Læsetid: 4 min.

Kritik

Mens litteraturen som sådan interesserer færre og færre, er der åbenbart et marked i litteraturomtale, litterære betragt-ninger, litterære julelege, quizzer, anagrammer, og guderne må vide hvad
12. juli 2003

Indstik
I et langt forfatterliv har jeg vænnet mig til kritik, men selvfølgelig vænner man sig aldrig rigtig til at blive kritiseret! Det kender jeg ingen, der gør, hverken forfattere eller nogen som helst andre.
Man vil roses, vil man, og det er da også en kendsgerning, at ros giver luft under vingerne, mens kritik bremser, gør en sur og tvivlrådig, dummere, indadvendt og fornærmet. Jeg ser med mellemrum kollegaer brokke sig i avisen over kritik og ofte med den tilføjelse, at de ikke har noget imod saglig og objektiv kritik, som om kritik nogen sinde har været og kan være saglig og objektiv!
Kritik skrives i reglen af folk, der hader at blive kritiseret, så på den måde ligner de – som sagt – kunstnerne (og alle andre). Der er bare den hage ved det, at kritikere, når de skriver, glemmer, hvor sårbare modtagerne er eller måske oven i købet glæder sig over at kunne stikke gaflen i staklerne under dække af, at det sker af hensyn til kunsten, de æstetiske krav eller andre guddommelige regler stadfæstet og knæsat gennem (litteratur)-historien.

Pølsesnak
I reglen er det pølsesnak, hvad enhver kan overbevise sig om ved at følge med i dagspressen, hvor den såkaldte litteraturkritik har tilranet sig større og større arealer af uvelkommen opmærksomhed.
Mens litteraturen som sådan interesserer færre og færre, er der åbenbart et marked i litteraturomtale, litterære betragtninger, litterære julelege, quizzer, anagrammer, og guderne må vide hvad, hvor større eller mindre store ånder kan få lov til at demonstrere deres paratviden og komme i avisen femten-ethalvt sekund.
Efterhånden har jeg levet under flere generationers kritiske despoti, og det har faktisk været underholdende. Jeg har lagt ryg til både henrykkelser og forargelser, afvisninger og forgabelser. Næppe var jeg selv og min generation kommet op på hesten og galopperede rask af sted efter at have set den forrige forsvinde i slip-strømmen, før en ny generation stod klar til at feje min egen af banen.
Jeg havde fået min dom af så forskellige firgurer som Tom Kristensen, Jacob Pa-ludan, Jens Kruuse, Frederik Nielsen, Hakon Stangerup og Emil Frederiksen, nu stod Hans-Jørgen Nielsen og Erik Thygesen klar til det store opgør med ’aristokratmodernismen’, og Hakons søn Henrik, der også gjorde det i filmbranchen, skaffede sig selv plads ved at rakke sine forgængere ned i avisen, så det ville noget. Objektivitet, my foot!

Banen skal fejes ren
Udviklingen er selvfølgelig ganske naturlig, banen skal fejes ren, før man selv kan komme op af starthullerne. Værre er det, når kritikken fra sidelinjen begynder at vejre morgenluft og prø-ver at finde ud af, i hvilken retning vinden blæser for at kunne slutte sig til det rigtige dvs. det vindende hold. På det felt har man i årenes løb været vidne til artige sager, og måske er det netop i disse år helt tydeligt, hvordan den litterære kritik i stort omfang lægger sig i den politiske mainstreams kølvand.
Med højrebølgens dominans bliver litteraturkritikken, uanset om den vil eller ej, højrevredet, og med ny-moralismen bliver den religiøse inklination tydeligere og tydeligere, som det f.eks. ses i denne avis, hvis lyrikanmelder efterlyser mere indhold og flere budskaber i teksterne, før de kan gøre sig håb om hans accept. Det æstetiske spiller stadig en rolle, men holdningen er vigtigere, og er den tilfældigvis ikke i overenssemmelse med kritikerens, er forfatteren ilde ude.

Det private spil
Det mest komiske og lettest gennemskuelige spil er dog det ’private’ mellem anmelderen og den anmeldte. Kritikeren, der som sagt hader kritik mere end nogen anden, skal man ikke drille.
Jeg har prøvet det nogle gange, og resultatet er givet på forhånd, man straffes for sin formastelighed – hvilket er til at forstå – men det er mindre acceptabelt, når det foregår under en maske af saglighed og fremsættes, som det mere uskyldige sjæle tror er objektiv kritik.
Jeg har f.eks. engang drillet en vis Jens Andersen (kulturredaktør i den norske berlinger) i en novelle og sagt til ham, at han som Klint i Genboerne bør vogte sig, fordi en engelsk dame har skrevet en god H.C. Andersen-biografi, mens Bette-Jens kæmper med sin egen. Det bærer straffen i sig selv, og i en ’anmeldelse’ kan jeg læse, at jeg er udbrændt, død og færdig.
John Chr. Jørgensen , som jeg engang har anbragt i Ekstra Bladets åbne massegrav, har ikke bestilt andet siden da end at rakke mig ned, alt sammen kritisk virksomhed, der er til at tage og føle på. Undtagen måske for læseren, der jo kan gå hen og tro, at karlene måske har ret.
Altsammen er det små-mummel ved glemslens flod, men man skal ikke se bort fra underholdsningsværdien. Jeg har før citeret min mor for følgende brok og gør det gerne igen: »Hellere ond-skabsfuld end at kede sig.«
It works both ways.

nKlaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Information. Dette er det 12. indstik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu