Læsetid: 2 min.

K'NYT

19. juli 2003


Daniel Libeskind i modvind
*Der er opstået uenighed om genopbygningen af det nye
World Trade Center i New York. Det har medført, at Daniel Libeskind, der i februar vandt konkurrencen om et nyt byggeri på Ground Zero, er trådt tilbage som chefarkitekt på projektet.
Striden går blandt andet på det over 500 meter høje tårn Freedom Towers, som efter bygherren Larry Silversteins mening, gør byggeriet meget dyrere og ikke har nogen kommerciel værdi.
På et møde tidligere på ugen blev Libeskind og Silverstein, der i 70’erne byggede det oprindelige center, dog officielt enige om at udvikle Libeskinds visioner, således at hovedtårnet bygges, men altså med Libeskind i anden række.
Silverstein finansierer det nye byggeri og sidder dermed med de endelige beslutninger, skriver DR Kulturportalen.

Guggenheim til Taiwan
*Guggenheim Fonden, der er et af verdens største kulturelle varemærker, overvejer at udvide med et museum i Taiwan.
Guggenheim har benyttet sig af usædvanligt udformede museumsbygninger for at tiltrække besøgende og give næring til økonomien, mest succesfuldt i den spanske by Bilbao.
Den taiwaneniske by Taichung er den seneste, der med dette varemærke gør sig forhåbninger om international
anerkendelse. Denne gang drejer det sig om et iøjnefaldende design med mobile sektioner af arkitekten Zaha Hadid. Bygningen skal foruden kunsten rumme et operahus og andre kulturelle projekter.
Værtsbyen betaler selv for at få lov til at bruge Guggenheim-navnet, hvorefter museet indgår i en turnusordning for Guggenheims betragtelige kunstsamling.
Guggenheim Fonden forventes at træffe en endelig afgørelse om fuldførelse af projektet til september, skriver BBC.
Der har ellers ikke været tegn på fremgang i koncernen på det seneste. Guggenheims Las Vegas filial er blevet lukket og planerne om et nyt nuseum i Rio de Janeiro er sat i bero.

Genremæssig smeltedigel
*Martin Hall udgiver 1. september albumet Music Hall, der består af helt nye numre, fremført af en række af landets kvindelige solister. Heraf kan nævnes Lise Westzynthius, Billie Koppel, Tanja Thulau fra Luke, Aud Wilken samt mezzosopranen Andrea Pellegrini. Modeskaberen Mads Nørgaard og forfatteren Jeff Matthews kommenterer numrene undervejs.
Albummet beskrives i pressemeddelelsen som et musikalsk kvantespring, hvor Hall forener forskellige musikgenrer som pop, jazz, opera, cabaret, sjælesalmer og moderne toner fra tresserne.
Samtidig med udgivelsen af Music Hall, udsendes Radiohus-koncerten Inskription, der har 20 års jubilæum og i herværende dagblad dengang blev betegnet som »lydspanking«. Cd’en akkompagneres af et fyldestgørende tekstmateriale, der omfatter anmeldelsen i Information, såvel som essays.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her