Læsetid: 3 min.

Kritik II

Forfatteres frustration over kritikernes ånds-svagheder er global. Diskussionen raser nu over kritikeren James Wood, der har ladet flere verdens-kendte forfattere og en enkelt nobelpris-modtager få kærligheden at føle
14. juli 2003

Indstik
Tro nu ikke, at det kun er i Danmark forfattere og andre kunstnere bliver rasende over af de åndssvagheder diverse kritikere finder på at skrive om dem. Frustrationen er global og har været virksom gennem tiderne. Lige for øjeblikket raser diskussionen i den anglo-amerikanske verden om kritikeren James Wood, der har været så uforsigtig selv at udgive en roman efter at have tygget en hel masse anerkendte forfatteres værker i sig og spyttet ud igen med væmmelse.
I The New Republic (anset litterært tidsskrift) og i
essaysamlingen The Broken Estate: Essays on Literature and Belief har Wood diskuteret et moderne litteraturfænomen, som han har døbt »hysterisk realisme«, og som han finder hos en række forfattere flere af dem verdenskendte, en enkelt af dem nobelpristager, og de får alle kærligheden at føle. For er der noget James Wood ikke bryder sig om, så er det »hysterisk realisme.«

En modig mand
Derfor kommer han efter både Salman Rushdie og Robert Pynchon, som får krabasken, men også den pæne John Updike bliver slagtet, og Toni Morrison kan han slet ikke holde ud. Man kan forestille sig, hvordan han ville have det med Ib Michael her og Per Højholt, så dem undlader vi at bringe ind i sammenhængen.
James Woods helt er Henry James, og den litteratur han efterlyser er én, hvor figurerne analyseres i dybden og ideer dramatiseres i stedet for den gængse, postmoderne nihilisme, hvor forfatteren hele tiden kommer med stikord og blander sig i teksten i stedet for at holde sin mund og lade værket tale efter den opskrift James gav og kaldte »palpable present-intimate« der måske kan oversættes ved »et mærkbart fortroligt nærvær«, altså ingen overflødig fitlifut og svinkeærinder.
Om Pynchons personer skriver Woods, at de ikke er menneskelige, men »slaver af allegorien« og udtrykker forfatterens lyst til flugt og selv-sammenklapning, ja vel egentlig hans banalitet. Toni Morrison ser han som en forfatter, der altid styrter af sted i lånte, spraglede litterære fjer uden tanke for det »almindelige tøj«, der bærer en historie og gør dens højtidsstunder ægte og ikke bare latterlige. De Lillo får også det røde kort, og når Updike er værst, er hans prosa »en harmløs oppustet lyrisme, en grandios erkendtlighed, som om sproget blot var en meningsløs regning til en meget rig mand, hvor Updike lægger 10 cents for hver sætning i drikkepenge.«
Tju bang, chokolademand, så er det vistnok sagt.
Men nu kommer åbenbart afregningen , og James Wood gør sig ingen forestillinger om, at der vil blive taget med fløjlshandsker på The Book Against God, som hans egen roman hedder. Han er altså – bortset fra hvad han ellers er – en modig mand. Han har overvejet, om han som hovedpersonen, Herzog, i Saul Bellows roman af samme navn, skal begynde at skrive læserbreve og gå i rette med sine kritikere, men afstår, fordi han indser, at det er narreværk og ikke fører til noget andet end yderligere kævl og negativ opmærksomhed. I øvrigt er han selv glad for Tjechov, D.H. Lawrence, Bellow, Alice Munro og Ian McEwan – for nu at tage en håndfuld, og så kan man jo sige, at han er på den sikre side og har dokumenteret sin gode smag.

Pyt med kritikerne
Hvad konklusionen på det hele må være, er naturligvis, at smag og behag er forskellige, og at Woods har lov til at mene, hvad han vil, sige det og skrive det og oven i købet udgive en roman med risiko for at få serveret den suppe, han selv har spyttet i. Der er ingen og jeg gentager ingen opskrift på, hvad der er god og dårlig kunst og hvilken metode, der er den rette, men det kan alt sammen diskuteres og skal diskuteres for ellers dør vi af kedsomhed, og alt går i stå.
Vil man have gode anmeldelser og kys og klap hele tiden (hvad man selvfølgelig vil) må man gøre som Balzac og som det var kutyme dengang: skrive anmeldelserne af egne værker selv! H.B. var oven i købet så snedig, at han ikke skrev entydigt rosende om sine bøger, han lod f.eks. gerne skinne igennem, at de fra et moralsk synspunkt ikke var stuerene, ja måske oven i købet forargelige! Hvilket ikke gjorde skår i successen, tværtimod, publikum strømmede til, og engang var han oven i købet så heldig at komme i politiets søgelys. Så pyt med kritikerne, far kan selv!

*Klaus Rifbjerg skriver hen over sommeren i Information. Dette er det 13. indstik. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her