Læsetid: 5 min.

Kinderæg – nu også i Afghanistan

Det globale marked har gjort sin entre i den afghanske hovedstad, men i takt med at stadig flere forbrugsgoder dukker op i butikkerne, bliver forskellen mellem rige og fattige også mere og mere tydelig
22. juli 2003

Afghanistan, år 1
Kabul – I et støvet lokale i Kabul sidder to piger koncentreret på gulvet og samler små plastic-dimser.
»Man kan købe dem i en butik, der hvor jeg bor,« siger den ene pige begejstret.
Foran sig har hun en brugsanvisning med tegninger, der viser, hvordan benene fastgøres på den dinusaurus-lignende figur, der har ligget inden i et chokolade-æg, hun for længst har spist.
»De koster kun 15 afghani,« fortsætter hun med en mine, der indikerer, at det ikke indgår i hendes prisbevidsthed, at et Kinder-æg inklusive en mikroskopisk håndfuld legetøj dermed koster det samme som fem friskbagte brød.
Selv om begge pigerne drømmer om mange flere Kinderæg end det ene, den 10-årige pige har fået forærende af en onkel, er det dog næppe blandt dem, den belgiske chokolade-koncern skal finde sin omsætning i Afghanistan. Lige som veninden sælger hun hver dag vand på gaden i Kabul for at tjene penge til sin familie.
Selv om markedet bugner af grøntsager, og der dagligt dukker nye varer op i butikkerne, mærker hendes familie først og fremmest, at priserne på en række dagligvarer i løbet af det seneste halve år er steget med op til en tredjedel. Som i de fleste af de tusindvis af familier, hvor børnene er nødt til at bidrage til forsørgelsen, begrænser den daglige luksus sig derfor til brød, ris og kartofler.

Øget forskel på rig og fattig
Selv om det umiddelbart er svært at finde en sammenhæng mellem løn- og prisniveauet, er Kinder-ægget blot et enkelt eksempel på, at udenlandske varer er ved at finde vej til Afghanistan . I løbet af det seneste halve år er udbuddet af varer mangedoblet, og overalt i Kabul er gigantiske indkøbscentre under opbygning.
Udenlandske såvel som lokale investorer satser tydeligvis på en ny købedygtig elite, hvoraf en stor del skal findes blandt hjemvendte flygtninge. Men også i hverdagsbilledet ses flere tegn på, at det globale marked har gjort sit indtog.
I den sommervarme hovedstad sælges nu Cola, Pepsi og Sprite på hvert eneste gadehjørne, og til de traditionelle bryllupsfester, hvor flere hundrede mennesker samles for at spise og danse, er det pr. definition de samme populære læskedrikke, der bliver stillet på bordet.
»Det groteske er, at der kommer flere og flere varer på markedet, samtidig med at de fleste familier dårligt har penge nok til at betale deres husleje,« siger Nouman Ahmad.
Som medarbejder i den afghanske Nationalbank er han med til at opbygge et system, der skal gøre det muligt for udenlandske banker at komme ind på det afghanske pengemarked. Han er ikke i tvivl om, at det vil sætte gang i økonomien og dermed også øge vareudbuddet yderligere, men han vurderer samtidig, at det kun vil komme en del af befolkningen til gode.
»Det er både godt og skidt, fordi det på den ene side betyder, at der kommer flere investeringer til landet, men samtidig øger forskellen mellem rige og fattige,« siger han.
Med en månedlig løn på 500 dollar tjener Nouman Ahmad selv en del over gennemsnittet, hvilket blandt andet gør ham i stand til at køre rundt i en stor bil. I praksis tilhører hans familie en del af den afghanske middelklasse, men det betyder langt fra, at der er råd til dyre nyanskaffelser, understreger han.
»Størstedelen af min løn går til at betale huslejen, som er fordoblet i løbet af det sidste år,« siger han.
Hvorefter han undskylder, at mobiltelefonen, der ligger på bordet, ringer.

Mobile statussymboler
»Nokia-center coming soon,« står der på en butiksfacade under opbygning i centrum af Kabul. Efter i et kvart århundrede at have været stort set afskåret fra omverdenen er Afghanistan i fuld gang med at foretage et kvantespring ind i den elektroniske tidsalder.
Selv om landets hidtil eneste leverandør af telefonforbindelser har haft lukket for salget af sim-kort og dermed oprettelsen af nye abonnementer i flere måneder, er mobiltelefoner for længst blevet et eftertragtet statussymbol. Og med lanceringen af et nyt GSM-netværk, der forventes at åbne om få uger, er de internationale firmaer i fuld gang med at gøre klar til at entrere markedet.
»Roshan planlægger at levere service med kvalitet af verdensklasse i Afghanistan,« fremgår det af de helsides-annoncer for det nye mobilnetværk, der fylder de lokale aviser.
Kaster man et blik på prisskiltene i de nyåbnede mobiltelefon-butikker, levnes dog ingen tvivl om, at det næppe er den menige afghaner, der i første omgang får glæde af forbindelsen. Mens gennemsnitslønnen for en offentlig ansat ligger på omkring 50 dollar om måneden,
koster den nyeste udgave af en
SonyEricsson- eller Nokia-mobiltelefon således nærmere det seks-dobbelte.

Tegn på vækst
Selv om kun en lille del af den afghanske befolkning vil have råd til at tage del i den elektroniske udvikling, er der også på det mere jordnære plan en lang række livsbekræftende tegn på vækst i den afghanske økonomi.
I passagen under Kabuls mest trafikerede vejkryds er der dagligt kø omkring de to mænd, der sidder på jorden og sælger plastikblomster med lys i. Og i musikgaden har gadesælgerne skiftet kasettebånd og musik-cd’erne ud med billige piratkopier af indiske film på dvd.
I takt med at infrastrukturen langsomt forbedres, lettes adgangen for lastbiler med nyttige såvel som mindre nyttige genstande fra nabolandene Pakistan og Iran. I praksis betyder det, at selv kvaliteten af det omfattende udbud af genbrugstøj er steget.

*Også i Afghanistan blev et undertrykkende regime fjernet ved hjælp af en udenlandsk invasion. Nu skal der bygges demokrati på ruinerne. Men holder løfterne fra de første euforiske måneder efter Talebanstyrets fald? Vi går tæt på håbet og drømmene – og truslerne om atter at blive kastet ud i etnisk splittelse og kaos. Tidligere artikler blev bragt den 9., 11., 14. og 17. juli

FAKTA
Brød og løn i Kabul
*Et brød koster tre afghani, det svarer til, at tre brød koster en krone
*En offentlig ansat tjener ca. 50 dollar eller 350 kroner om måneden
*I de lokale og internationale
NGO’er varierer lønningerne fra 700-2.500 kroner om måneden
*Huslejeniveauet i Kabul er steget med en tredjedel i løbet af det sidste år. En almindelig bolig koster fra 300 dollar eller cirka 2.500 kroner og opefter om måneden
*Et minimalt forbrug af mobiltelefon koster omkring 20 dollar eller 140 kroner om måneden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her