Læsetid: 4 min.

Kultur uden grænser

Udenlandske kunstnere har fundet vej til Afghanistan, men fremmedartet optræden i et land, der har mistet en stor del af sine egne kulturelle rødder, er lidt af en balancegang
23. juli 2003

Udenlandske kunstnere har fundet vej til Afghanistan, men fremmedartet optræden i et land, der har mistet en stor del af sine egne kulturelle rødder,
er lidt af en balancegang

Afghanistan, år 1
Kabul – På en stor scene i Park Cinema i hjertet af Kabul stavrer tre amerikanske skuespillere omkring på høje stylter. Mens de mimer en abstrakt satire, danser de en uskøn vals til lyden af vestlig musik fra den medbragte ghettoblaster. Bortset fra stø-vet, der ligger i et fint lag over hele salen, er der intet, der leder tankerne i retning af Af-ghanistan.
Forud har publikum til gengæld i 30 minutter kunne genopleve fire væsentlige epoker af den afghanske historie opført af en blandet gruppe afghanske og amerikanske skuespillere; russerne, Mujahedin, Taleban samt den aktuelle overgangsregering illustreret ved bomberegn og en amputeret præsident ledsaget af ordet ’befrielse’ fremsagt på engelsk med meget amerikansk accent.
Masser af krig, vold og brutalitet – og som om det ikke var nok, også en offentlig henrettelse af en kvinde.
Havde det været i Europa, ville anmelderne have jublet over den socialrealistiske iscenesættelse af tre årtiders krig og ødelæggelse. Men det er ikke Europa. Det er det land, hvor gruen har udspillet sig, og hvor befolkningen i 23 år ikke har oplevet andet end krig. Selv om afghanere er et taknemmeligt folk at optræde for, blev der ikke jublet fra salen.

Vestlige toner
Først da musikken og de lange ben skiftes ud med barnlige truthorn, begynder den del af publikum, der ikke har forladt salen, at grine. Den efterfølgende blinddans med spandene over hovedet afslører, at vestlige rytmer er en stor mundfuld for den enlige afghanske skuespiller, der som et led i det amerikanske Bond Street Theaters samarbejde med en lokal teatergruppe udgør forestillingens klovn.
I praksis er forestillingen et resultat af et samarbejde med resterne af Kabul Exile Thea-tre, der er vendt tilbage fra Peshawar.
»Afghanerne kan lære meget af at se vores forestilling,« svarer Bond Street Teaterets kunstneriske leder, Joanna Sherman, på spørgsmålet om, hvad hun håber at opnå med deres besøg.
Fra forreste hårde stolerække lyder en diplomatisk bemærkning noget i retning af, at de da i det mindste kunne have brugt den lokale musik.

Franske klovne på visit
»Franskmændene var bedre,« konkluderer en gruppe unge afghanske mænd, da de efter forestillingen evaluerer deres oplevelser i Park Cinema over et glas friskpresset mango-juice på en nærtliggende restaurant.
Ligesom Bond Street-teateret har et hold franske Klovne Uden Grænser denne sommer lagt vejen forbi Af-ghanistan. Med en lille mobil scene og udstyr, der kunne være i et par kasser, har de i tre uger turneret omkring med en forestilling både i og uden for den afghanske hovedstad. Det erklærede formål var alene at underholde, og ifølge de afghanske mænd lykkedes det væsentligt bedre end for klovnenes amerikanske kolleger.
»Forskellen var, at de havde sat sig lidt ind i vores kultur,« fortsætter de unge mænd deres evaluering.
Da de franske klovne for et par uger siden optrådte på et børnecenter i Kabul, indledte en af truppens kvindelige aktører iklædt lokalt tøj med at byde velkommen med et par afghanske gloser.

Behov for lokal kultur
»Mange af de ting, klovnene optrådte med, var ikke så forskelligt fra det, vi laver. Derfor kunne vi også lære mere af at se dem. Men det allerbedste er vores egen work-shop,« siger en af mændene.
De fem unge fyre omkring bordet er selv kunstnere i et cirkusprojekt, der hver uge optræder og laver workshops for tusindvis af børn. Projektet har eksisteret et år, og som et led i udviklingen af kunstnernes faglige kvalifikationer har også de besøg af en udenlandsk artist denne sommer.
Efter 23 års krig og senest talebanernes noget anstrengte forhold til kultur er der overalt i det afghanske kulturliv et stort behov for faglige input. Cirkusprojektets formål er at skabe grin og glæde med et undervisende perspektiv, og her handler det både om at genopdyrke kulturen samt om at udvikle nye former for optræden under respekt for lokale traditioner.
Selv om 27-årige Seth Bloom er kommet rejsende for at dele sine erfaringer som artist i USA med de af-ghanske kunstnere, er en stor del af hans otte uger lange workshop i høj grad også gået med at bidrage til at sikre cirkusprojektet en stærk lokal identitet. Udover at jonglere og lave akrobatik har han i praksis deltaget i alt fra at diskutere valg af baggrunds-musik til at gå med i basaren og købe stof til kunstnernes kostumer. Modsat sine udenlandske kollegaer har han til gengæld holdt sig i baggrunden, når cirkusprojektet undervejs har optrådt både i og uden for Kabul.
»Jeg er ikke i tvivl om, at det virker meget stærkere, når afghanske børn og voksne oplever lokale artister sprede håb og latter med deres forestillinger, end hvis en vestlig artist forsøger at gøre det samme. Derfor er jeg ikke kommet til Afghanistan for selv at være stjerne i et show,« siger Bloom. »Mit formål er at bidrage til at udvikle noget, der bygger på den lokale kultur, og som bliver lavet for afghanere af af-ghanere. For i et land, der har mistet så mange af sine egne kulturelle traditioner, er det det, jeg oplever, der er behov for.«

*Også i Afghanistan blev et undertrykkende regime fjernet ved hjælp af en udenlandsk invasion. Nu skal der bygges demokrati på ruinerne. Men holder løfterne fra de første euforiske måneder efter Talebanstyrets fald? Vi går tæt på håbet og drømmene – og truslerne om atter at blive kastet ud i etnisk splittelse og kaos. Tidligere artikler blev bragt den 9., 11., 14., 17. og 22. juli. Serien fortsætter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her