Læsetid: 2 min.

K’nyt

30. juli 2003


DR dominerer
*Gallup har netop offentliggjort de seneste tal for radiolytningen, der viser, at DR fortsat er den dominerende radiostation i Danmark. DR tegner sig således for 68 procent af markedet, hvilket er den højeste placering i fem år.
Leif Lønsmann, der er radiodirektør i DR, tolker tallene som en styrke i forhold til lanceringen af de to nye radiokanaler i efteråret og den øgede konkurrence, der følger med.
»Jeg er selvfølgelig glad for, at DR stadig er folkets foretrukne leverandør af radio, men jeg glæder mig alligevel til den ny konkurrence. Liberaliseringen vil give hele radiobranchen ny vitalitet,« siger han til Ritzau.
Det er især P2 og P1 der er skyld i lytterfremgangen, hvilket indikerer, at musikken langt fra er det eneste, der kan få folk til at tænde for radioen.

Bellmans buste på Sophienholm
*Søndag 10. august afsløres en ny buste af den svenske digter Carl Michael Bellman, der skal stå som mindesmærke på Sophienholm.
Det er ikke første gang, at der opføres et vartegn over digteren. 26. juli 1829 blev den første bronzebuste af kunstneren Niclas Byström afsløret og datoen fejres den dag i dag som ’Bellmandagen’ i Stockholm. Siden er andre kommet til i Stockholm, Göteborg og Malmø, hvor et transportabelt eksemplar opstilles foran stadsbiblioteket, når Bellmandagen fejres.
Sophienholms digterbuste er udformet af Fritz Haack og Hans Lundsteen.

Rom fejrer Fellini
*Den italienske hovedstad, der i en årrække husede instruktøren Federico Fellini, har også lagt scener til nogle af hans mest berømte produktioner.
Byen markerer til efteråret ved en række udstillinger, konferencer og koncerter, tiåret for mesterens død. Byens hæder til den firedobbelte Oscar-vinder, som kommer til at gå under navnet Romarcord efter den selvbiografiske Fellini-klassiker Amarcord, promoveres af to af italiensk films fremmeste arvtagere og Oscar-vindere, Roberto Benigni og Guiseppe Tornatore. Særudstillingen, der åbner på Vittoriano 4. oktober kan endvidere beses i Paris fra januar 2004.

Chaplin som Chaplin
*Når en alternativ version af Shakespeares skuespil, En skærsommernats drøm, opføres på Edinburgh Fringe Festival i næste måned, er det med Charlie Chaplins 17-årige barnebarn i rollen som hendes verdensberømte bedstefar.
Oona Chaplin, der er datter af Geraldine Chaplin, siger til BBC, at hun først vægrede sig ved at acceptere rollen. »Jeg er vokset op med ham omkring mig og føler, at jeg ved, hvordan han ville have ageret på scenen. Men jeg ville aldrig kopiere hans teknik uden god grund,« udtaler hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu