelvis – men fuldstændigt afvisende over for dets konsekvenser. Fjernsynet var bestemt et morsomt apparat, men det, der kom ud af det, det forstod han aldrig helt.
Sine politiske ideer betegnede Nabokov som klassiske, grænsende til det kedsommelige: »Ytringsfrihed, tankens frihed, kunstens frihed. Den ideelle stats sociale og økonomiske strukturer betyder ikke alverden for mig. Mine ønsker er simple. Portrætter af statsoverhoveder bør ikke i størrelse overgå et frimærke. Ingen tortur og ingen dødsstraf. Ingen musik, bortset fra den, der spilles gennem hovedtelefoner eller i teatre.«

Til trods for at Lolita blev en decideret succès de scandal og Nabokov i en årrække en af de mest omtalte forfattere i USA, findes der blot seks tv-interviews med forfatteren. Og de seks interviews har ikke meget med tv at gøre. Nabokov insisterede på at få tilsendt spørgsmålene på forhånd og returnerede ligeledes sine svar på skrift. Så kunne de sidde der, Nabokov og intervieweren, og læse deres respektive linjer op. Ganske som et hørespil.
»’Virkelighed’,« skriver Nabokov et sted, »er et af de få ord, der intet betyder uden citationstegn.« Tv stræber mod det egentlige: Her skal mennesket bag en holdning ses og føles, være umiddelbar og spontan, træde frem som han egentligt er – omme bag meningerne og gerningerne. Det er det, der sker live, og det, der karrikeres i sportsjournalistens fortrukne spørgsmål: Hvad føler du lige nu? og Hvad tænkte du lige da det skete? Det er indbegrebet af tv – mennesket som følelse.
»Mine aversioner er simple: dumhed, undertrykkelse, forbrydelse, ondskab, let musik.« Men det var ikke hele listen. Thomas Mann var også på den. Og Marx. Men først og fremmest Freud (’Wienerkvaksalveren’), som ifølge Nabokov nivellerede mennesket til en følelse under sig selv og bæltestedet: Den seksuelle mytes politistat. Det er det, intervieweren venter på, når det foregår live: At ’virkeligheden’ manifesterer sig i form af en freudiansk fortalelse hos ofret, det lille slip, som giver den intime og overraskende stemning og gør tv til tv. Og forsikrer seerne om, at det er egentligt og virkeligt.

*Nyhedsudsendelser og live-tv – døgnet rundt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her