Læsetid: 2 min.

K'NYT

31. juli 2003


Stop for litterær import
*Oversat litteratur har det svært på det amerikanske bogmarked. De større forlagshuse ophørte med at lede aktivt efter litteratur uden for landets grænser en gang tilbage i 70'erne. Oversættelsesarbejdet blev
i stedet overladt til de små og mere idealistiske forlag. Men nu synes også de at resignere. Til eksempel havde Imre Kertesz solgt 3.500 bøger i USA, før han blev tildelt Nobelprisen sidste år. Efter uddelingen trykte hans forlag, Northwest University Press 40.000 eksemplarer af Manden uden skæbne. Samtlige eksemplarer blev solgt, men trods fremgangen har forlaget valgt ikke længere at publicere oversat litteratur med den motivering, at der generelt er en »manglende interesse.« Samtidig spytter de europæiske forlag amerikansk litteratur ud på markedet i store mængder. Ifølge New York Times begrundes den kedelige tendens med en mangel på »action« og et alt for filosofisk sindelag.

Kvinder, kom frit frem!
*Nordens største filmkonkurrence, VideoMarathon 2003, der løber af stablen i dagene 29.-31 august, kan prale af såvel stor aldersspredning som variation i deltagernes nationalitet. Dog efterlyser arrangørerne en særligt underrepræsenteret gruppe blandt de 180 håbefulde kortfilmmagere: kvinderne. Således er blot hver 5. deltager kvinde, og det er ifølge projektleder David Fox, alt for lidt. Da deltagerne netop selekteres ud fra et ønske om forskellighed, opfordres særligt kvinder til at klikke sig ind på www.videomarathon.com inden den nye tilmeldingsdeadline tirsdag 5.august.

Havnevisioner til debat
*Den pågående debat om, hvad der skal ske med Københavns Havn, har medført meningsudvekslinger mellem snart alle implicerede.
I forbindelse med festivalen Kulturhavn er der lørdag debatmøde om havnene i Øresundsregionen i Kulturhuset på Islands Brygge kl. 19-21.30. Her lægges et større internationalt perpektiv på diskussionen med erfaringsudveksling ved bl.a. Malmø-arkitekten Lars Asklund, arkitekt og lektor Jan Gehl og kunstneren Suste Bonnén, der under titlen Havneliv er ikke et Hundeliv, vil se på, hvordan man har fundet en balance mellem forskellige forslag i andre lande.
www.debatforum.net/www.oresund.com

Fødselarer på hjul
*De fem performancepoeter i Ord På Hjul har i et år stået for levering af spokenword shows og stand-up poesi i det ganske land. Det fejres med en stort anlagt fødselsdagsfest i gårdhaven ved PH-Caféen i København på lørdag kl. 20, hvor Benny Andersen og T.S. Høeg er inviteret til at poetisere. Før og efter showet vil Master Fatman divertere med kosmo-musik.

Årets Komponist
*Bornholms Musikfestival har i år udnævnt den 56-årige komponist Hans-Henrik Nordstrøm til Årets Komponist. Det sker ved en portrætkoncert i Aa kirke 14. august kl. 20, hvor Ensemble 2000, dirigeret af Søren K. Hansen står for opførelserne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her