Læsetid: 2 min.

K'NYT

26. juli 2003


Burkapop i sommervarmen
*Noget så sjældent som en afghansk popsang har fundet vej til de tyske hitlister. Tre burkaklædte piger, der tilsammen udgør Burka Band har nemlig leveret sommerens landeplage syd for grænsen, skriver DR’s Kulturportal. Sangen på de tyske læber, Burka Blue, er resultatet af et udviklingsprojekt initieret af Goethe Instituttet. Den blev til under en musikalsk workshop for popmusik i Kabul. Teksten lyder i al sin enkelhed: »You give me all your love, You give me all your kisses, and then you touch my Burka and do not know who is it.« Og det er da til at synge med på... msk

Italienerne ved bedst
*Efter 11 års strid er det endelig blevet vedtaget, at Michelangelos David-statue skal rengøres med destilleret vand, den såkaldt ’våde metode’, beskrevet her på siden i tirsdags.
Det er de italienske myndigheder, der har truffet den autonome beslutning, på trods af internationale eksperters protester. Det store badeprojekt forventes indledt til september, så David kan fremstå ’så god som ny’, når han fylder 500 næste år. Han modtager årligt over en million besøgende på Galleria dell’Accademia i Firenze.

Baby-filmatisering en realitet
*Når filmversionen af Kirsten Thorups roman Baby fra 1973 får biografpremiere 8. august, har den været 10 år under vejs.
Selskabet Baby Film ApS blev dannet af skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen og instruktøren Linda Wendel med det formål at filmatisere romanen. Da ingen andre ville støtte projektet, indskød de tre selv, hvad der skulle til for at realisere filmen.
I andre af filmens store roller ses Maria Würgler Rich og Line Kruse.
Musikken er komponeret af Sort Sol.

Frank Sinatra i 3D
*Sangeren og skuespilleren Frank Sinatra gør fortsat tingene på sin egen måde. Selv om han døde for fem år siden, kan Sinatra fortsat trække publikum til koncerter. Således står han for – posthumt – at skulle give en hel serie koncerter i New York.
Akkompagneret af det 40 mand store orkester, The Rockettes, og et gospelkor kommer en videoprojiceret Sinatra til at bevæge sig på en tredimensionel skærm, alt i mens hans indspillede røst, toner ud fra højttalerne.

Kaizerne kommer
*Hertillands synes der ikke at være en mæthedsgrænse for indtagelse af det norske kult-fænomen, Kaizers Orchestra.
Albummet Evig pint er som forgængeren Ompa til du dør umiskendeligt præget af buldrende olietønder og scenisk testosteron, der senest tiltrak omkring 30.000 tilhørere på Roskilde Festivalen.
I efteråret vender de tilbage til Danmark, hvor de giver koncert i Store Vega torsdag 18. september kl. 21.

Tilbage til Tønder
*I aften der temalørdag om marskbyen Tønder på DR2, hvor journalisten Bent Stuckert vender tilbage til sin barndomsby. Stuckert genkalder sig blandt andet den tid, hvor intet mindre end en syv avisredaktioner havde til huse i samme gade.
Programfladen hæfter sig blandt andet også ved det gamle vandtårn, der rummer en samling af bysbarnet Hans J. Wegeners møbelkunst samt
byens absolutte varemærke: Tønder Festivalen, der hvert år tiltrækker 40-50.000 mennesker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her