Læsetid: 2 min.

K’nyt

12. juli 2003


Støtte til Vinterberg og Trier
*Filmen Dear Wendy som Thomas Vinterberg skal instruere efter Lars von Triers manuskript, får godt 4,8 millioner kroner i støtte fra Europarådets organ for filmstøtte, Eurimages.
Filmen er én af 10 europæiske co-produktioner, som kan se frem til støtte. Eurimages har et samlet budget på godt og vel 50 millioner kroner og Zentropa og Nimbus Film har til formålet dannet et fælles produktionsselskab under navnet Lucky Punch. Det Danske Filminstitut støtter Dear Wendy med omkring ni millioner kroner. Desuden bidrager tyske, franske og britiske selskaber til finansieringen.
Den engelsksprogede film beretter om en gruppe unge amerikanere og deres fascination af våben i et fattigt minesamfund. Optagelserne ventes indledt sidst på året.

Festival-Frankrig afblæst
*Strejken, der har truet med at lukke den internationale kultur- og teaterfestival i Avignon er nu en realitet, oplyser Reuters.
Festivalens leder, der nægter at imødekomme teater- og scenearbejdernes krav, besluttede torsdag at aflyse samtlige af festivalens arrangementer.
Konflikten har endvidere taget den ditto berømte opera-
festival i nabobyen Aix-en-Provence med sig i graven.
Strejken skyldes regeringens planer om at ændre i dagpengereglerne for de arbejdere, der er tilknyttet teatrene i sommerhalvåret.
En populær musikfestival i det vestlige Frankrig og en filmindspilning i Paris med Jack Nicholson i hovedrollen blev allerede tidligere på ugen indstillet som følge af strejken.
Borgmesteren i Provence frygter, at byen kommer til at lide alvorlige økonomiske tab på grund af aflysningen. Festivalen tiltrækker nemlig normalt 700.000 besøgende og omsætter for 23 millioner euro.

Forening for ny jazz i Århus
*Med navnet Sun Ship – en sproglig reference til den legendariske avantgarde-musiker Sun Ra – har man i Århus dannet en forening, der vil skabe en scene for ny og grænsesøgende jazz. Sun Ship ønsker således at puste nyt liv i det århusianske jazzmiljø. De første arrangementer afholdes under Århus International Jazz Festival 12. juli-19. juli med besøg af orkester som Once Around The Park, Beautiful Day, Anderskov Accident og Gframski Beat. Foreningens aktiviteter kan følges på www.sunship.dk. cmh

Vandjazz på Helgoland
*Jazzkartellet og Badeanstalten Helgoland har gennem hele Copenhagen Jazz Festival præsenteret Jazz på vandet.
I aften kl. 21 kan man høre sangerinden og komponisten fra det hedengangne danske band Luksus, Lise Westzynthius, der siden har udgivet soloalbummet, Heavy Dream. Hun akkompagneres af Henrik Balling og Moogie Johnson. I morgen aften afslutter Huggo Rasmussen Allstars – det værende foruden Rasmussen selv: Kresten Osgood, Jakob Dinesen, Mads Hyhne, Kasper Tranberg og Heine Hansen. Entré 60 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu